---
title: "Uffe er klimamedarbejder"
description: "Humor, faglighed og fællesskab"
date: "2026-03-19"
created: "2026-04-14"
---

[Hjem](https://silkeborg.dk/)

                    [Kommunen](https://silkeborg.dk/kommunen)

                    [Job](https://silkeborg.dk/kommunen/job)

                    [Mød en kollega 1](https://silkeborg.dk/kommunen/job/moed-en-kollega-1)

                [Uffe er klimamedarbejder](https://silkeborg.dk/kommunen/job/moed-en-kollega-1/uffe-er-klimamedarbejder)



# Uffe er klimamedarbejder

Når Uffe møder ind på rådhuset, er det alsidigheden, de mange projekter og kollegaerne – nørdede og sjove på den gode måde – der giver ham arbejdsglæde.

![](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/520ab6b4-e44a-408c-7d37-08de84ef036f?width=800)

Uffe læste historie og internationale studier på universitetet. At han i dag arbejder som klimamedarbejder i Silkeborg Kommune var måske ikke den mest oplagte vej – og så alligevel - for klima har altid optaget ham.

På studiet begyndte en vej at tage form:

>
> - Hver gang, jeg havde mulighed for at tage et fag, hvor klima var omdrejningspunktet, tog jeg det. Jeg har nok altid interesseret mig for klima, og jeg synes godt, at man kan sige, at der er klima i stort set alt, siger Uffe.

Midt under coronanedlukningen scannede han for første gang sit nøglekort på rådhuset og begyndte arbejdet med at sænke CO₂-udledningen i kommunen.

– Mit første indtryk var, at her var meget stille. De fleste arbejdede hjemmefra på grund af corona.

I dag er hverdagen en helt anden. Uffe har nu arbejdet i kommunen i flere år, og der er godt gang i den blandt de mere end 150 kollegaer i Teknik og Miljø.

## Former sin hverdag

En klimahandleplan, bæredygtige events, skovrejsning, udskiftning af kommunens biler eller oplæg om klima for skoleelever – Uffes arbejdsdag spænder vidt.

Noget af det, han holder allermest af, er muligheden for at præge sit eget arbejde:

>
> - Klimaindsatsen i Silkeborg Kommune er forholdsvis ny, og jeg sætter stor pris på, at jeg kan være med til at forme retningen, siger Uffe.

Uffe har ofte en koordinerende rolle i den mange projekter, han er inde over. Det kan være et cykelprojekt om at få flere ældre til at cykle, udtagning af lavbundjord eller udvikling og finansiering af nye klimainitiativer.

– Jeg er tæt på virkeligheden i mit arbejde. Det trives jeg rigtig godt med. Jeg er i berøring med mange forskellige fagområder og mennesker.

Lige nu arbejder han blandt andet på et projekt, hvor folkeskolelærere bliver klædt på til at undervise i klima og bæredygtighed.

## Stolt af at gøre en forskel

Uffe oplever stor frihed til at få gode ideer og føre dem ud i livet. Han bruger også en del tid på at hjælpe kollegaer og samarbejdspartnere, der kommer med henvendelser om alt fra biomasse-potentialer til selektiv nedrivning.

>
> - Der sker så meget på klimaområdet, og det gør mig stolt at være med til at rykke Silkeborg Kommune i en grønnere retning. Det giver mig også en kæmpe motivation for at tage på arbejde, at jeg kan være med til at gøre en forskel for klimaet, siger Uffe.

## Humor, faglighed og fællesskab

I Klimasekretariatet er de tre medarbejdere, der arbejder tæt sammen.

– Vi sparrer meget med hinanden, og det betyder meget altid at have nogen at vende tingene med.

Han fremhæver også fællesskabet i hele afdelingen.

>
> - Der er simpelthen så mange gode mennesker, jeg arbejder sammen med. De er nørdede på den fede måde. Det passer utrolig godt til mit hjerte at være et sted, hvor folk får lov til at fordybe sig og bruge deres faglighed, siger Uffe.

Humoren er en naturlig del af hverdagen, og kollegaerne er både imødekommende, passionerede og kompetente.

– Skal jeg ud i naturen, har biologerne masser af gode idéer. Og har jeg brug for viden om landbruget, står der straks en kollega klar til at klæde mig på.

Han oplever en høj faglighed blandt kollegaerne.

>
> - Mine kollegaer er dygtige, sjove, passionerede mennesker. Det skinner igennem hver eneste dag. Det er sådan et inspirerende miljø at være i. Både det faglige og sociale niveau på arbejdspladsen er virkelig højt. Jeg holder i den grad af min arbejdsplads, siger Uffe.

## Aldrig færdig med at lære

Uffe bliver aldrig færdig med at lære. Klimaområdet udvikler sig konstant, og det ser han som en styrke.

>
> - Jeg har særdeles gode muligheder for at udvikle mig. Der sker utrolig meget nyt på klimaområdet, så det er udvikling i sig selv at følge med, siger Uffe.

Han har også taget en projektlederuddannelse i Silkeborg Kommune og oplever, at mulighederne for videreudvikling og kurser er gode. Blandt andet er han med i flere ERFA-netværksgrupper.

For Uffe handler arbejdet ikke kun om tal og handleplaner. Det handler om retning.

– Klima er komplekst, og løsningerne er sjældent enkle. Men det giver mening at arbejde med noget, der har betydning - både lokalt og i det store billede.

Netop meningen, fagligheden og fællesskabet er det, der får ham til at gå glad og engageret på arbejde hver dag.
