Skip til hoved indholdet
    Hjem Demokrati Kultur-, Fritid-, Outdoor- og Idrætsudvalgets mission og vision 2025-2031

Kultur-, Fritid-, Outdoor- og Idrætsudvalgets mission og vision 2025-2031

Kultur-, Fritid-, Outdoor- og Idrætsudvalget har formuleret mission og vision for udvalgets område, der udspringer af Byrådets vision. I byrådets vision er velfærd det centrale område med de øvrige områder balanceret vækst, grøn indstilling og Danmarks Outdoorhovedstad som en del af det samlede fokus for kommunens opgaver.

For Kultur-, Fritid-, Outdoor- og Idrætsudvalget er både Danmarks Outdoorhovedstad og Velfærd de centrale områder for udvalgets arbejde og fokus i de kommende år. På områderne Grøn indstilling og Balanceret vækst er der allerede igangsat initiativer, som kommende initiativer vil spille ind i og derfor er disse tandhjul mindre i Kultur-, Fritid-, Outdoor- og Idrætsudvalget vision.

Tandhjul med teksten: Danmarks Outdoorhovedstad, som afsæt for bevægelse, sundhed og livskvalitet. Balanceret vækst, så vi sikrer sammenhængskraft i hele kommunen. Velfærd, så alle kan leve et godt liv. Grøn indstilling, som drivkraft for erhvervsliv, vækst, udvikling og omstilling for nuværende og kommende generationer.

Kultur-, Fritid-, Outdoor og Idrætsudvalgets mission og vision sætter retningen for fremtidens kultur og fritidsliv i Silkeborg Kommune. Missionen beskriver hvilke opgaver og funktioner vi som område er sat i verden for at varetage, og visionen beskriver det ønskede og forestillede billede, som vi har af vores område i fremtiden. Den virkeliggøres igennem en række strategiske indsatsområder i strategier for kultur, idræt og outdoor og der igangsættes hvert år nye tiltag i udvalgets mål og handleplaner.

Visionen er, sammen med strategierne, de overordnede pejlemærker for kultur- og fritidsområdets arbejde i årene 2025-2031. Visionen og strategierne revideres i starten af 2027 med et nyt udvalg. Visionen og strategierne samt de årlige udvalgsmål og handleplaner er afsæt for strategiske og økonomiske valg og fravalg, så beslutningerne hænger sammen og fører kultur- og fritidsområdet i den ønskede retning.


Mission

Kultur-, Fritid-, Outdoor- og Idrætsudvalget vil understøtte borgernes aktive liv og muligheder for deltagelse i positive fællesskaber i levende lokalområder. Det skal ske ved at gå nye veje i det tværgående samarbejde med både civilsamfundet samt lokale og nationale aktører på kultur- og fritidsområdet såvel som andre fagområder.


Vision

Danmarks Outdoorhovedstad

Mængden og kvaliteten af natur i Silkeborg Kommune er enestående og derfor indtager Silkeborg den førende position på det brede friluftsliv. Vi udvikler nye fyrtårnsprojekter af høj kvalitet, ejerskab og synlighed som både nationalt og internationalt samlingspunkt for outdoor.

Naturen i Silkeborg Kommune består af varierende landskaber, er lettilgængelig for alle og rummer mange muligheder for et aktivt udeliv. Vi sikrer mødesteder, der samler og inspirerer til både de stille oplevelser og de aktive fællesskaber.

Naturen har et særligt potentiale for at få flere med i fællesskabet og det gode liv. Derfor bruger vi naturen som løftestang til læring, sundhed, beskæftigelse samt social omsorg og gør det i et tværfagligt samarbejde med relevante partnere.

Velfærd

Kultur- og fritidslivet i Silkeborg Kommune skal være for alle. For dem der kan og vil, for dem som ikke kommer af sig selv og for de talenter, der inspirerer og giver store oplevelser videre. Alle skal med.

Vi inviterer nye borgere og brugere til at være en aktiv del af kommunens dynamiske kultur- og fritidsliv ved at bevare og udvikle aktiviteter, rammer og oplevelser, så alle kan være en del af de inspirerende fællesskaber.

Vi sikrer det gode børne- og ungeliv ved at lade alle børn være med i natur-, kultur- og fritidsaktiviteter i kommunens skoler og institutioner og bygger bro, så de som voksne naturligt tager del i og ansvar for et aktivt kultur- og fritidsliv.

Grøn indstilling

Kultur- og fritidsfaciliteterne drives og udvikles med fokus på grøn omstilling. Vi sikrer optimal udnyttelse af eksisterende faciliteter, bygger nye faciliteter til både bredden og nicherne ved dokumenteret behov og prioriterer bæredygtige faciliteter i naturen.

Kultur- og fritidsaktørerne er vigtige for at lykkedes med den grønne omstilling. Vi inspirerer og understøtter eventaktører, kulturinstitutioner og foreninger, der ønsker at arbejde med bæredygtig drift, aktiviteter og udvikling.

Alle borgere kan bidrage til den grønne omstilling. Derfor inspirerer vi med viden, aktiviteter og oplevelser, der sætter gang i den bæredygtige bevægelse, så flere er med til at passe på naturen og lever et godt liv i balance.

Balanceret vækst

Silkeborg by er kommunens naturlige kulturdynamo, der tilbyder deltagelse i store oplevelser for alle kommunens borgere ligesom kommunens mindre byer er kendetegnet ved gode mødesteder og aktiviteter, der danner rammen om de lokale fællesskaber.

Natur og kultur har en unik mulighed for at bidrage til og være en driver for udvikling af fremtidens grønne byer og lokalsamfund. Derfor bruger vi natur og kultur som åbningstræk i udvikling af nye og videreudvikling af eksisterende byer.

Det frivillige engagement er en forudsætning for velfungerende fællesskaber og aktiviteter. Derfor er vi i tæt dialog og samspil med frivillige, foreninger og lokale aktører om driften og udviklingen af rammerne for det lokale fællesskab.

Silkeborg Kommune
Søvej 1
8600 Silkeborg

CVR: 29189641

Genveje