Virklund Lokalråd
Find information om lokalrådet, politiske beslutninger for lokalområdet mm.
Politiske beslutninger for Virklund
Der bliver løbende truffet beslutninger i kommunens politiske udvalg og i byrådet, som har betydning for dig og dit lokalområde. Her kan du få et overblik over, hvilke beslutninger der bliver taget for dit lokalområde.
Husk, at du som borger har mulighed for at give din mening til kende eller indsende en klage under de enkelte høringer eller afgørelser.
Politiske beslutninger fra 2024
September 2024
Fritidsfaciliteter i Virklund skal udvikles
Virklund Boldklub ønsker at udvikle fritidsfaciliteterne i Virklund. Området er i vækst, og der er en oplevelse af et stigende pres på faciliteterne, og at det kan være vanskeligt at finde rundt i området.
Derfor ønsker de, at fritidsfaciliteterne udvikles. På den baggrund begynder Silkeborg Kommune en proces omkring udviklingen af fritidsfaciliteterne med fokus på at udnytte og udvikle de eksisterende faciliteter.
Der kan være brug for at ændre eller supplere af de nuværende faciliteter med nye mindre faciliteter. Det godkender Kultur-, Fritids-, Outdoor- og Idrætsudvalget, som får resultaterne præsenteret senest til marts.
(Kultur-, Fritids-, Outdoor- og Idrætsudvalget, 02.09.2024,
punkt 4)
Juni 2024
Et ekstra klasseværelse etableres på Virklund Skole
Der er fra skoleåret 24/25 behov for et ekstra klasseværelse i indskolingen for at rumme alle elever og klasser En del af SFO’en laves der for om et klasseværelse. En indledende analyse har vist, at SFO’en i dag har en overkapacitet.
Det er en del af en større plan for, hvordan Virklund Skole skal udvides fra 2 til 3 spor nu og frem til en egentlig udvidelse af skolen kan stå klar forventeligt i 2028/2029.
Byrådet godkender, at der bruges 350.000 kr. til at omdanne en del af SFO’en til klasseværelse og indkøbe inventar til.
(Dagtilbuds-, Skole- og Familieudvalget, 10.06.2024, punkt 3, byrådet, 25.06.2024, punkt 10)
Trafiksikkerhedsprojekt på Horsensvej ved Almind Sø afsluttes i år
Der er gang i arbejdet med at forbedre trafiksikkerheden på Horsensvej ved Almind Sø.
Fartgrænsen på 60 km/t forlænges frem til Virklund og perioden, hvor der kun må køres 50 km/t ved Østre Søbad forlænges, så den går fra maj til september.
Der gennemføres også en info-kampagne, så gående bliver mere opmærksomme på at bruge stitunnellen. Projektet koster omkring 50.000 kroner. Byrådet godkender en anlægsbevilling, der gør det muligt at afslutte projektet.
(Plan- og Vejudvalget, 04.06.2024, punkt 5, byrådet, 25.06.2024, punkt 5)
Maj 2024
Så mange brugere er der til haller, sale og fodboldbaner i Virklund
En analyse viser, at der i 2023 var 296 brugere per indendørs facilitet. Det placerer Virklund, som dem i kommunen der har 5. flest antal brugere per indendørs facilitet.
Der er 326 forenings-fodboldspillere på 38.629 m2 boldbaner. Det svarer til, at der er 118 m2 fodboldbane per spiller. Det placerer Thorning som dem, der har 6. færrest m2 boldbaner per spiller i kommunen.
Analysen skal bruges i dialog med foreninger og lokalområder omkring ønsker til at udvikle faciliteter til idræt. Kultur-, Fritids-, Outdoor-, og Idrætsudvalget er orienteret om analysen.
(Kultur-, Fritids-, Outdoor-, og Idrætsudvalget, 06.05.2024, punkt 6)
Udvidelse af Virklund Skole ventes færdigt til skoleåret 2027/28
Virklund Skole er dimensioneret til at være 2-sporet, men vokser til at blive en konsekvent 3-sporet skole.
Der er lavet en plan for skoleårene 2023-2028, som skal sikre, at man udnytter den eksisterende bebyggelse bedst muligt frem til, at en udvidelse står færdigt i 2027/28.
Der bliver sandsynligvis behov for midlertidige løsninger, indtil det nye byggeri er klar. Udbygning af skolen kræver, at kommunen erhverver to matrikler ved siden af skolen.
Det har Dagtilbuds-, Skole- og Familieudvalget drøftet i forbindelse med anlægsbehovet for skolerne i kommunen.
(Dagtilbuds-, Skole- og Familieudvalget, 13.05.2024. punkt 6)
Nyt børnehus i Virklund skal stå færdigt i 2028
Der er i 2026-2028 sat penge af til at etablere et nyt børnehus i Virklund med plads til 150 børn samt en legestue.
I 2028 udfases det midlertidige børnehus på Korshøjvej med ca. 100 pladser. Selvom der ifølge årets prognose er et lavere behov pasning i fremtiden, er der fortsat underskud af pladser i Virklund - især for de 0-2-årige.
