Skip til hoved indholdet
    Hjem Erhverv Affald, energi og miljø Miljøregler og miljøtilsyn Spildevand fra virksomheder - Retningslinier for tilslutning til det offentlige kloaknet

Spildevand fra virksomheder - Retningslinier for tilslutning til det offentlige kloaknet

Spildevand fra virksomheder

Spildevand fra en virksomhed kan bestå af processpildevand, regnvand og sanitært spildevand.

Processpildevand

Processpildevand er spildevand fra virksomhedens produktion og drift samt rengøring. Processpildevand skal afledes til kloaknettets spildevandsledning.

Regnvand 

Regnvand fra tage og befæstede udendørsarealer (bortset fra vaskepladser, brændstofpåfyldningspladser, skrotpladser m.v. hvor regnvandet kan indeholde forurenende

stoffer) skal så vidt muligt nedsives lokalt. Alternativt kan regnvand (hvis lokal nedsivning ikke er mulig) ledes til den offentlige regnvandsledning.

Sanitetsspildevand 

Sanitetsspildevand er spildevand fra toilet, bad og køkken. Sanitetsspildevand skal afledes til kloaknettets spildevandsledning. Spildevand fra erhvervsmæssige køkkener, der kan indeholde olie og fedt, betragtes som processpildevand.

Afledning af spildevand til offentlig kloak

Afledning af processpildevand til offentlig kloak kræver tilslutningstilladelse fra Silkeborg Kommune.

Det er virksomhedens ansvar at søge om tilslutningstilladelse. En byggetilladelse giver ikke automatisk en tilslutningstilladelse eller omvendt.

Virksomheden er ansvarlig for, at vilkårene i tilladelsen overholdes.

I følgende situationer skal du kontakte Silkeborg Kommune for en tilslutningstilladelse:

Hvis du:

  • Etablerer en ny virksomhed, som har processpildevand.
  • Udvider eller ændrer i produktionen, så spildevandsmængden øges eller spildevandets sammensætning ændres.

Tilslutningstilladelse skal være givet inden spildevandet afledes til kloaksystemet.

Det er en god idé at kontakte Silkeborg Kommune, Teknik og Miljøafdelingen, Team Virksomhed og Jord i forbindelse med projektering eller overvejelser om ændringer af produktionen.

Tilslutningstilladelse

Hvis du vil søge om tilslutningstilladelse til afledning af fedtholdigt eller olieholdigt spildevand, kan du søge om tilladelse via vores

digitale ansøgningsskema, som du kan finde på Silkeborg Kommunes hjemmeside.

Søg om tilslutningstilladelse

Hvis dit afledte spildevand har en mere kompliceret sammensætning, er disse ansøgningsskemaer ikke tilstrækkelige. I de tilfælde, skal du i stedet indsende en skriftlig ansøgning

til Virksomhederogjord@silkeborg.dk eller med post til Teknik og Miljøafdelingen, Søvej 3, 8600 Silkeborg.

Ansøgningen skal indeholde følgende oplysninger:

  • Tegninger over kloakledninger (kloakplan).
  • Beskrivelse af spildevandet og processen hvorved det fremkommer - gerne suppleret med flow- og procesdiagram
  • Hvilke stoffer der forventes at være i spildevandet og i hvilke mængder - evt. produktdatablade.
  • Beskrivelse og dimensionering af renseforanstaltninger - f.eks. olieudskiller, fedtudskiller, sandfang eller fældning.
  • Årlig afledning af spildevand fordelt på typer (processpildevand, sanitært spildevand osv.).
  • Variationer i spildevandsafledningen over døgn, uge, måned eller år.

På baggrund af de indsendte oplysninger udarbejder Silkeborg Kommune en tilslutningstilladelse. Ud fra en konkret vurdering, stilles vilkår for etablering, drift, vedligeholdelse, egenkontrol m.m.

Vær altid opmærksom på:

Der må ikke afledes stoffer i koncentrationer eller mængder, der kan:

  • Skade kloaknettet og renseanlægget, driften af disse anlæg eller personer, der er beskæftiget ved driften.
  • Forurene vandløb og søer.
  • Give ildelugtende, giftige eller eksplosive gasarter i kloaknettet eller på renseanlægget.

Spildevand, der indeholder olie- eller benzinprodukter, skal afledes gennem sandfang og olie- eller benzinudskiller.

Det gælder bl.a.

  • vand fra værkstedslokaler
  • vand fra vaskehaller og -pladser
  • overfladevand fra arealer, hvor der er risiko for spild af olieprodukter (f.eks. påfyldning)

Se folderen ”Retningslinier for olie- og benzinudskillere”.

Spildevand af en mere speciel karakter kan afledes under særlige vilkår.

Kontakt Teknik og Miljøafdelingen for nærmere oplysninger.

Tilsyn og kontrol med spildevand

Silkeborg Kommune er tilsynsmyndighed for miljømæssige forhold vedrørende spildevand. Det betyder, at vi skal kontrollere om de vilkår, der stilles i tilslutningstilladelsen bliver overholdt. Derfor skal sandfang, udskillere og efterfølgende brønd til enhver tid være tilgængelige.

Prøvebrønd:

For at sikre miljøet kan vi forlange, at der tages prøver og laves analyser af spildevandet. Til brug for prøvetagningen kan vi kræve, at der indrettes en særlig målebrønd.

Egenkontrol

Spildevandets sammensætning afgør, hvilke stoffer der skal analyseres for, samt hvor mange prøver der årligt skal tages. Krav til analyser fremgår af tilslutningstilladelsen.

Virksomheden har ansvaret for at dokumentere, at vilkårene i tilslutningstilladelsen overholdes. Derfor skal virksomheden betale alle udgifter i forbindelse med kontrollen af, om tilslutningstilladelsen overholdes.

Såfremt der er spørgsmål vedrørende afledning af spildevand fra virksomheden, er du altid velkommen til at kontakte Teknik og

Miljøafdelingen, Team Virksomhed og Jord.

Sikkerhedsforanstaltninger

Virksomheden skal indrettes og drives, så spild og andet ukontrolleret udslip af forurenende stoffer så vidt muligt forhindres eller forebygges.

Spild af olie- og kemikalier skal altid opsamles og bortskaffes som farligt affald.

Kontakt

Team Virksomheder og Jord Teknik- og MIljøafdelingen Søvej 3, 8600 Silkeborg
 
 

Silkeborg Kommune
Søvej 1
8600 Silkeborg

CVR: 29189641

Genveje