---
title: "Helhedsplan for Silkeborg Langsø"
description: "Potentialer for mere liv, flere aktiviteter og natur i Danmarks Outdoor Hovedstad"
date: "2026-04-22"
created: "2026-04-22"
---

[Hjem](https://silkeborg.dk/)

                    [Kommunen](https://silkeborg.dk/kommunen)

                    [Politikker, planer og strategier](https://silkeborg.dk/kommunen/politikker-planer-og-strategier)

                    [Kultur, fritid, idræt og outdoor](https://silkeborg.dk/kommunen/politikker-planer-og-strategier/kultur-fritid-idraet-og-outdoor)

                [Helhedsplan for Silkeborg Langsø](https://silkeborg.dk/kommunen/politikker-planer-og-strategier/kultur-fritid-idraet-og-outdoor/helhedsplan-for-silkeborg-langsoe)



# Helhedsplan for Silkeborg Langsø

Potentialer for mere liv, flere aktiviteter og natur i Danmarks Outdoor Hovedstad.

## Introduktion

Silkeborg Langsø strækker sig fra stibroen over Lyså i vest til ringvejsbroen i øst og løber som et blåt bånd gennem Silkeborg - tæt på boligområder, midtbyen og større naturområder. Søen har stor betydning for både hverdagsliv, friluftsliv og Silkeborgs identitet. Søen rummer allerede i dag store rekreative kvaliteter og et betydeligt potentiale for endnu flere oplevelser på, i- og ved vandet. Søen består af et østbassin, et vestbassin og et midtbassin, som også rummer Kalgårdsvig.

![De tre bassiner](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/7f001794-65c1-4ce2-f349-08de7079b64b?width=800)

Vandkvaliteten i Silkeborg Langsø er et centralt element i den videre udvikling. Vandets kvalitet har stor betydning for, hvordan og i hvilket omfang søen kan anvendes rekreativt – særligt i forhold til badning og andre vandnære aktiviteter. Samtidig er en forbedret vandkvalitet afgørende for søens økologiske tilstand og kan bidrage til bedre levevilkår for planter, fisk, fugle og smådyr knyttet til søen.

En bedre vandkvalitet har desuden potentiale til at aflaste Almindsø og Østre Søbad og dermed være et redskab til at beskytte den værdifulde natur i området.

Samtidig spiller faktorer som ejerforhold, adgang til søen, naturbeskyttelse og planmæssige bindinger en væsentlig rolle i forhold til, hvilke faciliteter og outdooraktiviteter, der kan etableres langs søens bredder.

Helhedsplanen arbejder derfor med to spor, der tilsammen sætter retningen for et stærkere rekreativt område på og ved Silkeborg Langsø:

###  ![](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/197f8e00-e962-4bf8-73c4-08de6e29a2d3?width=800)Spor 1: Det gode liv på og i vandet

Sporet har fokus på oplevelser og rekreative potentialer, der knytter sig direkte til vandet og som kan styrke byens samlede outdoorprofil. Her belyses eksisterende forhold samt de forudsætninger og indsatser, der er nødvendige for at styrke muligheden og rammerne for at bade, dyrke vandsport og opholde sig i vandet, herunder forbedring af vandmiljøet og etablering af udvalgte nøgleprojekter.

### ![](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/88663e76-e2a2-4a73-73cc-08de6e29a2d3?width=800)Spor 2: Et aktivt udeliv omkring søen

Sporet har fokus på de sønære arealer og de aktiviteter, der kan udvikles på land – uafhængigt af vandkvaliteten. Her kortlægges eksisterende rammebetingelser, adgangsforhold og faciliteter, og der peges på konkrete outdoorindsatser, som kan styrke ophold, bevægelse, læring og fællesskab langs søen.

Helhedsplanen for Langsøens potentiale kortlægger eksisterende forhold og peger på, hvor der med fordel kan sættes ind, hvilke indsatser der kan igangsættes her og nu, og hvilke projekter, der forudsætter yderligere undersøgelser, myndighedsprocesser og langsigtede investeringer.

Planen danner grundlag for en helhedsorienteret udvikling, hvor hensynet til natur, miljø og eksisterende anvendelser går hånd i hånd med ønsket om mere bevægelse, sundhed og livskvalitet for borgere og besøgende.

Helhedsplanen har som mål:

- at belyse vandkvaliteten og mulige indsatser til at forbedre vandkvaliteten.
- at kortlægge eksisterende bindinger og faciliteter ved søen.
- at pege på udviklingspotentialer på og omkring Silkeborg Langsø, der styrker Silkeborg som Danmarks Outdoor Hovedstad.
- at skabe grundlag for, at mange og forskellige brugergrupper kan få glæde af søen og de sønære arealer.
- at belyse samspillet mellem rekreativ anvendelse og hensynet til natur, miljø og landskab.
- at danne et fælles fagligt og strategisk grundlag for prioritering og udvikling af Silkeborg Langsø.

## ![](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/197f8e00-e962-4bf8-73c4-08de6e29a2d3?width=800) Spor 1: Det gode liv på og i vandet

Silkeborg Langsø har en unik placering midt i byen og rummer et stort potentiale som rekreativt åndehul. I dag begrænses det potentiale af den svingende vandkvalitet i midt- og vestbassinet. Her er vandet ofte uklart i sommerhalvåret, og der kan forekomme opblomstring af blågrønalger, som i perioder gør det nødvendigt at fraråde badning og aktiviteter på vandet. Det skaber usikkerhed for både borgere, brugere og arrangører af større og mindre begivenheder på og ved søen.

Klimaforandringerne forventes at forstærke disse udfordringer. Højere vandtemperaturer, mere sol og længere perioder med stille vand skaber bedre vilkår for blågrønalger og betyder samtidig, at algesæsonen forlænges. Uden en målrettet indsats må det derfor forventes, at problemerne med vandkvaliteten vil blive mere udtalte i fremtiden.

En klarvandet Silkeborg Langsø vil være et markant løft for friluftslivet og for byens samlede attraktivitet. En stabil og god vandkvalitet vil styrke hverdagslivet for byens borgere, tiltrække besøgende og understøtte Silkeborgs position som Danmarks Outdoor Hovedstad. Samtidig vil det skabe bedre rammer for afvikling af større events, herunder internationale vandsportsarrangementer.

Klart vand er også afgørende for søens økologiske tilstand. Når lyset kan nå længere ned, får undervandsplanter bedre vækstbetingelser. Det skaber en positiv udvikling med bedre levesteder for planter og dyr, færre alger og højere biodiversitet. Samtidig får fugle som fx isfugl og stor skallesluger, der lever af fisk, bedre betingelser for at jage, når vandet er klart. På sigt kan Langsøen udvikle sig til en mere robust og levende sø, der kommer tættere på de gældende miljømål.