Derfor skal der fortsat bygges et nyt børnehus i Virklund med produktionskøkken og plads til legestue for dagplejere i området. Dagtilbuds-, Skole- og Familieudvalget har drøftet behovet for pasning i Virklund.
(Dagtilbuds-, Skole- og Familieudvalget, 13.05.2024. punkt 12)
Forslag til ny lokalplan for Vesterlundsvej i høring
Plan- og Vejudvalget har sendt et forslag til en ny lokalplan for området syd for Vesterlundsvej i Virklund i otte ugers høring.
Planen er udarbejdet efter adskillige sager om dispensationer på grundene, der skråner ned mod Thorsø, hvor der opstod tvivl om, hvorvidt der var tale om boliger i en eller to etager.
Forslaget sigter mod boliger i max. to etager og max. facadehøjde på 6,5 meter og max. bygningshøjde på 8,5 meter. Desuden er bygningerne blevet registeret for at sikre, at bygninger med høj bevaringsværdi bevares.
(Plan- og Vejudvalget, 07.05.2024, punkt 23)
Virklund Boldklub får tilskud til langrendsspor
Byrådet har givet et tilskud på 175.000 kr. til Virklund Boldklub, der har planer om at etablere langredsspor på Himmelbjergets Golfklubs arealer.
Sporene skal være fleksible og sikre for alle aldersgrupper. Banerne bliver gratis at bruge for alle borgere.
Projektet har et samlet budget på 1,5 mio. kr.
(Kultur-, Fritids-, Outdoor- og Idrætsudvalget, 06.05.2024, punkt 22, byrådet, 28.05.2024, punkt 23)
Nej til tilskud til Paradislejren – i første omgang
Kultur-, Fritids-, Outdoor- og Idrætsudvalget ser positivt på en ansøgning om tilskud fra Paradislejren Spejderne Silkeborg. Gruppen har søgt om 960.000 kr. til forbedring af mulighederne for aktiviteter i lejren ved at etablere bålsteder, brændeskjul, raftestativer, flagstang, vand, shelter, madpakkehus og overdække bålhus
Men der er i forhold til konkurrencereglerne udfordringer forbundet med lovligt at kunne støtte projektet på grund af formålsbestemmelserne i spejdernes vedtægter.
Økonomi- og Erhvervsudvalget har derfor valgt, at der skal ses nærmere på juraen og ansøgeren skal have muligheden for at tilpasse formålsbestemmelserne og så eventuel søge på ny.
(Kultur-, Fritids-, Outdoor- og Idrætsudvalget, 06.05.2024, punkt 21, Økonomi- og Erhvervsudvalget, 21.05.2024, punkt 30)
April 2024
Prognose: Virklund Skole får 35 % flere elever på 12 år
I dag er der 498 elever på Virklund Skole fordelt på 22 klasser. Om fem år ventes det ifølge en ny elevtalsprognose at være 599 elever. En stigning på 20,3 %. I 2036/37 ventes der at være 676 elever. Det er 35,7 % flere end i dag.
Det gennemsnitlige pasningsbehov for 0-2-årige i Virklund er i 2024 127 børn, og det ventes at stige til 135 i 2036. For 3-6-årige er tallet 171 børn i 2024, og det ventes at stige til 204 børn i 2036.
Det viser en elevtals- og dagtilbudsprognose, som Silkeborg Kommune har lavet i samarbejde med COWI. Dagtilbuds-, Skole- og Familieudvalget tager prognoserne til efterretning.
(Dagtilbuds-, Skole- og Familieudvalget, 09.04.2024, punkt 4 og 5)
Marts 2024
Virklund ventes at få 600 nye borgere på 13 år
I 2023 blev der i Virklund taget 34 nye boliger i brug, og i år ventes der at blive taget 42 nye boliger i brug. Frem til 2036 ventes der 254 nye boliger i brug.
Der bor i dag 3.844 i Virklund, og det tal forventes at stige til 4.033 i 2029, til 4.212 i 2033 og til 4.457 i 2037.
Det viser Silkeborg Kommunes prognoser for boliger og befolkningsvækst, som baserer sig på den planlagte udbygning i kommunen. Byrådet er orienteret om befolkningsprognosen.
(Økonomi- og Erhvervsudvalget, 05.03.2024, punkt 12 og 13, byrådet, 19.03.2024, punkt 11)
Legeplads på Marielystvej bevares i 2024
Legepladsen stod til at blive nedlagt fra 1. april 2024 sammen med 11 andre, men byrådet har nu besluttet af bruge 100.000 kr. fra puljen til lokalt initierede projekter i 2024 for indtil videre at bevare legepladserne.
I juni 2023 besluttede Kultur-, Fritid-, Outdoor-, og Idrætsudvalget at nedlægge legepladsen på Marielystvej sammen med 11 andre legepladser i Silkeborg kommune for at spare 150.000 kr. om året.
