Skip til hoved indholdet
    Hjem Nyheder 2023 Vejarbejde på Christian 8.s Vej betyder større ændringer i trafikken

Vejarbejde på Christian 8.s Vej betyder større ændringer i trafikken

Fra på mandag 15. maj 2023 begynder A. Enggaard A/S det indledende arbejde med opførelsen af Fredensgård. Det betyder større ændringer i trafikken på Christian 8.s Vej mellem Østergade og Fredensgade frem til 10. juli 2023.

Christian 8.s vej

Frem til den 10. juli er der én vejbane åben i hver retning på Christian 8.s Vej mellem Østergade og Fredensgade, fordi det laves vejarbejde i to etaper. Efter den 10. juli bliver der to vejbaner i hver retning.

Få overblikket over de to etaper og trafikændringerne her:

Etape 1

Fra mandag 15. maj til 28. maj bliver lysreguleringen i krydset Christian 8.s Vej, Fredensgade og Zeltnersvej slukket, og der bliver venstresving forbudt fra og til de tre veje.

Samtidig bliver fodgængerovergangen på Christian 8.s Vej og kirkestien, der forbinder torvet med Christian 8.s Vej, nedlagt.

Der vil være en vejbane åben i hver retning for biler, mens cyklister og gående i sydgående retning skal bruge modsatte cykelsti og fortov.

Trafikændringerne skyldes, at der skal etableres en byggeplads og en indkørsel til byggepladsen fra Christian 8.s Vej. Samtidig skal Christian 8.s Vej ændres, så der sikres en fornuftig trafikafvikling, mens byggeriet af Fredensgård står på.

Det betyder, at midterrabatten på Christian 8.s Vej skal nedlægges, og at vejtræerne bliver fjernet. Når Fredensgård er færdigbygget bliver der etableret en ny midterrabat med nye vejtræer.

Etape 2

Fra 29. maj til 9. juli bliver lysreguleringen i krydset tændt igen, og der vil kun være forbud mod venstresving fra Christian 8.s Vej til Zeltnersvej og fra Zeltnersvej til Christian 8.s Vej.

I denne periode vil trafikken i nord- og sydgående retning blive samlet i den tidligere dobbeltsporet vejbane, der gik mod syd. Cyklister og gående kan bruge fortov og cykelsti i begge retninger.

Det er i denne periode, at det sidste af midterrabatten fjernes, og at p-ramperne på Christian 8.s Vej bliver lavet om til en vejbane.

Trafiksituationen efter 10. juli

Efter den 10. juli vil der være to vejbaner i hver retning mellem Østergade og Fredensgade. Det er en vejbane mere, end der var inden, vejarbejdet gik i gang.
Der bliver også plads til en smal cykelsti til cyklister i sydgående retning. Fodgængere skal bruge modsatte fortov.

Det vil være trafiksituationen indtil Fredensgård er færdigbygget i 2028/2029, og at Christian 8.s. Vej er blevet genetableret med ny midterrabat, fire vejbaner og cykelstier og fortov i hver side af vejen i passende bredde.

Nyt liv i Fredensgade

Siden 2015 har Torvecentret stået tomt. Med Fredensgård puster A. Enggaard A/S nyt liv i Fredensgade, når de bygger en helt ny karré med boliger, butikker, erhverv, offentligt gårdrum og p-kælder, der forbindes til p-kælderen under Torvet, på deres arealer.

Det nye gårdrum bliver forbundet med Kirkepladsen via en portåbning i karréen.

For enden af karréen og ud mod Christian 8.s Vej bliver den nye bydel afsluttet af et højhus på 20 etager.

Vejarbejdet på Christian 8.s Vej mellem Østergade og Fredensgade kort fortalt:

Etape 1 – 15. maj til 28. maj

  • Én vejbane åben i hver retning
  • Lysreguleringen i krydset Christian 8.s Vej, Fredensgade og Zeltnersvej slukkes
  • Venstresving forbudt fra og til de tre veje
  • Cyklister og fodgængere i sydgående retning henvises til cykelstien og fortovet på modsatte side

Etape 2 – 29. maj til 9. juli

  • Én vejbane åben i hver retning – den nordgående trafik ledes over i det ene af de to spor i den tidligere dobbeltsporet vejbane mod syd.
  • Venstresving forbud fra Zeltnersvej til Christian 8.s Vej og omvendt
  • Cyklister og gående kan bruge fortov og cykelsti i begge retninger – dog undtagen i uge 27, hvor cyklister og fodgængere i sydgående retning skal bruge modsatte side

Fra 10. juli til 2028/2029

  • To vejbaner åbne i hver retning
  • Cykelstier åbne i hver retning – dog smallere i sydgående retning
  • Fodgængere skal bruge modsatte fortov

I hele byggeperioden er Kirkestien, der forbinder torvet med Cristian 8.s Vej, og fodgængerfeltet over Christian 8.s Vej, som ligger i forlængelse af stien, lukket. Fodgængere skal i stedet krydse Christian 8.s Vej ved Østergadekrydset eller umiddelbart syd for Fredensgade.

Silkeborg Kommune
Søvej 1
8600 Silkeborg

Genveje