[Læs mere om Miljømålene](https://silkeborg.dk/MOLIRIPAGE/f977d185-5991-4d57-8188-b01e4fcb41e6#miljml434 "Læs mere om Miljømålene")

### Borgerne ønsker mere liv på vandet

Netop ønsket om mere liv på og i vandet stod tydeligt frem, da borgerne i 2025 blev inddraget i udviklingen af den kommende bypark ved Silkeborg Langsø. Her pegede mange på aktiviteter på vandet og forbedrede bademuligheder som centrale kvaliteter i det gode byliv omkring søen. Konkret blev der peget på badebroer og strand, flydende platforme til kajakker og udspring samt flydende saunaer, der kan forlænge badesæsonen og skabe liv ved søen året rundt. Ligeledes har flere lokale foreninger ytret ønske om at etablere sauna ved Silkeborg Langsø.

I det følgende beskrives søens nuværende miljøtilstand, de væsentligste belastninger og de indsatser, der vurderes nødvendige for at tilvejebringe grundlaget for et aktivt og trygt liv på og i vandet. Ligeledes peges der på aktiviteter, der vil kunne realiseres, hvis vandkvaliteten forbedres.

![Søsportens Hus er et kraftcenter for aktiviteter på Silkeborg Langsø](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/0ba5ffc3-935f-4923-1e49-08de67ec0b39?width=800)

### Forstå begreberne

###

                                    God vandkvalitet

Klart vand, lavt indhold af næringsstoffer og miljøfremmede stoffer og lav mængde af blågrønalger.

###

                                    Miljømål

Miljømålene er fastsat i nationale vandområdeplaner, som er udarbejdet i henhold til EU's vandrammedirektiv. Målet er “God kemisk tilstand” (koncentration af visse kemiske stoffer må ikke overskride EU's miljøkvalitetsstandarder) og “God økologisk tilstand” (for fisk, bunddyr, planter og alger). Målene skal som udgangspunkt være opnået senest i 2027. Silkeborg Langsø har i 2026 ikke målopfyldelse.

[Læs mere om EU's vandrammedirektiv](https://sgavmst.dk/natur-og-jagt/naturbeskyttelse/international-naturbeskyttelse/eus-vandrammedirektiv "Læs mere om EU's vandrammedirektiv")

###

                                    Opland

Det geografiske område, hvorfra alt nedbør og overfladevand afvander til et bestemt vandløb eller sø – eller med andre ord den samlede afstrømningsflade, der bidrager med vand og de stoffer, der følger med.

###

                                    Oplandsanalyse

En faglig undersøgelse af oplandet for at identificere kilder, der påvirker søen, samt udpegning af indsatser til at forbedre søens tilstand.

###

                                    Sonarundersøgelse

En sonarundersøgelse udføres ved, at man systematisk sejler over et givent område med sonarudstyr. Sonaren udsender ekkosignaler og registrerer styrken af de signaler, der reflekteres tilbage fra bunden. Jo blødere bund, desto svagere signal. På den baggrund kan søbundens hårdhed kortlægges.

### Kortlægning af søens tilstand og påvirkninger

I 2025 er der gennemført en omfattende oplandsanalyse af Ørnsø samt midt- og vestbassinet af Silkeborg Langsø, herunder Kalgårdsvig. Formålet har været at skabe et samlet overblik over søernes tilstand og de faktorer, der har betydning for vandkvaliteten.

Der er gennemført flere forskellige undersøgelser i midt- og vestbassinet, Ørnsø og de større tilløb til søerne. Nedenfor er undersøgelser og resultater gennemgået i kort form. Se oplandsanalysen for mere indgående information om, hvor der er foretaget undersøgelser, hvilke undersøgelser, det drejer sig om, og hvad resultaterne af disse er.

[Læs Oplandsanalysen](/p/Silkeborgdk/Kommune/Politikker planer og strategier/Politikker planer og strategier/Helhedsplan for Silkeborg Langsø/Oplandsanalyse.pdf "Oplandsanalyse.pdf")

#### Vandkvalitet og forskelle mellem bassinerne

Oplandsanalysen viser, at søens tilstand hænger tæt sammen med kvaliteten af det vand, der tilføres. Vest- og midtbassinet modtager næringsrigt vand fra Ørnsø og Funder Å via Lyså og er derfor oftest uklart og algebelastet. Østbassinet får derimod hovedsageligt tilført mere klart vand fra Remstrup Å/Gudenåen. Derfor er vandet i denne del af Silkeborg Langsø forholdsvis klart, og problemer med algeopblomstring opstår langt sjældnere. Det klare vand i østbassinet demonstrerer, at der er potentiale for en tilsvarende forbedring af vandkvaliteten i hele søen.

![Her ses det uklare vand fra midtbassinet løbe ind i det klare vand i østbassinet ved Viborgbroen.](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/43fd5aaf-f22d-4bc9-1e53-08de67ec0b39?width=800)

*Her ses det uklare vand fra midtbassinet løbe ind i det klare vand i østbassinet ved Viborgbroen.*

#### Kilder til næringsstoffer og påvirkninger

De væsentligste kilder til næringsstoffer i oplandet er regn- og spildevandsudledninger fra byområder, bidrag fra landbrugsarealer samt dambrug i Funder Å. Der er muligheder for at arbejde målrettet med disse påvirkninger gennem en række indsatser.

Ud over næringsstoffer peger analysen også på, at lavt iltindhold, manglende undervandsvegetation og en skæv fiskesammensætning er med til at fastholde søen i en ustabil og økologisk sårbar tilstand.

#### Samlet vurdering og fremtidigt potentiale

 Samlet set peger resultaterne på, at en varig forbedring af vandkvaliteten forudsætter en målrettet og langsigtet indsats, hvor belastningerne reduceres både i oplandet og i selve søen. Lykkes det at nedbringe næringsstoftilførslen tilstrækkeligt og genskabe en gunstig biologisk struktur, vurderes det, at vandkvaliteten i midt- og vestbassinet kan forbedres betragteligt.

![](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/8c746fd8-daca-4813-1e54-08de67ec0b39?width=800)

*Illustrationen viser de forhold, der påvirker søens tilstand*

#### Dyk ned i de faktorer, der påvirker vandkvaliteten

###

                                    Vandkemi og tilførsel af næringsstoffer

Undersøgelser af vandkemi og vandtilførsel viser, at Silkeborg Langsø fortsat modtager betydelige mængder næringsstoffer, hvor særligt fosfor udgør et stort problem for vandkvaliteten i vest- og midtbassinet.

Tilførslen stammer primært fra Ørnsø, som modtager næringsrigt vand fra blandt andet regn- og spildevandsudledninger, landbrug i oplandet og dambrug langs Funder Å. Analyserne peger på, at en reduktion af fosfortilførslen til Ørnsø er en forudsætning for at opnå en varig forbedring af vandkvaliteten i såvel Ørnsø som midt- og vestbassinet af Silkeborg Langsø. Kalgårdsvig adskiller sig fra resten af midtbassinet ved ikke at være gennemstrømmet af vand fra Ørnsø.

