---
title: "Cecillie er meritpædagogstuderende i Funder Børnehus"
description: "Relationer, nærvær og fagligt fællesskab"
date: "2026-03-06"
created: "2026-04-14"
---

[Hjem](https://silkeborg.dk/)

                    [Kommunen](https://silkeborg.dk/kommunen)

                    [Job](https://silkeborg.dk/kommunen/job)

                    [Mød en kollega 1](https://silkeborg.dk/kommunen/job/moed-en-kollega-1)

                [Cecillie er meritpædagogstuderende i Funder Børnehus](https://silkeborg.dk/kommunen/job/moed-en-kollega-1/cecillie-er-meritpaedagogstuderende-i-funder-boernehus)



# Cecillie er meritpædagogstuderende i Funder Børnehus

Drømmen om at arbejde med børn har altid fulgt Cecillie. I dag er hun meritpædagogstuderende.

![](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/bbcbcb84-784a-4df6-64e5-08de7b199fc1?width=800)

Drømmen om at arbejde med børn har Cecillie haft, så længe hun kan huske. I dag er hun meritpædagogstuderende og tilknyttet Funder Børnehus - et sted, hvor hun både har opbygget erfaring og fundet motivationen til at tage næste skridt i sin faglige udvikling.

> – Jeg har altid vidst, at jeg ville arbejde med børn, siger Cecillie.

Efter 10. klasse valgte hun uddannelsen som pædagogisk assistent og har siden arbejdet i dagtilbud. Erfaringerne fra praksis har givet hende lysten og modet til at fordybe sig yderligere i faget gennem meritpædagoguddannelsen.

Lige nu er hun fuldtidsstuderende, men senere i forløbet vender hun tilbage til Funder Børnehus, hvor hun igen skal veksle mellem studie og praksis. Det er netop koblingen mellem teori og hverdag, der motiverer hende.

>
> – Jeg glæder mig til at arbejde mere bevidst med pædagogisk teori, refleksion og metoder og bruge det direkte i arbejdet med børnene. Det giver mening for mig, når jeg kan se, hvordan det virker i praksis, fortæller Cecilie.

## Relationer som fundament

Relationer er omdrejningspunktet i Cecillies pædagogiske tilgang. Hun ser dem som afgørende for børns trivsel, udvikling og mod på at indgå i fællesskaber.

– Når relationen er på plads, tør børnene mere. De tør lege, tage initiativ og være en del af fællesskabet. Det stiller krav til mig som pædagog, og jeg skal være tydelig, nærværende og reflekteret, siger Cecilie.

Cecilie arbejder bevidst med børneperspektivet og bestræber sig på at se situationer fra børnenes side, også når tempoet er højt.

> – Det handler om at møde børnene med ro og forståelse. Når de føler sig set og taget alvorligt, giver det tryghed – både i de små hverdagsøjeblikke og i de situationer, der kan være svære.

## Klar til praksis – også under uddannelse

Selvom Cecillie lige nu har sin hverdag på studiet, fylder praksis stadig meget i hendes tanker.

– Jeg kobler hele tiden det, vi arbejder med på studiet, til konkrete oplevelser fra Funder Børnehus. Det gør uddannelsen levende og giver mig en klar fornemmelse af, hvad jeg skal kunne, når jeg står i praksis igen, fortæller hun.

Hun ser frem til at vende tilbage med nye perspektiver og redskaber og til igen at være en fast del af børnenes hverdag.

## Et fag i konstant udvikling

For Cecillie er pædagogfaget ikke et sted, man bliver færdig, men et fag, man udvikler sig i.

> – Man bliver hele tiden klogere. På børnene, på relationerne og på sig selv. Det kræver, at man er åben og tør stille spørgsmål til sin egen praksis, siger Cecilie.

Som meritstuderende oplever hun, at samspillet mellem studie og arbejde giver en særlig dybde i læringen.

– Jeg kan afprøve metoder, reflektere over dem og vende erfaringerne med kollegaer. Det giver en stærk forståelse for, hvorfor vi gør, som vi gør.

Hun oplever samtidig, at der i Funder Børnehus er gode rammer for at være under uddannelse.

– Jeg bliver mødt med nysgerrighed og faglig sparring, og der er forståelse for, at jeg er i gang med at lære. Det gør det trygt at stille spørgsmål og udvikle sig.

## Leg, nærvær og fagligt fællesskab

Leg fylder meget i Cecillies pædagogiske arbejde. For hende er legen både et læringsrum og et vindue ind til børnenes trivsel.

> – I legen øver børnene sig i samarbejde, kommunikation og turtagning. Samtidig giver legen mig et klart indblik i relationer og dynamikker mellem børnene.

Hun deltager gerne aktivt, men med et fagligt blik for, hvornår hun skal støtte, og hvornår hun skal træde et skridt tilbage.

Samarbejdet med kollegaerne betyder også meget.

– Vi har et stærkt fagligt fællesskab, hvor vi deler viden og hjælper hinanden. Der er plads til refleksion og til at tale om det, der kan være svært, fortæller Cecilie.

## Et valg, der giver mening

Selvom Cecillie stadig er under uddannelse, er hun ikke i tvivl om sit valg.

> – Pædagogfaget rummer så mange nuancer. Man er med til at gøre en reel forskel i børns liv - samtidig med, at man selv udvikler sig både fagligt og menneskeligt.
