Træer ved Remstrup Å fældet ulovligt
Træer og buske mellem Søtorvet og Remstrup Å er blevet fældet og ryddet ulovligt. Silkeborg Kommune undersøger, hvilke konsekvenser det skal have.
Den 12. maj 2023 blev Silkeborg Kommune gjort opmærksom på, at AP Pension, der står bag opførelsen af Søtorvet, fældede træer og buske mellem Søtorvet og Remstrup Å.
Træerne og buskene stod på kommuneejet grund og blev fældet uden tilladelse og dermed i strid med naturbeskyttelsesloven. Det strider også imod lokalplanen for området.
Silkeborg Kommune tog kontakt til entreprenør og byggeleder og fik stoppet rydningen. Der er blevet fældet og udtyndet omkring to tredjedele af strækningen. Der er fældet flere bevaringsværdige træer, og derved er der fjernet og beskadiget levesteder for særligt beskyttede arter som flagermus og odder.
Silkeborg Kommune skal nu drøfte hvilke konsekvenser, fældningen skal have.