![](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/cb9a3ff1-695c-41f7-bb35-08de692f90ee?width=800)

###

                                    Iltniveau

Målinger af iltindholdet viser, at der generelt er gode iltforhold i de øvre vandlag. På større dybder forekommer perioder med lavt eller meget lavt iltindhold, særligt i sommerperioden, som kan have betydning for næringsstofdynamik, vandplanter og bundlevende organismer.

###

                                    Alger

Algeundersøgelser viser, at søen er præget af en høj algeproduktion, især i sommermånederne. Der er registreret mange forskellige algetyper, herunder blågrønalger, som i perioder forekommer i høje koncentrationer. Den store mængde alger bidrager til uklart vand og kan medføre begrænsninger for badning og andre rekreative aktiviteter.

###

                                    Undervandsplanter

Undersøgelserne viser, at der næsten ikke findes undervandsplanter i vestbassinet, og kun i meget begrænset omfang i midtbassinet. Manglen på undervandsplanter vurderes at være en væsentligt medvirkende årsag til den uheldige tilstand med uklart vand og mange alger. Sonarundersøgelser fra 2025 viser, at der findes enkelte potentielt egnede steder med fast bundsubstrat, hvor det på sigt kan være muligt at etablere undervandsvegetation.

[Læs mere i rapport om sonar- og sediment undersøgelser](/p/Silkeborgdk/Kommune/Politikker planer og strategier/Politikker planer og strategier/Helhedsplan for Silkeborg Langsø/Sedimentanalyse.pdf "Sedimentanalyse.pdf")

###

                                    Sediment

Analyser af sedimentet viser et højt indhold af fosfor, hvoraf en betydelig del er mobil og potentielt kan frigives til vandet under ugunstige iltforhold. Det understreger behovet for at forbedre de overordnede forhold i søen for at mindske risikoen for negativ påvirkning som følge af intern belastning med fosfor fra søbunden.

[Læs mere i rapporten om sedimentobservationer.](/p/Silkeborgdk/Kommune/Politikker planer og strategier/Politikker planer og strategier/Helhedsplan for Silkeborg Langsø/Sedimentanalyse.pdf "Sedimentanalyse.pdf")

###

                                    Fiskebestand

Fiskeundersøgelserne viser, at fiskebestandene i søerne er domineret af fredfisk som skalle og brasen, mens andelen af rovfisk som aborre og gedde er lav. Denne sammensætning kan typisk være med til at fastholde en dårlig miljøtilstand og kan forsinke en forbedring af vandkvaliteten, selv hvis fosfortilførslen reduceres.

[Læs mere i rapporten om fiskeundersøgelse](/p/Silkeborgdk/Kommune/Politikker planer og strategier/Politikker planer og strategier/Helhedsplan for Silkeborg Langsø/Fiskeanalyse.pdf "Fiskeanalyse.pdf")

###

                                    Miljøfremmede stoffer

Undersøgelser af vand og sediment viser, at indholdet af miljøfremmede stoffer ikke udgør en sundhedsrisiko for badende.

###

                                    Vandfugle

Næringsstofbelastningen fra vandfugle vurderes at være begrænset.

###

                                    Vandremuslinger

Næringsstofbelastningen fra vandfugle vurderes at være begrænset.

###

                                    Fækale bakterier

Analyser i badesæsonen viser, at den hygiejniske kvalitet af badevandet i midt- og østbassinet generelt er god. Der føres ikke tilsyn med badevandskvaliteten i vestbassinet.

### Potentialer der kan skabe liv på og i Silkeborg Langsø

Med afsæt i kortlægningen af søens nuværende tilstand peger helhedsplanen på tre projekter, som tilsammen kan styrke Silkeborg Langsø som et rekreativt omdrejningspunkt i midtbyen:

A. Bedre vandkvalitet i Silkeborg Langsø

B. Sauna ved Søsportens Hus

C. Søbad i Silkeborg Langsø

Det største og mest afgørende potentiale ligger i at løfte vandkvaliteten til et niveau, hvor badning ikke blot er sikker, men også attraktiv og indbydende for borgerne. En stabil og god vandkvalitet er forudsætningen for at aktivere søen som rekreativt rum og skabe nye muligheder for ophold, aktiviteter og arrangementer på og i vandet.

Med en forbedret vandkvalitet åbnes der samtidig mulighed for at realisere efterspurgte faciliteter som bl.a. en sauna og et søbad, der kan forlænge sæsonen, skabe liv året rundt og styrke sammenhængen mellem hverdagsliv, friluftsliv og byens identitet som Danmarks Outdoor Hovedstad.

#### Projekt A: Bedre vandkvalitet i Silkeborg Langsø

Oplandsanalysen viser, at en varig forbedring af vandkvaliteten i Silkeborg Langsø forudsætter en samlet indsats, der både reducerer tilførslen af næringsstoffer fra oplandet og forbedrer de økologiske forhold i selve søen. Målet er at skabe en mere stabil, klarvandet tilstand, som kan danne grundlag for både god badevandskvalitet og et sundt vandmiljø.

Helhedsplanen peger på en række indsatser, som i samspil kan løfte vandkvaliteten og reducere risikoen for algeopblomstring. De centrale indsatser omfatter:

- **Begrænsning af fosfortilførsel til Ørnsø** gennem etablering af vådområder, forbedret regn- og spildevandshåndtering og udtagning af landbrugsjord. En varig forbedring af vandkvaliteten forudsætter, at fosfortilførslen til Ørnsø reduceres
- **Udplantning af vandplanter i midt- og vestbassinet** for at stabilisere sedimentet, øge sigtdybden og understøtte en mere robust økologisk balance.
- **Opfiskning af fredfisk** for at fremme forekomsten af dyreplankton, som kan nedgræsse algerne og gøre vandet klart.
- **Opkøb og nedlæggelse af dambrug i Funder Å** for at fjerne en væsentlig potentiel kilde til fosfor og samtidig åbne for restaurering af vandløbet.
- **Immobilisering af fosfor i Kalgårdsvig** for at begrænse intern fosforfrigivelse og dermed mindske risikoen for algeopblomstring.

Tilsammen udgør disse indsatser fundamentet for en varig forbedring af vandkvaliteten i Silkeborg Langsø. En mere klarvandet og stabil tilstand i midt- og vestbassinet vil åbne for flere rekreative aktiviteter, sikre bedre levevilkår for planter og dyr og styrke søen som et aktivt, attraktivt og trygt vandområde i hjertet af byen.

