---
title: "Psykiatristrategi 2024-2027"
description: "Voksne med psykisk sårbarhed og medfølgende funktionsnedsættelser"
date: "2025-09-22"
created: "2025-07-29"
---

[Hjem](https://silkeborg.dk/)

                    [Kommunen](https://silkeborg.dk/kommunen)

                    [Politikker, planer og strategier](https://silkeborg.dk/kommunen/politikker-planer-og-strategier)

                    [Psykiatri, handicap og udsatte](https://silkeborg.dk/kommunen/politikker-planer-og-strategier/psykiatri-handicap-og-udsatte)

                [Psykiatristrategi 2024-2027](https://silkeborg.dk/kommunen/politikker-planer-og-strategier/psykiatri-handicap-og-udsatte/psykiatristrategi-2024-2027)



# Psykiatristrategi 2024-2027

## Silkeborg Kommunes Psykiatristrategi 2024-2027

Silkeborg Kommunes Psykiatristrategi retter sig mod voksne, som lever med psykisk sårbarhed, og de
funktionsnedsættelser, der følger med. Psykiatristrategien udspringer af
Socialpolitikken, som er udarbejdet af Socialudvalget og godkendt af byrådet.

Psykiatristrategien beskriver, hvordan Silkeborg
Kommune arbejder for og med mennesker med psykisk sårbarhed, som har brug for hjælp og støtte
i varierende omfang
og over både kortere og længere perioder i deres liv. Fundamentet for
Psykiatristrategien er recovery-orienteret rehabilitering, dvs. vi støtter den
enkelte borger i at indfri håb, ønsker
og drømme - med sigte på at komme sig og få et meningsfuldt liv med størst mulig
selvstændighed.

Psykiatristrategien indeholder fire indsatsområder, som vi arbejder
inden for:

- Alt med borgeren
- Tilbud i nærmiljøet
- Samarbejde og sammenhæng
- Fællesskaber for alle

Nedenfor kan du læse om de forskellige tiltag og initiativer, som skal gøre Psykiatristrategien til
virkelighed.

* * *

## Alt med borgeren

### Vi samarbejder med borgeren ud fra dialogbaserede tilgange med fokus
på ønsker og drømme

Medarbejdere på tværs af Socialafdelingens
forskellige tilbud (boformer og bostøtte) og i myndighedssektionen arbejder
ud fra dialogbaserede tilgange til samarbejdet med borgerne. Fælles for de dialogbaserede tilgange er, at
borgernes ønsker, håb og drømme er centrale for samarbejdet.

Det betyder bl.a., at vi har fokus på at finde den
enkeltes motivation for at ændre sin tilværelse og støtter borgeren i dette.
Det betyder også, at vi anerkender borgerens ret til selvbestemmelse – og
dermed til at takke nej til tilbud eller indsatser, som de professionelle omkring borgeren anbefaler. Vi bestræber os hele
tiden på at blive dygtigere til den dialogbaserede tilgang til samarbejdet med borgeren gennem
forskellige former for kompetenceudvikling.

### Vi ser på og arbejder med borgerens ressourcer som et aktiv

Vi arbejder også på at styrke medarbejdernes blik på den enkelte borgers
ressourcer – og hvordan disse kan
bringes i spil i samarbejdet med borgeren. Vi har særligt fokus på borgerens
netværk og vil styrke arbejdet med at inddrage både borgerens personlige og
professionelle netværk for at bringe alle ressourcer i spil.

![Fire personer sidder på stole og snakker](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/9d79fffb-9c09-489d-bb18-08dc83967450?width=800)

* * *

## Tilbud i nærmiljøet

Mange mennesker med psykisk sårbarhed ønsker at modtage
relevant støtte tæt på deres
bopæl. Samtidig har en del af
disse mennesker også brug for specialiserede tilbud, som kan arbejde med eksempelvis dobbelte diagnoser. Det stiller krav om en løbende tilpasning og udvikling af de forskellige tilbud til mennesker
med psykisk sårbarhed i Silkeborg Kommune.

### Vi øger kapaciteten internt
i Silkeborg Kommune

Socialdelingen ønsker at øge antallet
af pladser på boformer til borgere med psykisk sårbarhed i Silkeborg Kommune,
så flest mulige borgere med psykisk sårbarhed kan tilbydes en fagligt relevant
boform i Silkeborg Kommune – tæt på deres nærmiljø, familie og netværk.

### Vi skaber
fleksible tilbud og indsatser

Socialafdelingen vil være en agil organisation,
som tilpasser tilbud og indsatser til borgernes behov. Det betyder bl.a., at vi hurtigt kan justere på indsatser, når en borgers
behov ændrer sig – f.eks.
skrue op eller ned for det ugentlige antal samtaler
med en bostøtte.

Vi vil også arbejde for, at borgere med psykisk
sårbarhed har mulighed for at blive længst muligt i eget hjem. Det kræver også,
at vi tilpasser indsatsen til den konkrete borgers behov og sammensætter et
team af medarbejdere, som kan støtte
borgeren i de(n) konkrete opgave(r) og være fleksible i forhold til, hvornår
borgeren har behov for denne støtte.

* * *

## Samarbejde og sammenhæng

### Vi skaber sammenhæng for borgeren gennem samarbejde med aktører både i og uden for kommunen

Borgere med psykisk
sårbarhed har i mange tilfælde
kontakt til flere afdelinger i Silkeborg Kommune
eller til både kommune
og behandlingstilbud i regionspsykiatrien. Derfor
har vi et kontinuert fokus på at styrke
samarbejde og sammenhæng for borgerne, så de oplever et samlet og
velkoordineret forløb mellem de professionelle aktører.

