---
title: "Borgeren ved roret"
description: "En faglig tilgang, der bygger på recovery-orienteret rehabilitering."
date: "2026-06-08"
created: "2026-06-08"
---

[Hjem](https://silkeborg.dk/)

                    [Kommunen](https://silkeborg.dk/kommunen)

                    [Afdelinger og ledelse](https://silkeborg.dk/kommunen/afdelinger-og-ledelse)

                    [Socialafdelingen](https://silkeborg.dk/kommunen/afdelinger-og-ledelse/socialafdelingen)

                    [Udvikling og projekter](https://silkeborg.dk/kommunen/afdelinger-og-ledelse/socialafdelingen/udvikling-og-projekter)

                [Borgeren ved roret](https://silkeborg.dk/kommunen/afdelinger-og-ledelse/socialafdelingen/udvikling-og-projekter/borgeren-ved-roret)



# Borgeren ved roret

Borgeren ved roret er en faglig tilgang, der bygger på recovery-orienteret rehabilitering. I Socialafdelingen arbejder vi på at fremme recovery-orienteret rehabilitering på hele voksen-socialområdet. Arbejdet foregår gennem prøvehandlinger og er forankret på det enkelte sociale tilbud eller i lokale teams. I daglig tale siger vi Borgeren ved roret, da det er mere mundret end recovery-orienteret rehabilitering.

Når medarbejderne arbejder med udgangspunkt i Borgeren ved roret, fokuserer de på at styrke borgernes muligheder for at komme sig og/eller leve et så meningsfuldt og selvstændigt liv som muligt. Formålet er at styrke borgernes (og værgernes) stemmer gennem alle dele af samarbejdet med Socialafdelingen og dermed understøtte den enkeltes mulighed for at opnå hans/hendes håb, ønsker og drømme for hverdagslivet.

Borgeren ved roret handler også om, at de faglige medarbejdere er i dialog med borgere og værger om, hvordan vi indretter Socialafdelingens tilbud og udvikler dem sammen, så vi skaber gode rammer for liv, som man kan trives og vokse i.

 [Du kan læse mere om recovery-orienteret rehabilitering](https://www.social.dk/voksne/psykiske-vanskeligheder/viden-og-temaer/recovery-orienteret-rehabilitering "Du kan læse mere om recovery-orienteret rehabilitering")

##

                                    Lokale implementeringsgrupper arbejder med prøvehandlinger

Arbejdet med Borgeren ved roret foregår i lokale implementeringsgrupper, der er forankret på de sociale tilbud eller i lokale teams. Implementeringsgrupperne består af medarbejdere, borgere og/eller værger samt en leder – og de samarbejder om prøvehandlinger. Prøvehandllinger er afgrænsede tiltag, der afprøves på et afgrænset område med et afgrænset antal deltagere. Det er typisk små tiltag eller initiativer, men som kan have stor betydning.

På et botilbud inden for voksenhandicap arbejder en implementeringsgruppe f.eks. med at lave en mappe med billeder af aktiviteter inddelt i forskellige kategorier. Aktivitetsmappen bruges til at give borgere uden verbalt sprog bedre muligheder for at udtrykke og beslutte hvilke aktiviteter, de gerne vil være en del af. Medarbejderne kan også bruge mappen til at få ideer til aktiviteter og tips til, hvordan aktiviteterne udføres.

Et andet botilbud på psykiatriområdet arbejder med at skabe et håb, ønske og drømme-træ. Træet er malet på væggen i et fælles opholdsområde, og alle der kommer forbi træet opfordres til at sætte et blad på med et af deres håb, ønsker eller drømme. Borgere, pårørende og medarbejdere bruger træet til at tale om, hvad den enkelte ønsker sig i sit liv – og hvis det er svært at sætte ord på sit eget håb eller sin egen drøm, må man gerne låne et håb eller en drøm fra en anden på træet!

##

                                    Alle kan blive en del af arbejdet med prøvehandlinger

Socialafdelingen samler løbende op på implementeringsgruppernes erfaringer sådan, at gode erfaringer kan sprede sig mellem de sociale tilbud. Alle borgere og pårørende er velkomne til at blive en del af arbejdet med prøvehandlinger. Tag fat i lederen af det tilbud, som du bruger, og hør nærmere!