![I Lyngsø er vandkvaliteten blevet forbedret bl.a. ved hjælp af Phoslock og opfiskning af fredfisk](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/7e16bbbb-e8d5-4061-1ecc-08de67ec0b39?width=800)

*I Lyngsø er vandkvaliteten blevet forbedret bl.a. ved hjælp af Phoslock og opfiskning af fredfisk*

### Dyk ned i indsatserne og virkemidler

###

                                    Begrænsning af fosfortilførslen til Ørnsø

En varig forbedring af vandkvaliteten forudsætter, at fosfortilførslen til Ørnsø reduceres. Det kan blandt andet ske ved etablering af fosforvådområder langs Funder Å, som kan finansieres via statslige tilskudsordninger, forudsat frivillig deltagelse fra lodsejere. Der er desuden potentiale for at reducere fosfortilførslen fra regn- og spildevand gennem tekniske løsninger, herunder etablering af våde regnvandsbassiner og yderligere separatkloakering. Ekstensivering eller udtagning af landbrugsjord i oplandet kan også bidrage til at mindske belastningen.

###

                                    Udplantning af vandplanter

Undersøgelserne viser, at vandplanter kan spille en central rolle i overgangen til klarere vand, når fosfortilførslen er tilstrækkeligt lav. Vandplanter forbedrer sigtdybden, stabiliserer sedimentet, giver skjul til de algespisende dafnier og understøtter en mere naturlig balance mellem fiskearter. Sonarundersøgelser har identificeret områder langs bredden i midt- og vestbassinet, hvor bundforholdene er potentielt egnede til udplantning. Etablering og potentiale kan undersøges og understøttes gennem forsøg med udplantning og beskyttelse af planterne mod påvirkning fra fugle og fisk.

###

                                    Opfiskning af fredfisk

Udviklingen mod klart vand kan gå hurtigere ved at fjerne en stor del af de såkaldte fredfisk fra Ørnsø og midt- og vestbassinet i Silkeborg Langsø. Det sker, fordi de små dyr i vandet (dyreplankton), som lever af alger, får bedre mulighed for at holde algerne nede, når de ikke bliver ædt af fredfiskene. Da søerne er forbundet med andre vandløb og søer, er der dog en risiko for, at nye fredfisk indvandrer herfra over tid og udligner effekten. Dette forhold bør undersøges nærmere forud for en eventuel indsats.

###

                                    Opkøb af dambrug

Dambrug i Funder Å kan bidrage med næringsstoffer til Ørnsø. Et opkøb af de eksisterende 2 dambrug vil fjerne denne risiko og samtidig give mulighed for at restaurere vandløbet. Kommunen har tidligere haft gode erfaringer med denne type indsats i andre vandsystemer.

###

                                    Immobilisering af fosfor i søbunden i Kalgårdsvig

Den nordlige del af midtbassinet gennemstrømmes af vandet fra vestbassinet, mens den sydlige del, Kalgårdsvig ligger mere afsnøret med ringe vandudskiftning. Betydningen af intern belastning med fosfor fra sedimentet kan være anderledes afgørende for vandkvaliteten her, fordi der er ringe vandudskiftning. Undersøgelser af sedimentet viser, at der ligger store mængder fosfor i bunden, som ved lavt iltindhold kan slippe ud i vandet og øge algevæksten.

Et muligt virkemiddel kan være en kemisk binding af fosfor i søbunden med lerproduktet Phoslock, så fosfor ikke længere kan frigives og påvirke vandkvaliteten. Metoden er beskrevet som et muligt virkemiddel til restaurering af søer i Danmark, men den er omkostningstung og kræver yderligere undersøgelser og et solidt beslutningsgrundlag forud for en eventuel gennemførelse.

#### Økonomi for forundersøgelser og indsatser

Nedenfor præsenteres et overblik over estimerede omkostninger for de enkelte indsatser. Nogle af indsatserne forudsætter yderligere undersøgelser, mens andre kan sættes i gang med det samme, hvis dette prioriteres. En varig forbedring af vandkvaliteten sker ikke over en nat, men kræver en langsigtet og samlet indsats.

Af de allerede bevilligede midler – 500.000 kr. i 2025 og 500.000 kr. i 2026 – anvendes halvdelen af midlerne til forundersøgelser i 2026. Forundersøgelserne skal give et nødvendigt vidensgrundlag hvad angår effekter og økonomi i de mere langsigtede indsatser.

##### Forundersøgelser

- Kildeopsporing ud fra eksisterende datamateriale af fosfortilførslen til Ørnsø via Funder Å.
- Identificering af muligheder for at forbedre regn- og spildevandshåndteringen.
- Forundersøgelse af grundlag for udplantning af vandplanter.
- Afklaring af potentiale for brug af Phoslock i Kalgårdsvig.
- Analyse af indsatser ved dambrug i Funder Å.
- Afklaring af praktiske forhold ved opfiskning af fredfisk.

##### Estimerede omkostninger ved de langsigtede indsatser

Indsatser| **Langsigtede indsatser** | **Estimeret pris i kr.** |
| --- | --- |
| 1a. Begrænse fosfortilførsel - fx fosforvådområde, hvor 2 potentielle områder er medtaget i omlægningsplanerne ved Funder Å. <br> <br>1b. Forbedret regn- og spildevandshåndtering - fx separatkloakering og regnvandsbassiner. | 1a. Der kan søges om statslig finansiering til fosforvådområderne. <br> <br>1b. Forsyningen afholder udgifter via takstfinansierede midler. |
| Forsøg med udplantning af vandplanter. | 500.000 kr. |
| Behandling af Kalgårdsvig med Phoslock. | 5 mio. kr. |
| Opkøb af dambrug og reetablering af dambrugsområder i Funder Å (2 dambrug). | 3-6 mio. kr. |
| Opfiskning af fredfisk over 2 år. | 5,5 mio. kr. |
| **Estimeret pris i alt** | **15-17 mio. kr.** |

![Estimerede omkostninger ved de langsigtede indsatser](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/d14f1c89-a1cf-44e0-a1c8-08de7e893629?width=800)

Med de igangsatte forundersøgelser i 2026 vil der komme et større vidensgrundlag, som kvalificerer indsatserne yderligere. Indsatserne 1a og 1b har en længere tidshorisont og vil være afhængige af bl.a. prioriteringen af indsatser hos Silkeborg Forsyning og lodsejeropbakning til fosforvådområder. De øvrige indsatser vil kunne opstartes på kortere sigt. Den fulde effekt for at opnå god vandkvalitet vil dog være en sum af alle indsatser samlet.

#### Projekt B – Sauna ved Søsportens Hus

![](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/0ba5ffc3-935f-4923-1e49-08de67ec0b39?width=800)

**Beskrivelse:** Projektet omfatter etablering af en ny offentlig tilgængelig sauna ved Søsportens Hus i samarbejde med sauna- og vinterbadeforeningen Almind-Wellet og de eksisterende søsportsforeninger. Saunaen skal understøtte vinterbadning og ophold ved Silkeborg Langsø og bidrage til at styrke området som samlingspunkt for vandsportsaktiviteter. Projektets realisering forudsætter, at der kan opnås de nødvendige myndighedstilladelser, herunder dispensation fra gældende beskyttelseslinjer samt landzonetilladelse.

