---
title: "Samarbejdsaftale for et godt demokrati"
description: "Vejen til Danmarks bedste nærdemokrati"
date: "2026-02-24"
created: "2026-02-23"
---

[Hjem](https://silkeborg.dk/)

                    [Demokrati](https://silkeborg.dk/demokrati)

                    [Lokalråd og nærdemokrati](https://silkeborg.dk/demokrati/lokalraad-og-naerdemokrati)

                [Samarbejdsaftale for et godt demokrati](https://silkeborg.dk/demokrati/lokalraad-og-naerdemokrati/samarbejdsaftale-for-et-godt-demokrati)



# Samarbejdsaftale for et godt demokrati

Silkeborg Kommune har en ambition om at have Danmarks bedste nærdemokrati. Samarbejdsaftalen beskriver vejen dertil.

Udarbejdet i samarbejde mellem lokalrådene og Silkeborg Kommune.

*Revideret 24. februar 2026.*

* * *

## Et godt nærdemokrati giver de bedste beslutninger

Vi i Silkeborg Kommune har en ambition om at have Danmarks bedste nærdemokrati, fordi et godt nærdemokrati er midlet til de bedste beslutninger. De gode beslutninger bliver skabt, når der er et naturligt tæt og godt samarbejde mellem lokalrådene, administrationen og politikerne.

Lokalrådene har lokal viden og kan sætte fokus på særlige ting, som politikerne og administrationen bør tage højde for. Administrationen sørger for, at lokalrådene bliver hørt og bidrager samtidig med faglig viden. Politikerne træffer beslutningerne for kommunen, og i det gode nærdemokrati baserer de deres beslutninger på input fra både lokalrådene og administrationen, så beslutningerne både gavner de enkelte lokalområder og hele Silkeborg Kommune.

Alle borgere, foreninger m.v. kan altid kontakte kommunen uafhængig af lokalrådet

                ![Pilene p&#xE5; den cirkul&#xE6;re illustrerer, at alle parterne, Lokalr&#xE5;dene, Administration og Politikerne, har gensidigt adgang til hinanden. Mangler &#xE9;n af pilene vil det gode n&#xE6;rdemokrati blive sv&#xE6;kket](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/4ad588f0-174a-4bab-d521-08ddeae98d1d?width=800)

*Figuren viser det optimale samarbejde for et godt  nærdemokrati. Pilene illustrerer, at alle parter har adgang  til hinanden, og hvis én af pilene mangler, vil det gode  nærdemokrati blive svækket. Et godt nærdemokrati fordrer  dermed, at lokalrådene, administrationen og politikerne  samarbejder med hinanden og bruger hinandens ekspertiser i  beslutningsprocessen.*

* * *

## Kodeks for et godt nærdemokrati

Det gode nærdemokrati er en ambition,
som lokalrådene, administrationen og
politikerne arbejder hen imod. Derfor har
alle parter opstillet et kodeks for et godt
nærdemokrati, som de er ansvarlige for
at være opmærksom på:

                ![Figuren viser kodeks sat op i en optimal beslutningsproces. Figuren best&#xE5;r af Forventningsafstemning, God dialog, Tidlig og l&#xF8;bende inddragelse, Saglighed, Koordinering og Synlighed, der g&#xE5;r i ring illustreret ved pile](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/c0a79b21-12bd-4293-d522-08ddeae98d1d?width=800)

*Figuren viser kodeks sat op i en optimal beslutningsproces.*

### Forventningsafstemning

Alle parter skal være bevidste om
hinandens roller og respektere dem.

### God dialog

Alle parter skal sørge for at skabe en god
dialog i et sprog, som alle kan være med
på. God dialog fremmer fortrolige og
værdifulde relationer.

### Tidlig og løbende inddragelse

Alle parter skal være inddraget tidligt og
løbende, når der træffes beslutninger.
Parterne er speciel opmærksomme på
tidlig inddragelse ved større planlægning
i lokalområdet. Parterne kan med fordel
også inddrage andre eksperter eller
organisationer, når det er relevant for
beslutningsprocessen.

### Saglighed

Alle parter skal udveksle viden og
holdninger på en åben, saglig og
konstruktiv måde.

### Koordinering

Alle parter skal internt søge viden
om holdninger og handlemuligheder
blandt henholdsvis de øvrige borgere i
lokalsamfundene, administrationen og
politikerne.

