Maria er administrativ medarbejder
Maria føler sig hjemme, når hun er på arbejde. Hun har i Silkeborg Kommune fundet en arbejdsplads, hvor hun trives – fagligt og menneskeligt.
Maria er en vigtig del af et projekt, hvor hun understøtter lederne på plejecentre og i hjemmeplejen med at få afholdt samtaler om sygefravær.
Arbejdsdagen byder på kalender-puslespil, referater og en masse koordinering, og det er lige Maria.
- Det er lidt sjovt, for mit arbejde føles ikke som et arbejde. Det er virkelig spændende, det jeg laver, og så cykler jeg meget rundt til samtaler – det giver mig også energi, siger Maria.
Maria havde ikke en plan om at arbejde i Silkeborg Kommune. Men med en baggrund som receptionist, hvor hun arbejdede hotelbranchen, savnede hun ordentlige arbejdstider og et arbejdsmiljø med fokus på trivsel. Et vikariat i Borgerservice blev hendes vej ind i Silkeborg Kommune, og Maria var solgt.
- Jeg kunne med det samme mærke, at her var rart at være. I Silkeborg Kommune har jeg fundet en arbejdsplads, hvor jeg virkelig trives – både fagligt og menneskeligt. Man bliver mødt med smil, hjælpsomhed og åbenhed.
Maria blev kontorelev i Silkeborg Kommune og fik mulighed for at prøve at arbejde i flere afdelinger. Som uddannet blev hun med det samme ansat som administrativ medarbejder, og i dag er hun vigtig del af et udviklingsprojekt, hvor hun sikrer overblik, systematik og opfølgning i arbejdet med fraværssamtaler.
Faglighed med mening
Maria beskriver sig selv som en Excel-nørd og trives med at fordybe sig i komplekse opgaver.
- Jeg bliver vildt glad, når noget driller, og jeg så får det til at lykkes. Det giver mig et kæmpe rush.
Hun har blandt andet været med til at opbygge de administrative rammer for projektet helt fra bunden. Det har givet hende ejerskab, faglig stolthed og følelsen af at gøre en reel forskel.
- Jeg får lov at tage ansvar og arbejde selvstændigt – og det giver mening, fordi jeg kan mærke, at mit arbejde hjælper både ledere og medarbejdere.
Frihed til at være nysgerrig
I Silkeborg Kommune oplever Maria en stor frihed til at tage initiativ og prøve sig selv af i nye opgaver. Hun oplever, at der er opbakning hele vejen rundt – både til faglig udvikling og til at tænke nyt.
- Hvis du viser interesse, får du lov. Det er virkelig fedt at mærke.
Noget af det, Maria sætter allermest pris på, er kollegaerne og det fællesskab, hun er en del af.
- Mine kolleger betyder alt. Vi har det sjovt, vi hjælper hinanden – og vi vil gerne hinanden. Det gør en kæmpe forskel, og jeg glæder mig altid til at skulle på arbejde.
Et job med mening
For Maria handler arbejdsglæde i høj grad om at gøre en forskel – både for kolleger og i sidste ende for borgerne.
- Jeg føler mig virkelig hjemme i kommunen. Jeg er en vigtig del af noget større.