**Målgrupper:** Saunaen henvender sig primært til vinterbadere, men vil også være et nyt tilbud til de nuværende brugere af Søsportens Hus. En ny sauna kan således være med til at forlænge sæsonen for roere, kajakroere, svømmere og øvrige borgere.

**Støttefaciliteter:** Ved Søsportens Hus er der i dag parkeringsplads, isætningssted, broanlæg, klubhus for søsportsforeninger, omklædningsfaciliteter, toiletter, beachvolleybane og kajakpolobane. Disse eksisterende faciliteter giver et stærkt fundament for etablering og drift af en ny sauna.

**Estimeret pris:** I alt 4 mio. kr.

#### Projekt C – Søbad ved Silkeborg Langsø

![](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/9bd60a31-3a0a-48a2-1f40-08de67ec0b39?width=800)

**Beskrivelse:** Projektet omfatter etablering af et nyt søbad ved Silkeborg Langsø med badebro, opholdsarealer, sauna samt omklædnings- og toiletfaciliteter. Søbadet skal skabe en tryg og let adgang til badning for borgere og besøgende i byen og styrke Silkeborg som rekreativ destination for alle kommunens borgere såvel som turister. Et nyt søbad kan etableres med inspiration fra Østre søbad og Vestre søbad. Et nyt søbad ved Silkeborg Langsø kan endvidere indeholde faciliteter, som ikke er mulig ved Almindsø på grund af naturbeskyttelseshensyn. Det kan fx være udspringsplatforme, svømmebane, cafe og udlejning af udstyr til vandsport, hvis der kan opnås de krævede myndighedstilladelser.

Etableringen har et betydeligt potentiale for at aflaste Østre- og Vestre Søbade ved Almindsø, som i dag er meget benyttede og beliggende i et værdifuldt og beskyttet naturområde (Natura-2000 område). Et nyt søbad ved Langsøen kan bidrage til en mere jævn fordeling af badegæster og dermed mindske belastningen af sårbar natur. Relevante fonde kan involveres.

**Målgrupper:** Søbadet henvender sig til borgere i alle aldre, herunder familier, unge, voksne, vinterbadere samt besøgende og turister, der ønsker rekreative oplevelser i Silkeborg.

**Støttefaciliteter:** Søbadet etableres som en selvstændig, ny facilitet og knytter sig ikke direkte til eksisterende anlæg eller bygninger.

**Estimeret pris:** I alt 15 mio. kr.

## ![](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/88663e76-e2a2-4a73-73cc-08de6e29a2d3?width=800) Spor 2: Et aktivt udeliv omkring søen

Arealerne omkring Silkeborg Langsø rummer gode muligheder for et aktivt udeliv, rekreative aktiviteter og faciliteter. Her findes allerede flere eksisterende faciliteter og naturområder, som kan understøtte nye faciliteter og aktiviteter. Mulighederne begrænses imidlertid af ejerskab, adgang og planmæssige bindinger.

I det følgende beskrives de vigtigste rammebetingelser, eksisterende faciliteter samt områder med potentiale for nye outdoorprojekter omkring søen.

![](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/6bc0441f-61f5-4a96-1f4b-08de67ec0b39?width=800)

### Kortlægning af rammebetingelser og eksisterende faciliteter

Denne kortlægning indeholder eksisterende fysiske, naturmæssige og rekreative forhold omkring Silkeborg Langsø. Kortlægningen er en del af grundlaget for at vurdere søens potentialer for udvikling af outdoor- og friluftstilbud på og omkring søen med fokus på bevægelse, sundhed og det gode liv.

#### Ejerforhold og adgang til søen

- Arealerne omkring søen ejes af Silkeborg Kommune (5,5 km), Naturstyrelsen (7 km) og private lodsejere (5 km) af søbredden på i alt ca. 17,5 km.
- Søen er umatrikuleret og har ingen ejer. Bredejere har dog visse rettigheder, herunder til fiskeri foran egen matrikel. Naturstyrelsen har tinglyst herlighedsret (dvs. bredejers rettigheder) for en del af søen, hvor de ellers ikke er bredejer (den sydlige del af midtbassinet, med undtagelse af Kalgårdsvig).
- 13 broer har offentlig adgang (9 kommunale, 4 statslige) og bruges primært til isætning af kano, kajak og mindre både samt ophold. Derudover er der en del private broer langs søen.
- Fysisk adgang til søen via sandbredder er begrænset. Der findes 8 officielt tilgængelige sandbredder, mens områderne ved Søsportens Hus og Silkeborg Sø Camping fungerer som egentlige badesteder.

Ejerforholdene og den offentlige adgang udgør væsentlige rammebetingelser for den fremtidige udvikling af rekreative tilbud omkring søen.

*Kortet viser ejerforholdene omkring Silkeborg Langsø*

#### Natur- og planmæssige bindinger

Silkeborg Langsø og de omkringliggende arealer er omfattet af en række natur- og planmæssige bindinger, som har stor betydning for, hvilke typer anlæg der kan etableres, og hvor de kan placeres. Bindingerne indebærer desuden krav om myndighedsbehandling og eventuelle dispensationer i forbindelse med udvikling af nye outdoorfaciliteter.

**Naturbeskyttelse:** Store dele af arealerne omkring Silkeborg Langsø er omfattet af naturbeskyttelse i henhold til naturbeskyttelsesloven. Efter Naturbeskyttelseslovens §3 er en række naturtyper, herunder bl.a. søer, enge og moser, beskyttet mod tilstandsændringer.

**Søbeskyttelseslinje:** Hele området er omfattet af søbeskyttelseslinje efter §16 i Naturbeskyttelsesloven, som i udgangspunkt indebærer en 150 meters beskyttelseszone fra søbredden. Inden for denne zone kræver bebyggelse og terrænændringer dispensation.

**Skovbyggelinjen**: En del af de sønære skovområder er omfattet af skovbyggelinjen efter §17, som regulerer opførelse af ny bebyggelse i skovens nærhed.

**Landzone:** Søen, og flere arealer omkring søen, er endvidere beliggende i landzone, hvilket indebærer, at byggeri og ændret anvendelse kræver landzonetilladelse efter Planlovens §35.

**Fredskov:** De skovklædte arealer omkring søen er omfattet af fredskovspligt efter Skovloven, hvilket sikrer skovens bevarelse og fastlægger rammer for anvendelse og drift. Nye anlæg på de arealer kræver dispensation fra Skovloven.

