Skip til hoved indholdet Kontakt
    Hjem Kommunen Job Mød en kollega Maja er socialrådgiver

Maja er socialrådgiver

Selv om Maja er relativ ny i faget som socialrådgiver, er hun ikke i tvivl om, at hun er landet det helt rigtige sted.

- Jeg føler faktisk, at jeg er den bedste udgave af mig selv, både fagligt og menneskeligt, når jeg er på arbejde. Jeg betyder noget i andres liv, og det gør mig glad, siger Maja.

Maja arbejder i socialpsykiatri- og rusmiddelteamet i Myndighed, hvor hun hver dag møder mennesker, der har brug for støtte til at komme videre i livet.

Fra hjemmeplejen til socialrådgiver

Inden Maja læste til socialrådgiver, arbejdede hun mange år i hjemmeplejen, både som SOSU-hjælper og -assistent. Erfaringen derfra bruger hun stadig hver eneste dag.

- Jeg lærte at møde mennesker, som ikke altid passer ind. At finde en vej ind til dem, også når de er svære at nå. Det er erfaringer, der er uvurderlige i mit arbejde i dag, fortæller Maja.

En række diskusprolapser betød, at Maja måtte skifte spor. Hun søgte ind på socialrådgiveruddannelsen, hvor hun oplevede et naturligt næste skridt fra praktisk pleje til myndighedsarbejde.

En typisk dag kan rumme alt fra udredningssamtaler og opfølgningsmøder til samarbejde med psykiatrien, botilbud eller bostøtte. Telefonen kan være stille nogle dage og så pludselig ringe 36 gange på én dag.

- Det er lidt som et spil Tetris, hvor klodserne hele tiden falder ned, og man prøver at få det hele til at passe. Det kan være hektisk, men også det, der gør, at arbejdet aldrig bliver kedeligt, siger Maja.

Maja har kontakt med omkring 70 borgere. For mange bliver hun den, de ringer til, når tingene vælter.

Maja holder af både den tætte borgerkontakt og det administrative arbejde. Hun elsker at fordybe sig i en udredning og samle trådene i en faglig vurdering. Samtidig ser hun empati som det vigtigste redskab i mødet med borgerne.

At gøre en forskel

For Maja er det afgørende, at hendes indsats kan mærkes i borgernes liv.

– Når jeg ser en ung, der fx har været slukket af medicin, rejse sig, trappe ud, få job og starte livet igen, så kan jeg næsten ikke få armene ned. Det er fantastisk, fortæller hun.

Flere borgere kontakter hende stadig længe efter, deres sag er afsluttet for at fortælle, at det går godt.

– Så ved jeg, at jeg har været med til noget vigtigt, siger Maja.

Et stærkt fællesskab

Arbejdsmiljøet i socialpsykiatrien betyder meget for Maja. Hun oplever stor frihed under ansvar og tillid fra både ledere og kollegaer. Samtidig er der altid støtte at hente, når noget er svært.

– Man bliver grebet, når der er brug for det. Det mærker jeg hele vejen rundt, siger hun.

Hun fremhæver teamets rummelighed, nysgerrighed og omsorg som vigtige elementer i hverdagen. At arbejdet kan være intenst, er hun ikke i tvivl om, men netop derfor er det afgørende, at kollegaerne står sammen.

– Vi er gode til at tage hånd om hinanden, både fagligt og menneskeligt. Vi lader ingen gå hjem uden at have tjekket ind, hvis de har haft en hård dag.

Og Maja har ingen planer om at skifte spor igen. Tværtimod.

– Jeg håber, jeg skal bæres ud herfra om mange år. Jeg er landet på den rette hylde, siger hun med et smil.

Denne PDF er genereret den 26-11-2025 10.34

Silkeborg Kommune
Søvej 1
8600 Silkeborg

CVR: 29189641

Genveje