Konkret samarbejder Socialafdelingen med de øvrige
velfærdsafdelinger i kommunen om at skabe sammenhæng i borgernes forløb
gennem forskellige faste samarbejdsfora og gennem et fælles mindset
for samarbejdet. Dette mindset kalder vi for ’Sammenhæng og råderum’ –
og det betyder, at ledere og medarbejdere arbejder sammen på tværs for at sikre
den mest hensigtsmæssige og mindst indgribende indsats for den enkelte borger.
I strategiperioden vil vi arbejde målrettet på at styrke og udbygge samarbejdet
- f.eks. med Sundhed & Omsorg.

Vi vil fortsætte udviklingen af FACT-samarbejdet mellem tre midtjyske kommuner samt Regionspsykiatrien Midt. FACT-samarbejdet
handler om at udvikle og implementere tværsektorielle teams, der står for det
samlede tilbud til de mest udsatte borgere med svær psykisk sygdom. I
FACT-samarbejdet mødes de tværsektorielle teams hyppigt for at koordinere og
tilpasse den samlede indsats til borgerens aktuelle behov. Alle i teamet
arbejder med fælles målsætninger og har fokus på borgerens mål.

Socialafdelingen
og Beskæftigelsesafdelingen vil i strategiperioden bruge den fælles lokation på Jobcentret
på Drewsensvej til at videreudvikle samarbejdet om korte indsatser med fokus på
mestring og forebyggelse.

### Vi vil styrke samarbejdet med
civilsamfundet

Socialafdelingen
vil styrke samarbejdet med civilsamfundet i Silkeborg Kommune
om konkrete initiativer og indsatser målrettet borgere med psykisk sårbarhed. Konkret
vil vi arbejde på at udvide samarbejdet med civilsamfundet om initiativer, der understøtter overgangen til en mere selvstændig tilværelse ved afslutning af
kommunale indsatser. Det er ofte i denne overgang, at borgere med psykisk
sårbarhed kan opleve tilbagefald eller udfordringer, hvis ikke den
professionelle støtte erstattes af tilbud og netværk i civilsamfundet eller i
den enkeltes personlige netværk.

* * *

## Fællesskaber for alle

En central del af recovery-processen for borgere
med psykisk sårbarhed er at være en del af meningsfulde fællesskaber og aktiviteter i hverdagen. Nogle har brug for et aktivitets- og samværstilbud, mens andre har glæde af en fælles kommunal indsats
med støtte for at komme i job eller fleksjob.

### Vi støtter mennesker med psykisk sårbarhed i at indgå
på arbejdsmarkedet

Socialafdelingen
og Beskæftigelsesafdelingen vil fortsat arbejde
tæt sammen om at støtte
mennesker med psykisk
sårbarhed i at indgå på arbejdsmarkedet på forskellige måder eller i
uddannelse.

Beskæftigelsesafdelingen arbejder bl.a. med
IPS-forløb (Individuel Placering med Støtte), hvor IPS- konsulenter understøtter borgere med svær psykisk sårbarhed i at indgå på arbejdsmarkedet. I forløbene er der et stærkt ressourcefokus og en tro
på, at deltagelse i et arbejdsfællesskab understøtter borgernes personlige
recovery-proces.

I Psykiatriens Hus arbejder Socialafdelingen med beskæftigelseslignende tilbud
gennem PH Aktiv.
Indholdet varierer fra cafedrift til løsning af praktiske opgaver i det
fri. I samarbejde med Beskæftigelsesafdelingen tilbydes også forløb om ’Job og indsigt’ med det formål
at bringe borgere
med psykisk sårbarhed tættere på
arbejdsmarkedet og konkrete arbejdsfællesskaber.

Vi ser erhvervslivet både i og uden for Silkeborg Kommune
som en afgørende samarbejdspartner i forhold
til at skabe jobmuligheder for mennesker med psykisk sårbarhed, så den enkelte
kan indgå på arbejdsmarkedet - og i arbejdsfællesskaber - med egne kompetencer
og potentialer.

### Vi hjælper mennesker med psykisk sårbarhed ind i
meningsfulde fællesskaber

Socialafdelingen
driver forskellige fællesskaber for borgere med psykisk sårbarhed – fx
mødesteder, væresteder samt aktivitets- og samværstilbud. I strategiperioden vil vi fortsat
arbejde for, at borgere med psykisk sårbarhed føler, at de hører til i et fællesskab – så den enkelte undgår
isolation. Derfor vil vi støtte borgere i at benytte fællesskaber,
og vi vil arbejde for, at fællesskaberne er rummelige og indbyder til, at
borgerne kan komme der – både når de har det godt, og når de er inde i svære
perioder.

Vi tror på, at fysisk aktivitet og frisk luft er godt for alle mennesker – og som outdoor-kommune vil vi styrke brugen af natur og fysisk aktivitet
i socialfaglige indsatser der, hvor det giver mening.

![Fire personer sidder rundt om et bål](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/810419ec-e197-4528-bb17-08dc83967450?width=800)

* * *

## Sådan følger vi
op på Psykiatristrategien

Afdelingschefer
på tværs af kommunens velfærdsafdelinger har ansvar for at følge
op på Psykiatristrategien.

Socialchefen dagsordenssætter og drøfter Psykiatristrategien med Silkeborg Kommunes
Handicapråd én gang årligt. Det sker som udgangspunkt i 4. kvartal.

Denne PDF er genereret den  27-04-2026 10.05