*![Kort over naturbeskyttelse](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/74a92d54-c27b-4403-1f4d-08de67ec0b39?width=800)*

*Store dele af arealerne omkring Silkeborg Langsø er omfattet af naturbeskyttelse iht. til naturbeskyttelsesloven.*

#### Eksisterende outdoorfaciliteter og ruter

Området omkring Silkeborg Langsø rummer i dag en række etablerede faciliteter og ruter, der understøtter friluftsliv og bevægelse.

Blandt de væsentligste stiforbindelser og ruter er:

- Silkeruten - en ca. 12 km lang rute gennem by og natur.
- Trækstien og Gudenåstien – en gang og cykelsti, der følger Gudenåen fra Silkeborg mod Randers
- Sundhedssporet på Odden - et 1.620 m langt motionsspor med fysiske træningsstationer og informationsplancher.
- Langsøstien - en ca. 3,2 km lang grussti mellem Slotsholmen og Østre Ringvej. Regional cykelrute 30, som følger Gudenådalen gennem Søhøjlandet.

De eksisterende outdoorfaciliteter omkring Silkeborg Langsø er i dag overvejende koncentreret omkring tre hovedområder: Odden, Søsportens Hus og Lunden. Disse tre lokaliteter fungerer som knudepunkter for rekreative aktiviteter ved søen og rummer en række basisfaciliteter såvel som specialiserede faciliteter til hhv. friluftsliv og vandsport. Derudover er der desuden mulighed for ophold, leg og badning flere steder rundt om søen. Se kortet nedenfor.

### Områdepotentialer

Vurderingen af potentialerne for Silkeborg Langsø identificerer en række specifikke områder med potentiale for udvikling af outdoor og rekreative faciliteter. Områderne repræsenterer forskellige, men sammenhængende potentialer langs Silkeborg Langsø. Tilsammen spænder de fra bynære aktivitetsområder over stille naturoplevelser til lokalt forankrede lærings- og rekreative miljøer.

- Odden
- Kalgårdsvig og Lunden
- Lysbroskoven
- Langsøskolen
- Søsportens Hus
- Søhaven
- Søvej

Det vurderes, at en målrettet udvikling af disse områder vil kunne styrke:

- Naturoplevelser i Silkeborg by
- Nye outdooroplevelser og variation i typer af outdoor- og friluftstilbud
- Den geografiske balance i borgernes adgang til søen
- Samspillet mellem natur, by og institutioner
- Muligheden for at tilgodese både organiserede og selvorganiserede brugere.

****

#### Dyk ned i områdepotentialerne

##### Odden

Odden udgør et centralt, bynært naturområde med direkte tilknytning til Silkeborg midtby og omkringliggende boligområder. Området rummer i dag en række eksisterende faciliteter, herunder toiletter, madpakkehus, bålsted, gå- og løberuter samt landgangsbro med adgang til søen. Det samlede anlæg gør Odden til et af de mest benyttede rekreative områder ved Silkeborg Langsø. Områdets karakter af bynær natur, kombineret med et relativt højt facilitetsniveau, skaber et solidt grundlag for at understøtte yderligere outdooraktiviteter.

Udviklingspotentialet på Odden knytter sig især til:

- Styrkelse af området som samlingspunkt for lavtærskel friluftsaktiviteter
- Supplering af eksisterende faciliteter med trænings- og bevægelsestilbud
- Mulighed for både organiserede og selvorganiserede aktiviteter
- Sammenhæng til eksisterende stisystemer og opholdsarealer

![](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/6bc0441f-61f5-4a96-1f4b-08de67ec0b39?width=800)

##### Kalgårdsvig og Lunden

Kalgårdsvig udgør en afgrænset del af Silkeborg Langsø, indrammet af Lunden, Odden og Vestre Kirkegård.

Området adskiller sig fra øvrige dele af søen ved sin mere lukkede karakter og rolige stemning. Områdets landskabelige og rumlige afgrænsning skaber særlige forudsætninger for naturoplevelser og aktiviteter med lav intensitet. Kalgårdsvig vurderes derfor særligt velegnet til rolige former for outdoor- og friluftsliv samt naturoplevelser- og formidling.

Udviklingspotentialet knytter sig blandt andet til:

- Etablering af mindre opholds- og formidlingspunkter
- Styrkelse af området som stillezone i kontrast til de mere aktivitetsprægede områder
- Mulighed for rolige outdooraktiviteter som fx naturformidling, mindfulness, yoga og mindre kunst- og naturoplevelser
- Sammenhæng til eksisterende stiforløb og grønne områder på Odden og i Lunden.

![](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/49b9f129-a8ce-4871-843a-08de6945616f?width=800)

#####  Lysbroskoven

Lysbroskoven er beliggende i den vestlige ende af Silkeborg Langsø og udgør et mindre skovområde med tæt tilknytning til både boligområder og institutioner. Området fremstår i dag relativt ufaciliteret i forhold til ophold, adgang og formidling. Skovens beliggenhed i nærheden af både Lysbro Uddannelsescenter og Lysbro Plejecenter indebærer et særligt potentiale for at udvikle området i et tværgående samarbejde, hvor natur, læring, bevægelse og trivsel kan tænkes sammen.

Udviklingspotentialet vurderes blandt andet at omfatte:

- Etablering af enkle basisfaciliteter som stier, opholdspladser og formidling
- Mulighed for naturbaserede læringsforløb og kunst i naturen i samarbejde med lokale kommunale institutioner
- Udvikling af rekreative tilbud målrettet ældre og borgere med særlige behov i samarbejde med plejecenter
- Styrkelse af skovens rolle som lokal grøn oase med adgangs- og opholdsmuligheder.

![](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/87a8a89e-4016-42c1-843c-08de6945616f?width=800)

##### Langsøskolen

Området ved Langsøskolen udgør et vigtigt adgangspunkt til Silkeborg Langsø for borgere i den østlige del af byen. Her findes der i adgang til grønne områder og stisystemer men begrænset adgang til selve søen. Området rummer desuden et særligt potentiale for samarbejde med Langsøskolen og en nyopstartet outdoorforening, hvilket skaber gode forudsætninger for at styrke brugen af området til læring, bevægelse og fællesskab.

Udviklingspotentialet knytter sig især til:

- Styrkelse af området som mødested for skole, foreninger og lokalområde
- Kobling til eksisterende natursti ved det østlige bassin
- Mulighed for etablering af enkle faciliteter og mindre broanlæg eller board walk til ophold og aktivitet ved søen
- Understøttelse af udeundervisning og organiserede outdooraktiviteter

![](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/f447438d-e9d9-4983-843b-08de6945616f?width=800)

##### Søsportens hus

Området ved Søsportens Hus udgør i dag et centralt og veletableret knudepunkt for organiseret vandsport ved Silkeborg Langsø. Området rummer en høj koncentration af eksisterende faciliteter. Og Søsportens Hus danner ramme om en række aktive foreninger med fokus på roning, kajak og SUP. Området fungerer dermed som det primære samlingspunkt for organiseret vandsport på Silkeborg Langsø og har en vigtig funktion i forhold til både foreningsliv, fritidsaktiviteter såvel som arrangementer og events.

