Huslejenævnet
Huslejenævnet træffer afgørelse i tvister (uenigheder) mellem lejere og udlejere af private udlejningsejendomme i henhold til reglerne i lejelovgivningen. Alle lejere og udlejere i private udlejningsejendomme kan derfor henvende sig.
Læs mere
Når du vil indbringe en sag i nævnet henviser vi til, at du benytter vores formular.
Formularen udfylder du direkte på hjemmesiden og afslutter ved at trykke send.
Såfremt du er repræsentant for lejer eller udlejer, anmodes du om at sende vedkommendes kontaktoplysninger, herunder gerne med mailadresse, sammen med den indbragte klage.
Det er vigtigt, at du udfylder alle de relevante felter i formularen, før du sender den til nævnet.
Det koster et gebyr at indbringe en sag. Du kan nedenfor læse mere om størrelsen på gebyret, og hvordan det skal betales.
Nævnet kan kun træffe afgørelse indenfor de områder, hvor Huslejenævnet i lovgivningen er tillagt kompetence.
I 2024 skal du betale:
- 357 kr. for at få en indbringelse behandlet
- 596 kr. for at få forhåndsgodkendt en leje
- 4.552 kr. for at få forhåndsgodkendt en gennemgribende forbedring af et lejemål.
Beløbet skal du indbetale samtidig med, at du sender sagen til nævnet.
Husk at medsende dokumentation for indbetaling af gebyret. I modsat fald bliver sagen afvist.
Beløbet bliver ikke tilbagebetalt, selvom du får medhold i sagen.
Du skal indbetale beløbet på kontonr. 7170 0001942816 med oplysning om dit navn og adressen på det lejemål du klager over.
Hvis lejer får fuldt medhold i sin klage, skal udlejer betale et gebyr på 6.827 kr. til Huslejenævnet.
Huslejenævnet behandler blandt andet sager vedrørende:
- Huslejens størrelse
- Lejeforhøjelser
- Tilbagebetaling af depositum
- Manglende vedligeholdelse, fornyelse og renholdelse
- Lejers pligt til istandsættelse ved fraflytning
- Forbedringer
- Forbrugsregnskaber
- Regnskaber for konti til indvendig og udvendig vedligeholdelse
- Overtrædelse af husordenen (kan kun indbringes af udlejer)
- Forhåndsgodkendelser
- Spørgsmål om udlejers ret til adgang til det lejede
- Uenighed om lejers installations- og råderet (fx installation af opvaskemaskine eller udskiftning af køkken)
Huslejenævnet kan ikke hjælpe med:
- Opsigelse og ophævelse af lejemål
- Lejerens brugsret i forbindelse med fremleje, bytte og retten til fortsættelse af lejemålet
- Inddrivelse af pengekrav
- Almindelig rådgivning - herunder om lejens størrelse
- Rene erhvervslejemål
- Forholdsmæssigt afslag i lejen som følge af mangler ved det lejede
Hvis Huslejenævnet vurderer, at en egentlig bevisførelse er nødvendig, afviser nævnet sagen og henviser den til Boligretten. Bevisførelsen kan eksempelvis være vidneafhøringer, syn og skøn eller lignende. Huslejenævnet har ikke kompetence i forbindelse med bevisførelse.
De sager, som falder uden for Huslejenævnets område, kan du i stedet indbringe for Boligretten.
Forhåndsgodkendelse af lovlig leje
Som udlejer har du i visse tilfælde mulighed for at få nævnets forhåndsgodkendelse af en lovlig leje. Disse tilfælde kan være:
- Hvis udlejer har planer om at foretage forbedringer, der vil medføre en lejeforhøjelse, eller ombygninger, der medfører oprettelse af nye boliglejemål i en tagetage, der ikke har været indrettet til beboelse før.
- Ved enkeltlejemål, når en ejer eller andelshaver ønsker at udleje sin bolig, når ejer eller andelshaver ikke ejer eller har brugsret til andre udlejede boliger.
Når Huslejenævnet modtager din sag, bliver den sendt videre til modparten.
Derefter har modparten en frist på to uger til at fremstille sin side af sagen.
Huslejenævnet afgør, om der er brug for yderligere undersøgelser i sagen og indhenter eventuelt oplysninger hos sagens parter, offentlige myndigheder eller andre relevante instanser.
Desuden kan nævnet foretage besigtigelse af ejendommen eller den pågældende lejlighed. I så fald vil begge parter blive indkaldt til besigtigelsen med mindst en uges varsel.
Når sagen er tilstrækkeligt belyst, træffer nævnet afgørelse i sagen. Afgørelsen bliver sendt til udlejer og lejer samt deres eventuelle repræsentanter.
Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid er ca. 4 måneder. Der kan dog gå kortere eller længere tid alt efter sagens karakter.
Sagsbehandlingstiden i husordenssager er typisk kortere.
Du skal i forbindelse med en sags indbringelse eller i dit svar til Huslejenævnet fremsende nedenstående supplerende dokumentation og oplysninger:
Uenighed om tilbagebetaling af depositum
- Oplysning om, hvorvidt udlejer udlejede mere end én beboelseslejlighed på tidspunktet for aftalens indgåelse
- Eventuelt indflytningsrapport og mangelliste
- Lejers opsigelse
- Oplysning om, hvornår lejer har afleveret nøgler, og/eller hvornår udlejer er blevet bekendt med lejers fraflytning
- Oplysning om, hvorvidt udlejer udlejede mere end én beboelseslejlighed på fraflytningstidspunktet
- Indkaldelse til flyttesyn og fraflytningsrapport
- Dokumentation for, at de formelle regler i lejelovens § 187, stk. 2-4, er overholdt
- Dokumentation for, at udlejer har lidt et tab (faktura, tilbud eller lignende vedrørende istandsættelsesudgifter)
- Dokumentation for, at istandsættelsen var påkrævet (eventuelt billedmateriale fra fraflytning)
- Flytteopgørelse
Tvist om forbrugsregnskaber
- Forbrugsregnskaber for den periode, det handler om
- Dokumentation for, at der har været et forbrug i perioden, for eksempel kopi af afregning fra forsyningsværket
- Fordelingsregnskab for ejendommen
- Eventuelt udtalelse fra målerfirmaet
Klage over lejens størrelse
- Lejens størrelse på indbringelsestidspunktet eksklusiv forbrug
- Oplysning om, hvorvidt lejen er reguleret, herunder hvad lejen er reguleret til
- Eventuelt hvilken bestemmelse lejen skal fastsættes efter
- Oplysninger om forbedringer i lejemålet, herunder hvornår de er foretaget og omkostningerne hertil
Huslejenævnet er en uvildig myndighed.
Nævnet kan derfor ikke yde egentlig rådgivning til den ene eller anden part.
Huslejenævnet vejleder kun om:
- hvilke type sager, du kan indbringe for nævnet
- praktiske forhold i forbindelse med sagens forløb i nævnet
- oplysninger om den konkrete lovgivning
Hvis du derudover har brug for rådgivning, kan du søge hjælp hos en advokat, lejerorganisationer eller udlejerorganisationer eller en gratis retshjælp.
Både lejer og udlejer kan klage over Huslejenævnets afgørelse.
Hvis du vil klage over afgørelsen, skal du inden fire uger indbringe sagen for Boligretten.
Huslejenævnets sammensætning
Huslejenævnet består af en formand og to andre medlemmer. Formanden udpeges af direktøren for Familieretshuset efter indstilling fra Byrådet og skal have bestået juridisk kandidateksamen. De to sagkyndige medlemmer, som repræsenterer henholdsvis lejer og udlejer, vælges af Byrådet efter indstilling af henholdsvis de større grundejerforeninger og de større lejerforeninger i kommunen.
De nuværende medlemmer er:
Hans Henrik Edlund (formand)
Lars Vindfeldt Skals
Ole Andersen
Normtal for 2022:
- 3.375 kr. ekskl. moms pr. beboelseslejlighed for administration
- 2.325 kr. ekskl. moms pr. beboelseslejlighed for egen vicevært/udokumenteret viceværtudgift
Normtal for 2023:
- 3.450 kr. ekskl. moms pr. beboelseslejlighed for administration
- 2.375 kr. ekskl. moms pr. beboelseslejlighed for egen vicevært/udokumenteret viceværtudgift
Normtal for 2024:
- 3.575 kr. ekskl. moms pr. beboelseslejlighed for administration
- 2.475 kr. ekskl. moms pr. beboelseslejlighed for egen vicevært/udokumenteret viceværtudgift
- 3.675 kr. ekskl. moms pr. beboelseslejlighed for administration
- 2.525 kr. ekskl. moms pr. beboelseslejlighed for egen vicevært/udokumenteret viceværtudgift
Ejendomsstaben
Telefontider
Pernille Facius tlf. 51 23 83 86
Der er ikke mulighed for personligt fremmøde.
Send din sag digitalt via "Indsend sag til Huslejenævnet"
Lukkedage:
- Juli måned
- Dagene mellem jul og nytår
- Dagene mellem palmesøndag og skærtorsdag
- Fredag efter Kristi Himmelfartsdag
- Grundlovsdag
Henvendelser, herunder aktindsigtsanmodninger,
der modtages i disse dage, vil derfor først blive behandlet efterfølgende.