Skip til hoved indholdet
    Hjem Erhverv Affald, energi og miljø Miljøregler og miljøtilsyn Pas på byens træer

Pas på byens træer

Træer i byen er meget sårbare, da rødderne har begrænset mulighed for at optage vand og vokse. Det er vigtigt at passe på byens træer under gravearbejde eller ved arrangementer.

Inden arbejdet går i gang

Inden arbejdet starter, skal du fortælle os, hvilket areal arbejdet eller arrangementet kommer til at foregå på, herunder også depotområder, arealer til arbejdskørsel mv.

Du skal registrere træer, hvor kronen er nærmere end 20 meter fra arbejdsarealer eller arrangement – enten ved at nummerere træerne på et luftfoto eller en situationsplan. 

Du skal registrere træer, der ligger indenfor arbejdsarealet og beskytte dem ved at lave en afspærring.

Hvis det kun delvist er muligt at lave beskyttelseszone, skal du kontakte os.

I samarbejde med os aftales beskyttelseszonens udstrækning samt evt. ekstra beskyttelse af rødder, stamme, grene og trækrone.

Inden arbejdet eller arrangementet kan begynde, skal du søge tilladelse via www.virk.dk. Sammen med ansøgningen skal du vedlægge registreringen af træer, beskyttelseszoner og arealet, hvor arbejdet/arrangementet skal forgå.

Læs mere om de forskellige tilladelser, som det kræver. 

Tilladelse til gravearbejde

Tilladelse til opstilling af stillads, en container eller andet materiel

Tilladelse til motionsløb eller gade- og vejfest

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.

Beskyttelseszone for træer

Du laver en beskyttelseszone ved at opstille et sikkerhedshegn rundt om træet. Beskyttelseszonen skal holdes fri i hele perioden, hvor arbejdet eller arrangementet foregår.

Det er trækronens størrelse, der bestemmer, hvor langt fra træets stamme, hegnet skal stå. Du måler beskyttelseszonen ved at finde kronens bredeste punkt og tilføje cirka en meter.

Træets rødder er ekstra sårbare, og er de synlige udenfor hegnet, skal du udvide beskyttelseszonen.

Hvis du har behov for at arbejde inden for beskyttelseszonen, skal du kontakte os. Sammen aftaler vi, hvordan træets bedst beskyttes under arbejdet. Det kan fx være, at der skal laves alternative tiltag for at beskytte træet som eksempelvis tryk-fordelende plader, hvis der skal køres med maskiner hen over træernes rødder, eller at der kan laves en mindre beskyttelseszone.

Når arbejdet går i gang

For at passe godt på de sårbare rødder, skal der altid håndgraves omkring dem.

I de tilfælde, hvor gravearbejde blotlægger rødder, skal de holdes fugtige og beskyttes ved tildækning med enten våde sække, fiberdug, halm eller jord.

Når gravearbejdet er færdigt, skal jorden lægges omkring rødderne i samme dybde og lag, som da jorden blev gravet op.

Når arbejdet er slut

Skulle uheldet være ude og der er kommet skader på et træ i forbindelse med arbejdet eller arrangementet, skal du kontakte os hurtigst muligt med en kort beskrivelse af skaden samt billeder af skaden. Er der sket skader på rødder over 30 mm i diameter, er det vigtigt, at du kontakter os med det samme.

Ved skader på træer kan Silkeborg Kommune rejse krav om erstatning. Erstatningens størrelse afhænger af skadens omfang og om, hvor på træet skaden er sket; grene, rødder, stamme og bark.

Hvis en gren er skadet i et omfang, så den skal skæres af, er der tale om en grenskade. Hvor meget du skal betale i erstatning, afhænger af grenens diameter, der hvor skaden er sket.

Erstatning for grenskade

Grendiameter (Ø)Erstatningskrav
Ø 10-30 mm2500,-
Ø 31-50 mm3000,-
Ø 51-100 mm5000,-
Ø 101-150 mm7000,-
Ø 151-200 mm10.000,-
Over Ø 200 mmTræet skal erstattes beregnet ud fra VAT19

Hvis du knækker topskud eller skader træets krone, skal træet sandsynligvis erstattes af et nyt.

Ved stamme- og barkskader beregner vi erstatningskravet ud fra skadens størrelse og træets stammeomfang.

Erstatningskrav for skade på stamme og bark

Skadens del af stammens omfangErstatningskrav
Under 1/4 del5000,-
Over 1/4 delTræet skal erstattes af et nyt

Erstatningskravet beregnes ud fra VAT19

Hvis en rod – både over og under jorden – har taget skade i et sådan omfang, at vi er nødt til at skære roden af, er der tale om en rodskade, og du skal yde erstatning. Erstatningen vurderes ud fra skadens omfang, men udløser som minimum en erstatning på 5.000 kr.

Erstatningskrav for skade på rødder
Roddiameter (Ø)Erstatningskrav
Ø 10-100 mm5.000, -
Ø 101-150 mm 7.000, -
Ø 151-200 mm10.000, -
Over Ø 200 mmTræet skal erstattes af et nyt.

Erstatningskravet beregnes ud fra VAT19

Vi kan, i op til to år efter arbejdet eller arrangementet er afsluttet, kræve en erstatning, hvis træets tilstand forringes.

Hvis et træ har taget så meget skade, at vi vurderer, at det skal erstattes af et nyt, skal det nye træs størrelse ligge så tæt op ad det gamle som muligt. Samtidig stilles der krav til plantehullets størrelse.

Alt efter trætype skal træet have minimum 15 m3 rodvenligt muld til rådighed i plantegruben.
Hvis træet skal plantes på arealer med færdsel eller belægning, skal plantegruben opbygges med rodvenligt bærelag som f.eks. gartnermakadam eller rodkassetter.

Når vi planter et nyt træ som erstatning for et, der er blevet beskadiget ved arbejde eller arrangement, indeholder erstatningen også 3 års vanding og vedligeholdelse af træet.

Vejtræer skal overholde kvalitetsstandarden for vejtræer. Kontakt os for mere information.

Kontakt

Team Vejdrift Teknik- og MIljøafdelingen Søvej 3 8600 Silkeborg
 
 

Alt efter hvor træet står, skal du kontakte forskellige: 

Vejtræer: 89 70 14 02

Grønne områder: 89 70 14 22

Parker og legepladser: 23 31 39 30

Silkeborg Kommune
Søvej 1
8600 Silkeborg

CVR: 29189641

Genveje