I forbindelse med forhandlingerne om budget 2025 skal finansieringen af legepladserne og en legepladsstrategi for Silkeborg kommunes drøftes.
(Byrådet, 19.03.2024, punkt 18)
Februar 2024
Mørksøkvarteret skal udvikles til flere boliger og en daginstitution
Plan- og Vejudvalget er blevet orienteret om arbejdet med at lave en helhedsplan for Mørksøkvarteret, der er et blandet industri- og boligområde.
Området skal i højere grad bestå af boliger, og så skal en ny daginstitution til 150 børn placeres i området. Der er indhentet input og forslag fra borgere og andre interessenter.
De handler blandt andet om at forbedre trafiksikkerheden. At anlægge gode stier til Østerskoven, der omkranser Mørksøkvarteret. At nyt byggeri tæt på skoven ikke bliver for højt. Og et ønske om at være opmærksom på, at der kan komme mere trafik i området omkring Mørksøkvarteret.
(Plan- og Vejudvalget, 06.02.2024, punkt 11)
Natura 2000-handleplan for Silkeborgskovene er sendt i høring
Et forslag til en Natura 2000-handleplan for Silkeborgskovene er sendt til høring, så du kan dele din mening om forslaget til planen frem til 12. april.
Det godkender Klima- og Miljøudvalget. Handleplanen skal sikre, at Silkeborgskovene udvikler sig positivt. Planen skal løbe frem til 2027. Hver sjette år skal Silkeborg Kommune lave en handleplan for området.
Silkeborgskovene er et Natura 2000-område, som er et beskyttet naturområde i EU, som skal bevare naturen, dyr og planter, som er sjældne, truede eller karakteristiske.
(Klima- og Miljøudvalget, 05.02.2024, punkt 2)
Januar 2024
Ekstra penge til vejanlæg i Virklund
Byrådet bevilger yderligere 2 mio. kr. til de veje, der skal forbinde Virklunds nye centerområde med Horsensvej.
Projektet bliver dyrere, fordi der skal sættes en støjskærm op over mod Virklund Plejecenter. Det har også vist sig nødvendigt at flytte Østerlundvej mod syd og som en del af signalanlægget for at øge trafiksikkerheden.
Udgifterne til projektet er delt ligeligt mellem Silkeborg Kommune og Rema 1000. Alt i alt er der nu sat 18 mio. kr. af til vejanlægget.
(Plan- og Vejudvalget, 09.01.2024, punkt 6, byrådet, 30.01.2024, punkt 4)
Trafiksikkerheden skal forbedres ved Østre Søbad
Fra 2017 til 2022 er der registreret 14 uheld på strækningen forbi Østre Søbad, hvor der i døgnet kører 15.000 bilister. I 2024-2025 skal trafiksikkerheden forbedres ved om muligt at sætte hastighedsgrænsen ned til 60 km/t frem til Virklund.
Der skal være en længere periode med 50 km/t på de variable tavler på strækningen fra maj til september, og der gennemføres en kampagne, så lette trafikanter bruger stitunnelen under Horsensvej i stedet for at krydse vejen.
Et projekt med at øge antallet af p-pladser i området er på vej i andet regi. Det er Plan- og Vejudvalget orienteret om.
(Plan- og Vejudvalget, 09.01.2024, punkt 9)
Politiske beslutninger fra 2023
December 2023
Ny lokalplan på vej for området syd for Vesterlundvej
Plan- og Vejudvalget sætter gang i arbejdet med at få lavet et tillæg til lokalplanen for området syd for Vesterlundvej i Virklund.
I de senere år har der været givet en række dispensationer til husejere, der gerne vil bygge i to etager på den skrånende del af grunden, men Planklagenævnet har underkendt en af dem.
Cirka 40 huse ud af 112 er opført i to etager. Området er stort set udbygget. Det er intentionen at give alle grundejere mulighed for at bygge i to etager med en max. bebyggelseshøjde på 7,5 meter. Også byggeprocenten og mulighederne for at regulere terrænet bliver opdateret.
(Plan- og Vejudvalget, 05.12.2023, punkt 4)
Paradisvejen skal ikke bruges til erhverv
Ejerne af Paradisvejen 44 ønsker at etablere en kursusvirksomhed med outdoor- og friluftsaktiviteter på ejendommen. Paradisvejen 44 er ca. 12.000 m² og ligger dels i byzone og dels i landzone.
Den del, der ligger i byzone er udlagt til parcelhuse og daginstitutioner i kommuneplanen. Kommuneplanen for Virklund er ved at blive revideret.
Byrådet beslutter, at området fastholdes som parcelhusområde.
(Plan- og Vejudvalget, 05.12.2023, punkt 7, Økonomi- og Erhvervsudvalget, 12.12.2023, punkt 21, byrådet, 19.12.2023, punkt 13)
Flere busafgange til Silkeborg
Plan- og Vejudvalget beslutter, at linje 4 igen skal køre i timedrift i weekender og i skolernes ferie i tidsrummet mellem kl. 10 og 16.