Udviklingspotentialet ved Søsportens Hus knytter sig især til:

- Videreudvikling og optimering af eksisterende faciliteter
- Udvikling af nye faciliteter på eksisterende byggefelter
- Styrkelse af området som samlet knudepunkt for vandsport og vandbaserede friluftsaktiviteter
- Samspil mellem organiserede foreningsaktiviteter og selvorganiserede brugere.

![](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/0ba5ffc3-935f-4923-1e49-08de67ec0b39?width=800)

##### Søhaven

Søhaven er et bynært areal ved Silkeborg Langsø, der i dag fremstår ubenyttet og uden egentlig rekreativ indretning. Arealet har tidligere været undersøgt til boligformål, men manglende dispensation fra søbeskyttelseslinjen samt miljøhensyn og oversvømmelsesrisiko har betydet, at disse planer ikke er realiseret. Arealet er derfor udlagt til rekreative formål.

Udviklingspotentialet knytter sig navnlig til:

- Et bynært grønt område eller park med direkte kontakt til Silkeborg Langsø
- Mulighed for at skabe opholds- og hverdagsnatur tæt på boligområderne i Alderslyst
- Et stærkt lokalt engagement, hvor Alderslyst Lokalråd har udtrykt ønske om en offentlig bypark med enkle faciliteter
- Potentiale for at koble området til en ny bypark på den modsatte side af søen ved Søvej
- Mulighed for at gentænke og optimere de eksisterende parkeringsarealer, så de i højere grad indgår i en samlet, grøn og rekreativ helhed.

![](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/71fd34c0-1c4f-4c51-843f-08de6945616f?width=800)

##### Søvej

Søvej ligger i overgangen mellem Silkeborgs bymidte og Langsøen og rummer et betydeligt potentiale som bynært, rekreativt område. Området kan udvikles til et grønt og aktivt byrum med bedre adgang til vandet, opholdsarealer og mulighed for både rolige og aktive outdooroplevelser.

Udviklingen kan styrke forbindelsen mellem søen og midtbyens handels- og kulturliv og understøtte Silkeborgs identitet som en by, hvor natur, vand og byliv mødes. Samtidig kan området bidrage til at gøre midtbyen mere attraktiv for både borgere og besøgende gennem nye rekreative tilbud ved vandet.

Udviklingspotentialet ved Søvej knytter sig især til:

- Styrkelse af området som en spændende rekreativ og bynær destination i Danmarks Outdoor Hovedstad
- Etablering af en bypark ved Silkeborg Langsø, så det bliver adgang til vandet og rekreative muligheder for at borgere
- Understøtte Silkeborgs identitet som en by med aktive oplevelser og som kan skabe mere liv i midtbyen
- Etablere gode forbindelser imellem sø og bypark til midtbyens handels- og kulturliv.

![](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/6095a479-d119-45f6-8440-08de6945616f?width=800)

### Potentialer, der kan skabe et aktivt udeliv ved søen

På baggrund af kortlægningen og områdepotentialerne præsenteres Projekt D med konkrete indsatser, som kan igangsættes på kort sigt for at udvikle Silkeborg Langsøs outdoorliv til glæde for borgere, foreninger, virksomheder og institutioner i Silkeborg Kommune. Projekterne skal samtidig fungere som inspiration til nye idéer og initiativer, der fremadrettet kan styrke arbejdet med at realisere søens fulde potentiale for friluftsliv og rekreative aktiviteter.

**Projekt D**| Indsatser | Estimeret pris i kr. |
| --- | --- |
| Udendørs træningsfaciliteter på Odden | 0 kr. |
| Blinde- og sansesti på Odden | 0,75 mio. kr. |
| Kunst i Lysbroskoven | 0,5 mio. kr. |
| Basisfaciliteter til ældre i Lysbroskoven | 0,75 mio. kr. |
| Outdoorfaciliteter ved Langsøskolen | 1,25 mio. kr. |
| **Estimeret pris i alt** | **3,25 mio. kr.** |

Af de allerede bevilligede midler – 500.000 kr. i 2025 og 500.000 kr. i 2026 – anvendes halvdelen af midlerne til indsatsen omkring etablering af udendørs træningsfaciliteter på Odden.

#### Læs mere om indsatserne

###

                                    Udendørs træningsfaciliteter på Odden

#### Beskrivelse

Projektet omfatter etablering af udendørs træningsfaciliteter på Odden, der skal understøtte både egentræning og organiserede træningstilbud. Træningsområdet indrettes med træningsstativer i naturlige og robuste materialer, som muliggør funktionel træning og calisthenics, herunder kropsvægtstræning, balance og bevægelighed.

Træningsområdet placeres i tilknytning til eksisterende faciliteter ved madpakkehuset og udformes, så det kan anvendes af flere brugergrupper samtidigt. Området kan suppleres med begrænset belysning med henblik på helårsbrug. Udformningen skal tage hensyn til omgivelserne og understøtte områdets rolle som bynært, rekreativt mødested.

#### Målgrupper

Facilliterne henvender sig primært til unge og voksne borgere, der ønsker at træne selv udendørs, samt til foreninger og virksomheder, der tilbyder organiseret træning. Området kan desuden anvendes af skoler og institutioner i forbindelse med bevægelsesaktiviteter.

#### Støttefaciliteter

Området har adgang til offentlige toiletter, madpakkehus, bålsted samt direkte forbindelse til eksisterende gå- og løberuter, hvilket understøtter kombinationen af konditions- og styrketræning.

#### Budget

0,5 mio. kr.

###

                                    Blinde- og sansesti på Odden

#### Beskrivelse

Projektet omfatter etablering af en blinde- og sansesti på Odden, der skal understøtte sanseoplevelser, bevægelse og ophold i bynær natur. Stien etableres som et sammenhængende forløb med varierede belægninger og naturmaterialer, der stimulerer følesans, balance og orienteringsevne.

Stien udformes, så den både kan anvendes af borgere med synsnedsættelse og af seende brugere, herunder børn, familier og skoleklasser. Projektet kan suppleres med enkle formidlingselementer, der understøtter læring om natur, krop og sanser. Udformning og materialevalg skal ske med hensyn til områdets landskabelige kvaliteter og eksisterende rekreative funktioner.

#### Målgrupper

Blinde- og sansestien henvender sig til borgere i alle aldre, herunder særligt borgere med synsnedsættelse, børn, familier, institutioner og skoler, der ønsker sanselige oplevelser i naturen. Stien kan anvendes både selvorganiseret og som led i undervisning, genoptræning og sundhedsrettede tilbud.

#### Støttefaciliteter

Odden rummer allerede offentlige toiletter, madpakkehus, bålsted, gå- og løberuter samt adgang til vandet via landgangsbro. Området er let tilgængeligt via det eksisterende stisystem.