### Synlighed

Alle parter kan se deres bidrag i udviklingen af de enkelte lokalområder.

                ![](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/b532e654-dcc7-421c-d51c-08ddeae98d1d?width=800)

## Vejen til et godt nærdemokrati

Lokalrådene, administrationen og politikerne har hver deres rolle og hver deres opgaver, som de skal varetage
for at sikre et godt nærdemokrati. Rollerne og opgaverne beskrives nedenfor.

### Lokalrådenes rolle

Lokalrådene er kommunens faste dialogpartner, når det gælder forhold, der har generel lokal interesse og
betydning for lokalområdet.

Lokalrådene er dermed talerør for lokalområdets borgere og formidler information fra Silkeborg Kommune.
Det betyder, at lokalrådene skal sende deres områdes informationer og ideer videre til kommunen, jfr.
nedenfor og samtidig formidle informationer fra kommunen videre til deres lokalområde.

#### Lokalrådenes faste opgaver

Lokalrådene varetager deres lokalområdes
interesser. Ved ønsker eller problemer i
lokalområdet kan de altid henvende sig til
kommunen.

- Lokalrådene kan kontakte kommunens
nærdemokratikoordinator, som evt.
videreformidler til den rette afdeling eller
person.
- Lokalrådene kan kontakte de
byplanansvarlige direkte, hvis lokalrådene
har brug for viden om aktiviteter relateret
til Teknik- og Miljøafdelingen. Lokalrådene
bør kontakte de byplanansvarlige, hvis de
har forslag til initiativer, hvor Teknik- og
Miljøafdelingen skal inddrages, eller de har
informationer/beslutninger til gavn for de
byplanansvarlige.
- Lokalrådene kan altid kontakte relevante
afdelinger/medarbejdere, hvis disse
kendes.
- Lokalrådene bør fortælle den byplanansvarlige,
hvad der sker i deres område fx ved at sende
nyhedsbreve og mødereferater fra lokalrådenes
møder.
- Lokalrådene sender ændringer i deres vedtægter til
godkendelse hos Nærdemokratikoordinatoren.
- Lokalrådene sender hvert år et regnskab for
deres arbejde til Nærdemokratikoordinatoren, da
lokalrådene modtager tilskud fra kommunen.

#### Lokalrådenes mulige opgaver

Lokalrådene kan udarbejde en udviklingsstrategi
med ønsker og idéer for deres område, som de
kan arbejde ud fra. Udviklingsstrategien kan også
hjælpe administrationen og politikerne med at
kende lokalrådenes ønsker og ideer for deres
lokalområde.

Lokalrådene kan invitere de byplanansvarlige til at
deltage i et årligt lokalrådsmøde eller borgermøde
efter behov og nærmere aftale. Politikerne og
den øvrige administration kan også inviteres til
lokalrådsmøde eller borgermøde efter behov og
nærmere aftale.

Lokalrådene kan oprette en hjemmeside i Silkeborg
Kommunes hjemmesidesystem. Lokalrådene skal
selv stå for at vedligeholde hjemmesiden.

#### Fakta om lokalrådene

- Lokalrådene repræsenterer deres lokalområde, som er et geografisk afgrænset område, der typisk følger skoledistriktsafgræsningerne
- Lokalrådsmedlemmerne vælges af borgerne i lokalområdet. Borgerne vælger de enkelte medlemmer ved enten direkte eller indirekte valg (en eller flere pladser er forlods optaget til forening, institution el.lign.)
- Lokalrådene har en vedtægt, som Nærheds- og Landdistriktsudvalget skal godkende
- Lokalrådene får årligt et tilskud til deres arbejde af Nærheds- og Landdistriktsudvalget.

## Administrationens rolle

Administrationen er til rådighed for både lokalrådene og politikerne og bidrager samtidig med faglig viden om
fagspecifikke emner. Nærdemokratikoordinatoren og de byplanansvarlige vil have den primære kontakt
til lokalrådene.

### Administrationens faste opgaver

Administrationen inddrager, når det er muligt og relevant, lokalrådene i kommunens planlægning af projekter, som har betydning for lokalområderne.

 Administrationen er opmærksom på lokalrådene i høringsfaser mhp., at lokalrådene kan udarbejde høringssvar.

Administrationen formidler (ca. hver måned) trufne politiske beslutninger, som har betydning for et lokalområde, videre til lokalrådene. Dette med henblik på videreformidling i lokalområderne.