Linjen kommer forbi AQUA og Østre Søbad, og der har været et drastisk fald i antallet af passagerer til stederne i perioden, hvor bussen kun kørte hver anden time.
På budgettet til kollektiv trafik er der penge til at tilføre flere afgange, da prisen på brændstof er faldet.
(Plan- og Vejudvalget, 05.12.2023, punkt 17)
Måske behov for midlertidig løsning indtil Virklund Skole udvides
Virklund Skole er bygget til to spor, men antallet af elever stiger, så der bliver behov for en tresporet skole.
Det betyder, at skolen skal udvides. Der bliver sandsynligvis behov for midlertidige løsninger indtil nyt byggeri er klart. Det er Dagtilbuds-, Skole- og Familieudvalget orienteret om.
(Dagtilbuds-, Skole- og Familieudvalget, 27.11.2023, punkt 4)
Nyt børnehus i Virklund på anlægsbudgettet fra 2026-2028
Et nyt børnehus i Virklund til 150 børn og en legestue til dagplejen er på anlægsbudgettet fra 1. kvartal 2026 til 4. kvartal af 2028.
Det er Dagtilbuds-, Skole- og Familieudvalget orienteret om.
(Dagtilbuds-, Skole- og Familieudvalget, 27.11.2023, punkt 10)
Nyt forslag til brug af badetøj i saunaen på Østre Søbad
Silkeborg Kommune og foreningen Almind-Wellet har kigget på forslag til et kompromis omkring brugen af badetøj i saunaen på Østre Søbad.
Kultur-, Fritids-, Outdoor- og Idrætsudvalget ønsker en model, hvor badetøj accepteres, men at der henstilles til, at man også ifører sig et håndklæde, som dækker badetøjet for at beskytte træværket mod vand.
Almind-Wellet skriver i et høringssvar, at det alternative forslag skal behandles på en generalforsamling i foreningen med risiko for, at forslaget ikke stemmes igennem
(Kultur-, Fritids-, Outdoor- og Idrætsudvalget, 04.12.2023, punkt 7)
Ja til at fælde bevaringsværdigt nåletræ
Plan- og Vejudvalget giver dispensation til, at et bevaringsværdigt træ ved det kommende centerområde i Virklund kan fældes.
Træet står i vejen for det bedste forløb på en ny dobbeltrettet cykelsti.
Skulle træet bevares, ville stien få en meget stor hældning. Der bliver plantet nyt træ som erstatning.
(Plan- og Vejudvalget, 05.12.2023, punkt 8)
Status på vedligehold af Thorsøbadet
Silkeborg Kommune arbejder løbende på udvikling af nye og eksisterende badesteder, herunder Thorsøbadet.
Status er, at bygningen er i god til middel stand, og at der ikke forventes de store udgifter indenfor de næste 15 år.
Broen er i middel stand og skal skiftes indenfor 5-8 år. Virklund Outdoor drifter tøndesaunaen, som er indkøbt af kommunen. Det er Kultur-, Fritids-, Outdoor- og Idrætsudvalget orienteret om.
(Kultur-, Fritids-, Outdoor- og Idrætsudvalget, 04.12.23, punkt 2)
Evaluering af formidlingsrute ved Vesterskoven
En ny midtvejsevaluering samler op på erfaringer og resultater fra arbejdet med de første formidlingsruter ’I Fortidens Fodspor’, hvor ruten i Vesterskoven er én af dem.
Nordea-fonden, som støtter projektet med 3,6 mio. kr., er meget tilfredse med fremgangen i projektet.
Undersøgelserne viser dog, at mange besøgende ikke ser formidlingen, men dem, der gør, vurderer dem positivt. Samtidigt ses en stigning i besøgende på mellem 12-21% pr. måned set i forhold til før, formidlingsruten blev etableret.
(Kultur-, Fritids-, Outdoor- og Idrætsudvalget, 04.12.23, punkt 3)
November 2023
Parkering i rabatter ved Østre Søbad afløses af p-plads
Plan- og Vejudvalget godkender et forsøg med at forbyde parkering i rabatten på begge sider langs Horsensvej i 200 meter i hver retning ved Østre Søbad.
Der bliver i stedet indrettet en p-plads med 50-55 båse ved rundkørslen mellem Frederiksberggade og Horsensvej.
Derfra kan man gå sikkert hen til stitunnellen over til Østre Søbad, cirka 800 meter. Specielt i sommermånederne parkerer mange i rabatten, og der kan opstå farlige situationer på grund af dårlige oversigtsforhold langs Horsensvej, der er meget trafikeret.
(Plan- og Vejudvalget, 07.11.2023, punkt 5)
Grundvandet skal sikres i Virklund
Grundvandet og drikkevandsressourcerne skal nu og i fremtiden sikres. Derfor er der lavet en række retningslinjer og konkrete indsatser for vandværkerne i den sydlige del af kommunen.
