Skip til hoved indholdet Kontakt
    Hjem Nyheder Årsrapport gør status på klimaindsats

Årsrapport gør status på klimaindsats

53,6 hektar ny skov er blevet rejst, Resenbro tilslutter sig fjernvarme, og flere lavbundsjorde er taget ud af landbrugsdrift til gavn for både klima og biodiversitet. Med årsrapporten 2024 gør Silkeborg Kommune status på arbejdet med den grønne omstilling og samler op på de konkrete indsatser i 2024.

Senest i 2045 skal Silkeborg Kommune som geografi være CO2-neutral samt modstandsdygtig over for klimaforandringer. Det har vi forpligtet os til gennem Klimasamarbejdet DK2020.

Hvert år gør Silkeborg Kommune status på arbejdet med den grønne omstilling samt de indsatser, der skal gøre Silkeborg Kommune mere klimarobust i fremtiden.

I årsrapporten for 2024 kan du læse mere om de konkrete indsatser, der blev sat i værk i 2024. Se årsrapporten for 2024.

Nedenfor følger en kort opsummering af nogle af indsatserne:

Overblik over indsatser i 2024

Skovrejsning

I løbet af 2024 har Silkeborg Kommune gennemført fem forskellige skovrejsningsprojekter og rejst i alt 53,6 ha ny skov. De to største er Bækgaard Klimaskov og Fuglemoseskoven, som begge er rejst med støtte fra Klimaskovfonden. De er til sammen ca. 43 ha og forventes at binde i alt 13.500 tons CO2 over de næste 60-80 år.

Lavbundsprojekter

Flere lavbundsprojekter er blevet gennemført i løbet af 2024. Blandt andet er der i sommeren 2024 blevet udtaget et 12,5 hektar stort areal ved Stenholt Mose. Her skal vandstanden hæves for at reducere CO2-udledningen, og arealet skal fremadrettet henligge til natur. Det forventes, at hævningen på arealet ved Stenholt Mose fører til en tilbageholdelse af drivhusgasser, der svarer til 180 tons CO2 om året.

Fjernvarme

I 2024 er det lykkedes at opnå tilstrækkelig høj tilslutning til fjernvarme i Resenbro. Silkeborg Forsyning igangsatte også fjernvarmekampagne i Virklund, Sejs-Svejbæk, Them, Salten og Knudlund. Kampagnen løber til 30. april 2025.

Klimatilpasning

Der er i 2024 sat gang i flere handlinger på klimatilpasningssiden. Bl.a. er der opstartet en informationskampagne om, hvordan man undgår oversvømmelser på egen grund. Se mere her.

Kommunale bygninger

Silkeborg Kommune har i flere år arbejdet for at energioptimere Silkeborg Kommunes ejendomme. I 2024 har der været fokus på at reducere energispild, særligt udenfor åbningstiden, og at løfte indeklimaet indenfor åbningstiden ved renoveringer.

Derudover er Silkeborg Kommune i fuld gang med at udskifte gasfyr i kommunens bygninger. Arbejdet startede i 2023 og fortsætter frem til 2030, hvor de kommunale fyr på alle 100 lokationer skal være skiftet ud.

Er du interesseret i at læse mere? Find flere tiltag i årsrapporten for 2024.

Silkeborg Kommune
Søvej 1
8600 Silkeborg

CVR: 29189641

Genveje