---
title: "Louise er assisterende leder på plejecentret Sandgårdsparken"
description: "Udvikling, nærvær og personaleledelse"
date: "2026-06-22"
created: "2026-06-22"
---

[Hjem](https://silkeborg.dk/)

                    [Kommunen](https://silkeborg.dk/kommunen)

                    [Job](https://silkeborg.dk/kommunen/job)

                    [Mød en kollega](https://silkeborg.dk/kommunen/job/moed-en-kollega)

                [Louise er assisterende leder på plejecentret Sandgårdsparken](https://silkeborg.dk/kommunen/job/moed-en-kollega/louise-er-assisterende-leder-paa-plejecentret-sandgaardsparken)



# Louise er assisterende leder på plejecentret Sandgårdsparken

På Sandgårdsparken handler hverdagen om mennesker. Om nærvær, relationer og små øjeblikke, der kan gøre en stor forskel. Det er netop dét, Louise holder allermest af ved sit arbejde som assisterende plejecenterleder.

![Louise](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/9e34a653-75a7-4cb0-475c-08decfffafcc?width=800)

Når Louise kører ind på parkeringspladsen ved Sandgårdsparken i Kjellerup om morgenen, glæder hun sig til arbejdsdagen.

Ikke fordi dagene er stille eller forudsigelige. Tværtimod. Hverdagen som assisterende plejecenterleder er fyldt med mennesker, beslutninger, faglige overvejelser og små justeringer, der gør en forskel for både beboere, pårørende og medarbejdere.

Og det er netop det, Louise holder af.

>
> – Jeg har altid noget at glæde mig til. Der er altid noget meningsfuldt i min kalender, fortæller hun.

## Fra sygeplejerske til leder

Louise er uddannet sygeplejerske og begyndte sin tid på Sandgårdsparken som sygeplejerske.

Hun fandt hurtigt ud af, at hun trivedes med at skabe overblik, sætte retning og hjælpe andre med at lykkes i deres arbejde.

– Jeg kan godt lide, når tingene lykkes for medarbejderne. Når jeg kan være med til at skabe en struktur, der giver mere ro i hverdagen, og mine kollegaer kan mærke, at der er styr på tingene.

I dag er hun assisterende plejecenterleder og arbejder både med personaleledelse, faglig udvikling og den nære hverdag omkring beboerne.

>
> – Jeg synes, jeg får lidt af det hele. Jeg er tæt på både borgerne og den faglige del, samtidig med at jeg arbejder med ledelse, udvikling og retning.

## Tæt på menneskerne

Louise møder typisk ind klokken 7. Her siger hun godmorgen til dagvagterne og godnat til nattevagterne og får en fornemmelse af, hvordan huset har det.

Hun deltager i morgenens overleveringer, lytter til observationer om beboerne og får indblik i dagens opgaver. Resten af dagen kan byde på alt fra pårørendesamtaler og ansættelsessamtaler til teammøder, faglig sparring og planlægning af nye arbejdsgange.

Men det nære er vigtigt for hende.

Hun tager sig tid til en kop kaffe med en beboer, en gåtur eller en snak med de pårørende. For Louise handler arbejdet om at forstå mennesket bag.

>
> – Relationerne betyder rigtig meget. Det er vigtigt for mig at kende både beboerne, deres familier og de små ting, der kan gøre en stor forskel i hverdagen.

## Når mennesker trives

Det, der giver Louise mest energi, er at opleve mennesker trives.

– Det giver mig energi at mærke glæden og roen i hverdagen og se, at både medarbejdere og borgere trives.

Hun bliver især glad, når medarbejderne bruger deres faglighed og lykkes sammen. Som når et team finder en ny løsning, eller når en pårørende fortæller, at deres mor har fået det bedre, end hun har haft det længe.

– Så tænker jeg bare: Yes. Det var det, vi gerne ville.

For Louise er Sandgårdsparken et fælles sted. Ikke kun for medarbejdere og beboere, men også for pårørende, frivillige og lokalsamfundet omkring plejecentret.

>
> – Jeg kan godt lide følelsen af, at det her er noget, vi skaber sammen.

## En hverdag med læring og samarbejde

Louise oplever, at lederrollen hele tiden udvikler hende. Hun har blandt andet lært, hvor vigtigt det er at tage hånd om de svære ting.

>
> – Hvis noget er svært, bliver man nødt til at gå ind i det. Det bliver aldrig den nemme løsning at lade være.

Samtidig betyder samarbejdet med plejecenterleder Pia meget for hende. De sparrer tæt i hverdagen og arbejder ud fra en fælles retning.

– Det betyder rigtig meget at have nogen at spille bold med. Der er sjældent kun ét rigtigt svar.

## Plads til udvikling

Louise er glad for rollen som assisterende plejecenterleder, fordi den giver mulighed for både faglig og personlig udvikling. Hun har blandt andet deltaget i Silkeborg Kommunes ledertræningsforløb, hvor hun har fået konkrete redskaber til facilitering, procesarbejde og samtaler.

– Det har været virkelig givende. Noget af det, man lærer den ene dag, kan man bruge med det samme på arbejdet dagen efter.

Hun vil gerne udvikle sig endnu mere inden for ledelse, men lige nu føler hun, at hun er landet det rigtige sted.

>
> – Jeg har ramt noget, der virkelig interesserer mig. Det med ikke kun at påvirke mit eget samspil med en borger, men også være med til at styrke andres samspil. Det synes jeg er spændende.

For Louise ligger meningen i de små øjeblikke i hverdagen. Når en beboer føler sig tryg. Når medarbejdere vokser med opgaven. Når pårørende mærker tillid.

– Jeg er virkelig glad for mit arbejde her på Sandgårdsparken.

                            [Læs mere om at være leder i Silkeborg Kommune](https://silkeborg.dk/MOLIRIPAGE/5b3e811a-0cda-4731-bc18-72181284683d)

                            [Find dit næste job i Silkeborg Kommune](https://silkeborg.career.emply.com/ledige-stillinger)