Der må for eksempel ikke være erhvervsmæssig brug af pesticider i oplande til nøglevandværker, hvor der er stor sårbarhed. Planen har været i 12 ugers høring, og 16 har sendt et høringssvar til planen, som ikke gav anledning til ændringer i planen.
Klima- og Miljøudvalget vedtager indsatsplanen for beskyttelse af grundvandet, som dækker den sydlige del af kommunen.
(Klima- og Miljøudvalget, 06.11.2023, punkt 6)
Oktober 2023
Topkarakter til badevandet i Thorsø
Thorsø har haft flot, klart vand i hele badesæsonen i 2023, og det tyder på, at indsatser for at forbedre vandkvaliteten i søen virker.
Tidligere har der været problemer med opblomstring af blågrønalger i søen. Silkeborg Kommune har løbende undersøgt badevandskvaliteten henover sommeren. Kontrollen omfatter blandt andet vandets hygiejniske kvalitet og risikoen for opblomstring af giftige blågrønalger.
Thorsø har fået den højeste badevandskarakter, ligesom Almindsø også har fået. Almindsø er kommunes mest populære badeø, så risikoen for alger er bekymrende, og der er grund til at være opmærksom på, hvordan situationen udvikler sig.
Klima- og Miljøudvalget tager sagen til efterretning.
(Klima- og Miljøudvalget, 02.10.2023, punkt 5)
Der er 677 medlemmer af indendørs idræt i Virklund
Der er lavet en analyse af indendørs idræt i haller og sale for at belyse det aktuelle og potentielle pres på faciliteterne.
Analysen viser, at der i Virklund Boldklub var 677 medlemmer af indendørs idræt i 2022.
Der var i 2022 cirka 260 medlemmer af indendørs idræt per facilitet. Set på antallet af borgere i området er der i 2023 cirka 1.500 borgere per facilitet. For de 0-17-årige er der knap 400 per facilitet. Kultur-, Fritids-, Outdoor- og Idrætsudvalget er orienteret om analysen.
(Kultur-, Fritids-, Outdoor- og Idrætsudvalget, 02.10.2023, punkt 12)
Grund på Vesterlundvej kan udstykkes
Plan- og Vejudvalget giver dispensation til en grundejer på Vesterlundvej 79, der gerne vil udstykke en del af grunden for at finansiere en flodvej. Flodvejen skal ved skybrud lede vandet direkte til Thorsø og beskytte ejendommen for oversvømmelse.
Lokalplanen kræver, at udstykkede grunde skal have en form, så der kan indskrives et kvadrat på 25x25 meter, men den planlagte grund er kun 22 meter bred.
I øjeblikket er der ved at blive udarbejdet en ny lokalplan for området, og da der ikke er planer om at fastholde kravet på 25x25 meter i den, vælger udvalget at give dispensation.
(Plan- og Vejudvalget, 09.10.2023, punkt 7)
September 2023
Ny vej skal hedde Virklund Centervej
Den nye forbindelsesvej mellem Virklundvej og Horsensvej skal hedde Virklund Centervej. Det beslutter Plan- og Vejudvalget.
Vejen bliver anlagt i forbindelse med, at der skal udviklet et nyt centerområde mellem Virklundvej og Horsensvej overfor plejecentret.
Andre forslag til vejnavnet fra borgere og foreninger var Gl. Kirkevej og Overgaardsvej efter en gård i området, men der er allerede op til flere andre veje med disse navne i kommunen.
(Plan- og Vejudvalget, 06.09.2023, punkt 8)
Behovet for nye kvadratmeter på Virklund Skole klarlagt
Der er lavet en analyse, som viser, hvor mange nye kvadratmeter Virklund Skole har behov for, når den skal udvides til 3 spor og evt. 3,5 spor afhængig af byens udvikling.
For en tresporet skole er der behov for at udvide med mindst 8 klasseværelser, 395 m2 fællesrum, 310 m2 faglokaler, 299 m2 til administration og personale og 120 m2 servicefaciliteter.
En udvidelse betyder af nogle af udearealerne bliver bebygget. Analysen anbefaler derfor, at der laves en mere sikker passage over Virklundvej til hallen og udearealerne på den anden side.
Nu er der sat gang i at lave et områdestudie, som redegør for, hvordan skolen udvides mest hensigtsmæssigt. Økonomi- og Erhvervsudvalget er orienteret om sagen.
(Økonomi- og Erhvervsudvalget, 19.09.2023, punkt 2)
August 2023
Mulighederne for at udbygge Virklund Skole på kort sigt undersøges
På grund af den stigende befolkningsvækst i Virklund er der behov for flere klasselokaler på Virklund Skole nu og i de kommende år.
Derfor er der sat gang i lokaleanalyse af Virklund Skole for at afdække hvilke muligheder, der er for at udbygge skolen inden for de eksisterende rammer. Det er Dagtilbuds-, Skole og Familieudvalget orienteret om.
