Nedbrydning af byggerier
Nedbrydning og nedrivning af bygninger og anlæg skal anmeldes til kommunen, før nedbrydningen går i gang.
Nedbrydning skal anmeldes
Nedbrydning af byggerier skal anmeldes til kommunen. Du kan anmelde nedbrydningen ved at sende kommunen en ansøgning om byggearbejde.
Vær opmærksom på at nedbrydning kræver en byggetilladelse og at affaldet fra nedbrydningen skal anmeldes.
Du kan læse mere om hvordan du søger og hvad din ansøgning skal indeholde under byggetilladelse.
Når kommunen har behandlet din anmeldelse, vil du blive opkrævet et gebyr for byggesagsbehandlingen.
Hvis nedrivning eller renovering af en ejendom frembringer mere end 1 ton byggeaffald, skal affaldet anmeldes til kommunen.
Læs mere om anmeldelse af affald fra nedrivning/nedbrydning
Midlertidige aktiviteter
For at forebygge gener fra bygge- og anlægsarbejde, herunder nedrivning, har Silkeborg Kommune en forskrift for begrænsning af støjende, støvende og vibrerende bygge- og anlægsarbejder.
Alle der erhvervsmæssigt udfører bygge- og anlægsarbejde er omfattet af forskriften og den som udfører arbejdet, er ansvarlig for at arbejdet tilrettelægges og udføres efter de regler der fremgår af forskriften.
Arbejdstidsregler
Støjende bygge- og anlægsarbejde må kun udføres i tidsrummet kl. 7-18 på hverdage.
Stærkt støjende bygge- og anlægsarbejde må kun udføres i tidsrummet kl. 8-16 på hverdage.
I linket til forskriften nederst på siden kan du se eksempler på definition af støjende og stærkt støjende aktiviteter.
Naboorientering
Virksomheder der udfører støjende bygge- og anlægsarbejde, som kan være til væsentlige gene for naboerne, skal orientere naboer til byggepladsen og andre berørte parter. I informationsmaterialet skal der angives tidspunkter og perioder for, hvornår arbejdet udføres, samt navn, mailadresse og telefonnummer til den, der er ansvarlig for arbejdet.
Dispensation
Silkeborg Kommune kan dispensere fra bestemmelserne i Kommunes forskrift for begrænsning af støjende, støvende og vibrerende bygge- og anlægsarbejder.
Anmodning af dispensation skal indsendes til Silkeborg Kommune senest 4 uger før arbejdets begyndelse. Anmodning om dispensationen skal ledsages af en særlig begrundelse for, hvorfor der er behov for dispensation.