Skip til hoved indholdet Kontakt
    Hjem Kommunen Her bygger vi Referat: Informationsmøde om byggeprojekter ved Tollundskolen

Referat: Informationsmøde om byggeprojekter ved Tollundskolen

Tid og sted: Tollundskolen 17. marts kl. 16.30 – 18.00

Silkeborg Kommune havde inviteret til informationsmøde for at orientere om igangværende byggeprojekter omkring Tollundskolen. Formålet med mødet var at give en opdatering på status og fremtidige planer for de forskellige projekter samt at besvare spørgsmål fra de
fremmødte.

Tollundskolen

Etape 2 af skoleudbygningen forventes at være færdig til maj 2025.

Etape 2 inkluderer mellemtrin, faglokaler, håndværk og design, et nyt fysiklokale samt en ny klub. Projekteringen af etape 3 er opstartet. Etape 3 forventes at omfatte ca. 10 basislokaler, 2 faglokaler, udendørs arealer. Den gamle klub bygges om til et inklusionscenter. Det forventes at inklusionscentret står færdigt midt oktober 2025.

Midlertidige pavilloner vil formentligt også være nødvendige i de kommende år, indtil etape 3 står færdig. Pavillonerne er inkluderet i budgettet. De nuværende pavilloner skal flyttes, da der skal etableres nye udearealer, der hvor de er placeret i dag. Der blev spurgt til pavillonernes stand og indeklima. De fungerer godt i dag og opleves som en velfungerende løsning. Der var også fremmødte, som delte positive erfaringer.

Der blev rejst bekymring for udearealerne – både pladsen til leg og manglen på inspirerende udemiljøer. Særligt blev det efterspurgt, at bakken, som fjernes ved etableringen af det nye ankomstområde, genskabes, da den er et populært legerum for børnene. Skolen har stort fokus på at skabe velfungerende udearealer, der inviterer til leg og bevægelse.

Der blev spurgt ind til, hvordan de fysiske rammer for klubben bliver. Skolen bygger på et pædagogisk-arkitektonisk program fra 2019, der fokuserer på multifunktionelle rum. Det betyder, at der udover de faste klublokaler til klubaktiviteter, også vil være mulighed for at anvende alle skolelokalerne, som dermed vil have en dobbeltfunktion.
Klubbørnene får tildelt et område som deres primære base, hvor de kan udfolde sig. Hvordan rammerne fungerer i praksis, viser sig, når lokalerne tages i brug. Skolen vil løbende evaluere og justere efter behov.

Børnehuset Damgårdsvej

Børnehuset Damgårdsvej bliver Funders største daginstitution med plads til 230 børn fordelt på 12 grupperum; syv til børnehaven, fire vuggestuegrupper og én til dagpleje.

Alle børn fra pavillonerne på P-pladsen flytter ind 1. oktober 2025 (minus specialbørnene som flyttes til Brombærhuset), hvorefter den midlertidige institution lukkes ultimo 2025.
Institutionen fyldes gradvist, efterhånden som flere børn fra området indskrives.

Funder Børnehus, der hidtil har optaget mange børn, ser nu ud til at falde i børnetal, hvilket skaber balance i kapaciteten.

Der blev også drøftet trafikforhold og sikkerhed ved overgange over Damgårdsvej og Funder Møllevej, hvor det opleves at trafikken skaber udfordringer. Silkeborg Kommune lovede at tage spørgsmålet med tilbage og drøfte sikkerheden med Vej og Trafik.

Brombærhuset

Brombærhuset skal omdannes til specialbørnehave. Der skal først laves en tagudskiftning, dernæst laves indvendige tilpasninger, herunder toiletter, lifte og grupperum. Der er særligt fokus på at forbedre akustikken.

Legepladsen vil blive udvidet en smule mod Funder Børnehus, for at skabe plads til specialbørn og områder til handicapbusser ved ankomstarealet. Generelt er der fokus på afvanding og overfladevand ved udearealer omkring Brombærhuset.

Projektet strækker sig fra maj til 1. oktober 2025.

Funder hal 2

Funder hal 2 vil blive bygget ved siden af den eksisterende hal. Der er afsat et budget på 24,5 mio. kr., hvoraf 2 mio. kr. er lokalt finansieret. Dette betyder, at der er penge til en standard hal (20/40).

Der er nedsat et idé- og programudvalg (IPU) bestående af en politiker, skolen, lokalrådet, idrætsrådet og idrætsforeningen. IPU bliver nedlagt, når byggeprogrammet er godkendt.
Derefter fortsætter arbejdet i et byggeudvalg, hvor også rådgivere fra Sweco er involveret.
Hallen forventes færdig medio 2027.

Der blev spurgt ind til, om der er afsat midler til at renovere fondens lokaler og den gamle hal.
Det er der desværre ikke afsat midler til. Som udgangspunkt vil den gamle hal forblive uændret. Dog vedligeholdes hallen løbende, og der er planlagt mindre vedligeholdelsesarbejde til udførelse under og efter byggeriet af hal 2. Projektet vil inkludere nogle overgange mellem den nye og den gamle hal.

Der blev desuden spurgt ind til, om der er tænkt på udvidelse af fodboldbaner. Der etableres en kunstgræsbane, som giver flere spilletimer, men der er ikke planlagt en større baneudvidelse.

Ankomstområde og vej

Den primære adgangsvej vil blive sløjfet, og der etableres en fælles ankomst med 112-142 parkeringspladser, beregnet ud fra kommunens P-norm. Det nye ankomstområde vil være en stor forandring og betyde, at nye vaner skal indarbejdes for alle trafikanter.

Denne PDF er genereret den 05-11-2025 18.18

Silkeborg Kommune
Søvej 1
8600 Silkeborg

CVR: 29189641

Genveje