Der er senere også planlagt en egentlig udbygning af skolen med nye kvadratmeter.
(Dagtilbuds-, Skole- og Familieudvalget, 14.08.2023, punkt 4)
Nyt børnehus i Virklund udskydes
I løbet af efteråret 2023 forventes det midlertidige børnehus på Korshøjvej til 100 børn at kunne tages i brug.
Planen var, at det midlertidige børnehus skulle blive afløst i 2026 af et permanent børnehus til 140 børn.
Det er ændret til, at det nye børnehus etableres, når den midlertidige løsning udfases i 2028. Antallet af pladser øget også til knap 150 børn. Det er Dagtilbuds-, Skole- og Familieudvalget orienteret om.
(Dagtilbuds-, Skole- og Familieudvalget, 14.08.2023, punkt 8)
Max. 50 km/t ved Østre Søbad også i maj
Plan- og Vejudvalget har besluttet, at hastigheden på Horsensvej ved Østre Søbad skal sættes ned til 50 km/t i maj mellem kl. 9 og 21.
Det sker, fordi sæsonen for brug af området er blevet længere, efter søbadet er blevet bygget om og udvidet. Antallet af trafikuheld i maj nærmer sig antallet for juli.
I øjeblikket er hastigheden sat ned i juni, juli og august. Selvom antallet af uheld ikke er faldet, er de statistisk set mindre alvorlige, hvilket sandsynligvis hænger sammen med den nedsatte hastighed. Nu er det op til politiet at give samtykke eller ej.
(Plan- og Vejudvalget, 08.08.2023, punkt 22)
Ellesø skal restaureres
Ellesø ved Virklund er af Miljøministeriet blevet udpeget til at blive restaureret, så den får en god tilstand i 2027.
Det er Klima- og Miljøudvalget orienteret om. Søens areal er 7 ha, og det oplandsareal er 65 ha. Det er én af tre nye søer, som Silkeborg Kommune skal mindske udledning af fosfor til.
Det eneste specifikke virkemiddel til det er at etablere fosforvådområder i søernes opland. For nøgle søer er det dog fysisk umuligt.
(Klima- og Miljøudvalget, 07.08.2023, punkt 6)
P-plads etableret til brugere af Vesterskoven
I forbindelse med projektet med at etablere p-pladser ved outdoorfaciliteter er der etableret en grusparkeringsplads i Virklund ved Hjortedalsvej/Ellemosevej med plads til 12-14 biler.
Parkeringspladsen er tiltænkt brugere af Vesterskoven. Der opsættes et oversigtskort ved p-pladsen af samme type, som det der står ved Østre Søbad.
Det er Plan- og Vejudvalget orienteret om.
(Plan- og Vejudvalget, 08.08.2023, punkt 30)
Juni 2023
Fjernvarmeprojekt i Virklund får tilskud fra statens Fjernvarmepulje
Klima- og Miljøudvalget er orienteret om, at fjernvarmeprojektet i Virklund, som også består af fjernvarmeprojekter i Them, Salten, Knudlund, Rodelund og Sejs-Svejbæk, har opnået tilsagn om tilskud fra statens Fjernvarmepulje.
Tilskuddet lyder på 57,3 mio. kr.
(Klima- og Miljøudvalget, 27.03.2023, punkt 15)
April 2023
Midlertidig daginstitution på Korshøjvej
Der mangler pasningspladser til børn i Virklund, og Plan- og Vejudvalget har besluttet at der kan gives dispensation til byggeriet af en midlertidig daginstitution enten på Korshøjvej 2 eller Korshøjvej 1-3.
Dispensationen indeholder også et krav om, at der skal ske tiltag for at øge trafiksikkerheden. Skal den ligge på Korshøjvej 2, skal der være støjværn over mod virksomheden i nr. 4.
Det vil dog begrænse virksomhedens muligheder for udvidet eller ændret aktivitet, hvis det øger virksomhedens støj til omgivelserne.
(Plan- og Vejudvalget, 11.04.2023, punkt 30)
Ny plan for at beskytte grundvandet i Virklund
Der er lavet et forslag til en ny plan, der skal sikre grundvandet og dermed drikkevandsressourcerne nu og i fremtiden i Virklund.
Forslaget til Indsatsplan Syd, som planen hedder, indeholder en række retningslinjer samt konkrete indsatser for de syv vandværker i Indsatsområde Syd, herunder Virklund Vandværk.
Vandværkerne har løbende været inddraget i arbejdet med planen. Hvis lokale ønsker at holde et borgermøde om planen, stiller Silkeborg Kommune sig til rådighed for at deltage. Planen sendes snart i 12 ugers offentlig høring. Det beslutter byrådet.
(Klima- og Miljøudvalget, 27.03.2023, punkt 4, byrådet, 25.04.2023, punkt 5)
Fjernvarmeprojekt i Virklund et skridt videre
Klima- og Miljøudvalget er blevet orienteret om status på fjernvarmeprojektet i Virklund, som nu er kommet et skridt videre.