Nærdemokratikoordinatoren rådgiver og understøtter både lokalrådene og Nærheds- og Landdistriktsudvalget. Nærdemokratikoordinatoren har bl.a. følgende opgaver:

- Nærdemokratikoordinatoren informerer lokalrådene om relevante nyheder via nyhedsbreve og via link til Nærheds- og Landdistriktsudvalgets beslutninger.
- Nærdemokratikoordinatoren forbereder sager til Nærheds- og Landdistriktsudvalgets møder, planlægger konferencer mv. og yder konsulentbistand til udvalget.

Teknik- og Miljøafdelingen har en række byplanansvarlige fordelt på hele Silkeborg Kommune. De byplanansvarlige står til rådighed for lokalrådene og har bl.a. følgende opgaver:

- De byplanansvarlige skal sikre dialog med lokalrådene ved væsentlige ændringer eller tiltag i lokalområdet (fx ved høringer af lokalplansforslag mv.).
- De byplanansvarlige videreformidler spørgsmål fra lokalrådene inden for det tekniske område til kollegaer i Teknik- og Miljøafdelingen.
- De byplanansvarlige holder sig orienteret om de politiske beslutninger for lokalområderne, og de bidrager til kommune- og lokalplanlægning, boligprogram og lignende.

#### Fakta om administrationen

- Nærdemokratikoordinatoren kan kontaktes ifm. generelle henvendelser
- De byplanansvarlige kan kontaktes ifm. henvendelser indenfor teknik- og miljøområdet.

* * *

## Politikernes rolle

Politikerne i Silkeborg Kommune skal alle bidrage til det gode nærdemokrati. Byrådet har derfor nedsat Nærheds- og Landdistriktsudvalget, som har til opgave at sikre, at nærdemokratiet er en naturlig og integreret del af det politiske og administrative arbejde. Nærheds- og Landdistriktsudvalget virker som bindeled mellem de politiske udvalg om nærdemokratiske emner og koordinerer, udvikler og evaluerer konkrete nærdemokratiske aktiviteter.

### Politikernes faste opgaver

Formændene for de politiske udvalg kan træffes efter aftale, og de politiske udvalg giver mulighed for borgeradgang til dialog om generelle spørgsmål eller specielle emner for lokalområderne.

Politikerne kan holde borgermøder eller temamøder om et specifikt emne, hvis der er behov for det i de enkelte lokalområder.

Nærheds- og Landdistriktsudvalget holder årligt en konference for alle lokalrådsmedlemmer og byrådsmedlemmer. Et fast punkt på konferencen er dialogmøde mellem repræsentanter fra Nærheds- og Landdistriktsudvalget og lokalrådene.

### Politikernes mulige opgaver

Nærheds- og Landdistriktsudvalget kan holde en del af deres møder ude hos lokalrådene, så lokalrådene og Nærheds- og Landdistriktsudvalget kan orientere hinanden. Det kan bl.a. være om, hvad status er for nærdemokratiet i lokalområderne.

#### Fakta om Nærheds- og Landdistriktsudvalget

- Udvalget holder møde ca. en gang hver måned – dog ikke i juli. Møderne er ikke offentlige og holdes på Silkeborg Rådhus eller ude hos et lokalråd.
- Udvalget har en kontaktpersonordning i forhold til lokalrådene.
- Udvalgets dagsordener og referater findes på Silkeborg Kommunes hjemmeside.
- Se udvalgets egen side på Silkeborg Kommunes hjemmeside under "Lokalråd og Nærdemokrati".

## Ikrafttrædelse og ændringer

Denne samarbejdsaftale revideres efter behov. Dog mindst en gang i hver byrådsperiode.

Tidligere godkendelser og revideringer:

- Godkendt af byrådet første gang 26. august 2013.
- Revideret og godkendt af byrådet 22. marts 2021.
- Revideret juni 2022
- Revideret februar 2026

                            [Download Pixiudgave af Samarbejdsaftale for et godt nærdemokrati](https://silkeborg.dk/p/MOLIRIMEDIA/64460a07-9843-4a49-4d51-08de71d93875)

## Kontakt

**Nærdemokratikoordinator**
                                    Jette Pedersen
                                    Søvej 1

                                            8600

                                            Silkeborg

[Skriv til os](mailto:jep@silkeborg.dk)

[24 96 24 34](tel:24%2096%2024%2034)

**Telefontid**

Denne PDF er genereret den  18-04-2026 12.36