#### Budget

0,75 mio. kr.

###

                                    Kunst i Lysbroskoven

#### Beskrivelse

Projektet omfatter etablering af kunstinstallationer og formidlingselementer i Lysbroskoven og ved Fruens bænk i samarbejde med Lysbro Uddannelsescenter og Lysbro Kunst. Formålet er at skabe sanseoplevelser, æstetiske oplevelser og små opholdssteder i skoven, der kan kombineres med de eksisterende stier.

Kunstprojekterne udformes, så de harmonerer med skovens landskab og understøtter den naturnære oplevelse. Installationerne kan være både permanente og midlertidige og kan skifte med årstider eller temaer, fx udstillinger skabt af lokale elever eller kunstnere.

#### Målgrupper

Faciliteterne henvender sig til lokale borgere, skoleklasser, plejecentre og besøgende, som ønsker at kombinere kunst- og naturoplevelser.

#### Støttefaciliteter

Der er ingen eksisterende faciliteter i området.

#### Budget

0,5 mio. kr.

###

                                    Basisfaciliteter til ældre og bevægelse i Lysbroskoven

#### Beskrivelse

Projektet omfatter etablering af enkle opholds- og aktivitetsfaciliteter målrettet ældre og borgere med særlige behov. Faciliteterne kan omfatte siddemuligheder, balance- og bevægelseselementer samt små aktivitetsstationer langs stierne.

Faciliteterne udformes i naturlige materialer og integreres i skovens landskab, så de understøtter trygge, aktive ophold i naturen. Formålet er at give flere borgere mulighed for regelmæssig fysisk aktivitet og naturoplevelser i umiddelbar nærhed af Lysbroskoven.

#### Målgrupper

Primært ældre borgere og borgere med særlige behov, men faciliteterne kan også anvendes af andre borgere, der ønsker lavintensiv træning, gåture eller ophold i naturen.

#### Støttefaciliteter

Der er ingen eksisterende faciliteter i området.

#### Budget

0,75 mio. kr.

###

                                    Outdoorfaciliteter og adgang til søen ved Langsøskolen

#### Beskrivelse

I projektet etableres af nye outdoorfaciliteter ved Langsøskolen. Formålet er at åbne skolen mod søen og skabe et aktivt udendørs lærings- og fritidsmiljø, som både skolen og lokale brugere kan få glæde af. Projektet indeholder et mindre broanlæg til søen, som vil styrke adgangen til søen og mulighederne for udeskole, små sejleraktiviteter, naturobservationer mm.

Der etableres desuden et mødested med pavillon og bålsted til lokale borgere såvel som en ny outdoorforening. Området udformes fleksibelt, så det kan bruges til undervisning, fællesskab og rekreative aktiviteter, og samtidig skabe et lokalt knudepunkt for outdoorlivet omkring Langsøen.

#### Målgrupper

Elever og lærere ved Langsøskolen (udeskole- og naturfagsaktiviteter), lokale foreninger og institutioner, borgere i nærområdet samt besøgende med behov for et mindre samlingssted i naturen.

#### Støttefaciliteter

Adgang via skolen og eksisterende stisystem til området og søen. Potentielt mulighed for adgang til skolens faciliteter i forbindelse med aktiviteter eller arrangementer – fx toiletter og skolekøkken.

#### Budget

1,25 mio. kr.

## Hovedpointer fra helhedsplanen

Helhedsplanen viser, at Silkeborg Langsø rummer et betydeligt rekreativt potentiale. Dette potentiale kan realiseres gennem en kombination af forbedret vandkvalitet og målrettet udvikling af de sønære arealer.

- **Vandkvalitet som forudsætning**
Silkeborg Langsø er i dag belastet af næringsstoffer, uklart vand og periodiske algeopblomstringer, der begrænser mulighederne for badning, vandsport og større events. En varig forbedring af vandkvaliteten er derfor en forudsætning for at realisere søens fulde potentiale og for at opfylde gældende miljømål.
- **En samlet indsats gør forskellen**
 Helhedsplanen peger på en række indsatser, der til sammen kan skabe et sundere, klarere og mere robust vandmiljø. Det indebærer bl.a. reduktion af fosfortilførsel i oplandet, udplantning af vandplanter, opfiskning af fredfisk, mulige tiltag i Kalgårdsvig samt afvikling af dambrug.
- **Potentialer på og i vandet**
 Når vandkvaliteten løftes, åbner der sig nye muligheder for aktiviteter på og ved vandet. Særligt etablering af en sauna ved Søsportens Hus og et nyt søbad ved Silkeborg Langsø fremhæves som centrale projekter, der kan skabe helårsaktiviteter og stærke mødesteder for både borgere og besøgende – samtidig med at de kan aflaste presset på mere sårbare naturområder, herunder Almindsø.
- **Hurtige gevinster på land**
 Parallelt hermed viser helhedsplanen, at de sønære arealer rummer et stort og mere umiddelbart realiserbart potentiale. Gennem udvikling af områder som Odden, Kalgårdsvig, Lysbroskoven, Langsøskolen, Søhaven og Søvej kan der skabes nye rammer for bevægelse, fællesskab, læring og ophold i bynær natur. De foreslåede indsatser og outdoorprojekter – herunder træningsfaciliteter, sansestier, natur- og kulturformidling, udeliv for ældre samt forbedret adgang til søen – kan styrke hverdagslivet omkring Langsøen og skabe synlige forbedringer på kort sigt.
- **Trinvis realisering**
 Udviklingen af Silkeborg Langsøs potentialer kan ske trinvist. Indsatserne på land kan igangsættes her og nu og fungere som første skridt i udviklingen, mens forbedring af vandkvaliteten samt realisering af sauna og søbad er mere langsigtede projekter, der kræver yderligere undersøgelser, myndighedsprocesser og politiske prioriteringer.
- **Klar retning for fremtiden**
 Med helhedsplanen er der udstukket en klar retning for den fremtidige udvikling af Silkeborg Langsø: et levende, tilgængeligt og sammenhængende rekreativt landskab, hvor vand og land, by og natur understøtter hinanden – og hvor Silkeborg Langsø udvikles som en endnu stærkere og mere synlig del af Silkeborgs identitet som Danmarks Outdoor Hovedstad.

### Problemer med at tilgå eller læser rapporterne på denne side?

Har du problemer med at åbne, læse eller på anden måde tilgå dokumenterne på denne side, kan du kontakte Teknik- og Miljøafdelingen.

## Kontakt

**Teknik- og Miljøafdelingen**
                                    Søvej 3,

                                            8600

                                            Silkeborg

[Skriv til os](mailto:Skriv%20til%20os)

[89 70 10 00](tel:89%2070%2010%2000)

Spørg efter Team Byplan eller Team Natur.

**Telefontid**

Denne PDF er genereret den  22-04-2026 15.25