Status er, at fjernvarmeprojektet i Virklund har fået godkendt sin ansøgning og nu afventer svar på, om projektet kan få tilskud fra Fjernvarmepuljen.
(Klima- og Miljøudvalget, 27.03.2023, punkt 8)
Der skal laves en ny aftale for brugen af saunaen på Østre Søbad
Det beslutter Kultur-, Fritids-, Outdoor- og Idrætsudvalget. Det betyder, at den nuværende benyttelsesaftale mellem foreningen Almind Wellet og Silkeborg Kommune opsiges.
Der bliver nu sat gang i en proces med at få etableret en ny aftale gældende fra 1. oktober 2023, når den nuværende aftale udløber.
Silkeborg Kommune og saunaforeningen Almind Wellet har holdt to møder om benyttelsesaftalen og ordens- og samværsregler for saunaen på Østre Søbad, hvor reglerne om brug af badetøj i saunaen har været drøftet.
(Kultur-, Fritids-, Outdoor- og Idrætsudvalget, 27.03.2023, punkt 8)
Marts 2023
Tidsplan for fjernvarme til Virklund
Silkeborg Forsyning forventer at få forslaget til fjernvarmeprojekt i Virklund godkendt i slutningen af året, så man kan begynde at tilmelde sig fjernvarmen fra starten af 2024. 65 % skal tilslutte sig, hvis projektet skal blive til noget.
Arbejdet med at grave 9,5 km fjernvarmeledninger ned fra kraftvarmeværket til Virklund forventes at begynde i sidste kvartal af 2024.
Det er tidligere blevet meldt ud, at der vil være et konverteringsbidrag på 3.000 kr. i 10 år for at tilslutte sig fjernvarmen. Det bliver i stedet et beløb, der er afhængig af ens boligstørrelse.
Med en pris på 14,75 kr. per m2 vil en bolig på 184 m2 skulle betale 2.714 kr. i 10 år for at tilslutte sig fjernvarmen. Det har Silkeborg Forsyning informeret Klima- og Miljøudvalget om på et fællesmøde.
(Klima- og Miljøudvalget, 06.03.2023, punkt 2)
Hvordan skal Virklund Skole udvides?
Hvilke muligheder er der for at udvide Virklund Skole, og hvilke konsekvenser har en udvidelse? Arbejdet med at finde ud af det er nu sat i gang af byrådet.
Skolen skal udvides, fordi det forventes, at skolen gradvist bliver tresporet, og afhængig af udviklingen kan skolen på sigt blive delvist eller helt firesporet.
Byrådet godkender, at der bruges 1 mio. kr. på at få lavet kapacitets- og forundersøgelser i samarbejde med et rådgiverfirma. Der er i alt sat en anlægsramme af i budgettet på 112 mio. kr. til udvidelsen.
(Dagtilbuds-, Skole- og Familieudvalget, 13.03.2023, punkt 2, byrådet, 28.03.2023, punkt 5)
Der holdes open call efter salgsvogne ved Østre Søbad
Fra sommeren 2023 og frem til udgangen af året kan der blive mulighed for at sælge mad og drikke fra mobile salgsvogne ved Østre Søbad.
Silkeborg Kommune har i dialog med Naturstyrelsen begyndt en evaluering af belastningen af området omkring Almind Sø, som gør, at der ikke kan etablere gademad med længere varighed.
Når evalueringen af færdig vil der blive taget endelig stilling til, om der fremover kan tilbydes salg ved Østre Søbad.
(Kultur-, Fritid-, Outdoor- og Idrætsudvalget, 06.03.2023, punkt 7)
Forslag om færre busafgange i Virklund vedtaget
Fra 25. juni 2023 kommer busserne til at køre sjældnere i Virklund. Det gælder bybus 4, som kommer til at køre færre ture på skoledage, skolefridage og i weekender.
Det beslutter Plan- og Vejudvalget. Forslaget til de nu vedtagne besparelser har været i høring, hvor 500 borgere har valgt at komme med deres mening.
Det er de høje brændstofpriser og inflationen, der betyder ekstra udgifter til den kollektive trafik, så der skal gennemføres besparelser for 10 mio. kr., så budgettet for 2023 overholdes.
(Plan- og Vejudvalget, 07.03.2023, punkt 21)
Regionalbusser får færre afgange – men nogle afgange reddes
Fra 25. juni 2023 bliver regionalbus 110 og 215 reduceret i afgange for at håndtere de stigende udgifter til kollektiv trafik. Det har Region Midtjylland besluttet.
Plan- og Vejudvalget beslutter at kompensere regionens buslinje 215 og bruge 600.000 kr. på at fastholde en dobbeltafgang om morgenen og to om aftenen.
(Plan- og Vejudvalget, 07.03.2023, punkt 21)
Udviklingen i antallet af borgere, boliger og børn i Virklund
Der bor i dag 3.778 i Virklund. Ifølge en prognose forventes antallet af borgere at stige til 4.591 i 2036. Det vil være en stigning på 22 %.
