Styringsramme for Silkeborg Kommune
Silkeborg Kommunes styringsramme skal:
- Skabe sammenhæng mellem de overordnede politiske målsætninger og de indsatser, som iværksættes i kommunen
- Skabe sammenhæng mellem målsætninger, serviceniveau og økonomi
Styringsrammen beskriver den måde, der i Silkeborg Kommune arbejdes med at sætte politiske mål og understøtte realiseringen af målene indenfor den økonomisk ramme, der er til rådighed. Styringsrammen understøtter sammenhæng i målhierarkiet, så underordnede mål er koblet så klart som muligt til overordnede mål.
De tre øverste niveauer (Byrådets Vision, Politikker og udvalgsmål) i styringsrammen beskriver, hvad vi vil i Silkeborg Kommune og har dermed fokus på de politiske målsætninger for kommunen og dens områder. De to næste niveauer (strategier og handleplaner) beskriver, hvordan vi i kommunen arbejder for at realisere de politiske målsætninger, beskrevet i de tre øverste niveauer. Handleplanerne skal være formuleret, så de kan omsættes til konkrete prioriteringer i budgettet.
Byrådets Vision:
Det øverste niveau i styringsrammen er Byrådets Vision, hvor Byrådets ønske til den overordnede retning for kommunen fastlægges. Byrådets Vision er at arbejde for:
- Velfærd – så alle kan leve et godt liv
- Grøn indstilling – som drivkraft for erhvervsliv, vækst, udvikling og omstilling for nuværende og kommende generationer
- Balanceret vækst – så vi sikrer sammenhængskraft i hele kommunen
- Danmarks Outdoorhovedstad – som afsæt for bevægelse, sundhed og livskvalitet
Politikker:
Kommunens politikker udmønter Byrådets Vision i målsætninger for forskellige dele af kommunens arbejde – fx ældreområdet, erhverv, socialområdet e.l. En politik kan gå på tværs af fagområder. Politikkerne skal henvise tydeligt og præcist til Byrådets Vision og nævne visionens tekst. Politikkerne kan forberedes af fagudvalgene men godkendes i Byrådet.
En god politik:
- Beskriver overordnede politiske målsætninger og værdier
- Sætter retning for det eller de fagområder, som politikken vedrører.
- Afspejler de overordnede mål i Byrådets Vision
- Er forankret og politisk godkendt – og er derfor relevant for det politiske niveau
- Er som udgangspunkt langtidsholdbar – sætter langsigtede mål.
- Er overskuelig
Antallet af politikker og antallet af mål i politikkerne bør holdes på et niveau, så det er så overskueligt som muligt for politikere og administration, hvilke mål politikerne ønsker at arbejde for i Silkeborg Kommune.
Udvalgsmål:
Udvalgsmål nedbryder politikkernes mål i delmål for de enkelte fagområder. Udvalgsmålene kan fastsættes og dermed justeres hvert år, men kan også være langsigtede. Udvalgsmålene godkendes af fagudvalgene. Udvalgsmålene kan være specifikke for et enkelt fagområde eller dække flere fagområder. En eventuel opfølgning på udvalgsmålene foretages i fagudvalgene.
En godt udvalgsmål:
- Har en klar kobling til et mål i en eller flere af kommunens politikker
- Er mere konkrete end målene i politikkerne
- Kan være et- eller flerårigt
Strategier:
Kommunens strategier beskriver, hvordan organisationen arbejder for at realisere de politisk fastsatte mål i udvalgsmål, politikker og Byrådets Vision. En strategi kan rette sig mod målsætninger indenfor et specifikt fagområde eller være tværgående. Strategier kan være formuleret på flere forskellige niveauer i organisationen. Strategier kan, men skal ikke, være politisk godkendte.
En god strategi:
- Har en klar kobling til et eller flere udvalgsmål og/eller en eller flere politikker
- Beskriver handlinger og indsatsområder, som organisationen vil arbejde med for at opnå mål
- Har som udgangspunkt et fleråret sigte
Handleplaner:
Handleplaner er en konkret udmøntning af overordnede strategier og beskriver hvilke konkrete initiativer, der sættes i gang eller undlades for at efterleve strategien. Handleplanerne er typisk 1- eller 2-årige og kan omsættes til konkrete prioriteringer i budgettet. Handleplaner er som udgangspunkt ikke politisk godkendte. Hvis de behandles politisk, foregår dette i fagudvalgene.
Budget:
Budgettet indeholder den overordnede politiske prioritering af ressourcer indenfor kommunen. Denne prioritering bør afspejle niveauerne i styringsrammen fra de overordnede politiske målsætninger til udmøntningen heraf i strategier og handleplaner. Derudover sætter budgettets størrelse den økonomiske ramme for hvilke mål, der kan realiseres. Derfor bør rammerne for kommunens økonomi indgå i fastsættelsen af politiske målsætninger.