I 2022 er der kommet 43 nye, indflyttede boliger. Over de næste 13 år forventes der at komme 297 nye, indflyttede boliger. Der ventes 61 i år og 58 næste år.
Der går 492 elever på Virklund Skole i dette skoleår. Det antal forventes at falde til 716 i 2035/36. Antallet af børn mellem 0-5 år er 326, og det tal forventes at stige til 414 i 2036. Byrådet er orienteret om prognoserne, som bliver en del af budgetlægningen for 2024.
(Økonomi- og Erhvervsudvalget, 23.03.2023, punkt 2,3 og 4, byrådet, 28.03.2023, punkt 14)
Almind Wellet og Silkeborg Kommune skal i dialog om brugen af saunaen ved Østre Søbad
Kultur-, Fritids-, Outdoor- og Idrætsudvalget ønsker, at der tages en ny dialog med Almind Wellet med henblik på at finde en fremadrettet løsning, som sikrer at ingen føler sig ekskluderet fra at bruge saunaen.
Det er formanden for udvalget, Luis da Silva Martins (B), der på udvalgets vegne skal i dialog med Almind Wellet om benyttelsesaftalen.
(Kultur-, Fritid-, Outdoor- og Idrætsudvalget, 06.03.2023, punkt 16)
Februar 2023
I år tages der hul på ændring af veje i nyt centerområde
Der skal opføres et nyt centerområde i Virklund med blandt andet to nye dagligvarebutikker. Samtidig skal vejen i området ændres, så trafikken afvikles mere hensigtsmæssigt.
Nu har byrådet bevilget 7 mio. kroner til at få ændrede vejene i centerområdet. I hovedtræk er der tale om ny forbindelse mellem Horsensvej og Virklundvej, to nye signalanlæg ved Horsensvej/ny forbindelsesvej og ved Virklundvej/Vesterlundvej. Det nuværende signalanlæg på Horsensvej skal nedlægges.
Projektet bliver udført i 2023-2024. Ejeren af centerområdet betaler den anden halvdel af udgifterne til ændringerne.
(Plan- og Vejudvalget, 07.02.2023, punkt 4, byrådet 27.02.2023, punkt 7)
Seniorrådet er bekymret over lukning af cafetilbud på Virklund Plejecenter
Seniorrådet udtrykker bekymring over lukning af cafetilbuddet på plejecenteret i Virklund i et høringssvar til Ældreudvalget. Her skriver de, at de er bekymret for, at de borgere, der har brugt tilbuddet, mister den sociale kontakt, som var en del af at spise middag på plejecentrene.
De stiller også spørgsmålstegn ved om lukningen føre til de forventede besparelser, da der er en vis reaktionstid, når der indgår personalereduktioner. Ældreudvalget har drøftet Seniorrådets høringssvar.
Lukning af cafetilbuddet på Virklund Plejecentre og tre andre plejecentre er en del af serviceændringer og effektiviseringer, som er vedtaget af byrådet.
(Ældreudvalget, 06.02.2023, punkt 9)
Fjernvarmeprojekt i Virklund er undervejs
Der arbejdes på at få etableret fjernvarme flere steder i Silkeborg Kommune. I Virklund er der et projekt undervejs.
Her har Silkeborg Kommune modtaget en ansøgning om at etablere fjernvarme. En flaskehals ved at fjernvarmeprojekterne kan være skaffe rådgivere til at lave projektforslag og udbudsmateriale og at skaffe mandskab og materialer til anlægsarbejdet.
Klima- og Miljøudvalget er orienteret om status på fjernvarmeprojektet.
(Klima- og Miljøudvalget, 06.02.2023, punkt 10)
Virklund Boldklub får forhøjet tilskud til padelbaner
Det blev dyrere end forventet på grund af prisstigninger at få etableret to udendørs padelbaner. Derfor søger Virklund Boldklub om at få forhøjet tilskuddet med 110.000 kr., så det bliver 557.000 kr.
Samtidig søger foreningen om at få forlænget fristen for brug af tilskuddet til 31. marts 2023. I december 2021 havde foreningen fået ja til tilskud, som skulle bruges inden juni 2022. Men på grund af længerevarende sygeorlov blandt de projektansvarlige er tilskuddet ikke blevet søgt eller tilsagnet forlænget.
Byrådet godkender Virklund Boldklubs ansøgning om forhøjelse og forlængelse af tilskud.
(Økonomi- og Erhvervsudvalget, 21.02.2023, punkt 11, byrådet, 27.02.2023, punkt 20)
Om lokalrådet
Formand
Thomas V Kyø-Brandt
Næstformand
Anders Kaysen
Kasserer
Otto Klitgaard
Medlem
Dorthe Jensen
Medlem
Luis da Silva Martins
Her kan du læse Virklund Lokalråds vedtægter. Har du problemer med at læse vedtægterne grundet ikke-tilgængeligt indhold, er du velkommen til at kontakte Virklund Lokalråd.