Assisterende ledere skaber tryghed og faglig nærhed på plejecentrene
Silkeborg Kommune har med gode resultater ansat assisterende ledere på fem plejecentre. Den ekstra leder gør, at medarbejdere får mulighed for mere faglig sparring, og at ledelsen kommer tættere på hverdagslivet på plejecenteret.
For at imødekomme udfordringer som mange medarbejdere per leder samt flere borgere med komplekse sundhedshistorier har Silkeborg Kommune de seneste år arbejdet med en ny ledelsesmodel, som fokuserer på faglig og nærværende ledelse af medarbejdere.
Det betyder, at der på udvalgte plejecentre er blevet ansat assisterende ledere, der sammen med plejecenterlederen skal løfte ledelsesopgaven.
Assisterende ledere giver god sparring
På Plejecentret Sandgårdsparken i Kjellerup har ordningen været i brug siden oktober 2024. Og erfaringen fra plejecentret er klar: En assisterende leder skaber nærhed, faglig tryghed og en mere robust organisering. Det giver bedre ledelse – og bedre rammer for medarbejdere, borgere og pårørende.
Den assisterende leder er tættere på hverdagen og medarbejdernes opgaveløsning, mens plejecenterlederen blandt andet arbejder med at sætte rammerne. Det giver en bedre balance og mere tid til at arbejde tværgående og udviklingsorienteret.
- Modellen er en bæredygtig måde at tænke ledelse på. Vi får overskud til at arbejde helhedsorienteret, fordi vi deles om ansvaret, siger Pia Hedegaard, plejecenterleder på Sandgårdsparken.
Både Pia Hedegaard og assisterende leder på Sandgårdsparken, Louise Riisager Holst, har begge sygeplejefaglig baggrund. Det gør en forskel i hverdagen. De kan stille de faglige spørgsmål, der løfter kvaliteten, og de kan vurdere, hvornår en situation kræver handling. Ifølge Pia Hedegaard er det med til at skabe et stærkt fagligt miljø og gøre det lettere at fastholde medarbejderne.
Louise Riisager Holst uddyber:
- Medarbejderne ved præcis, hvem de kan ringe til, når noget er svært. De har fuldstændig styr på langt det meste, men de bruger os som sparringspartner. Det giver mod til at handle, når man ved, at der står en leder, der forstår opgaven og har tid til at lytte.
Samarbejdet mellem de to ledere er en vigtig del af succesen. De bruger hinanden til sparring og til at holde fokus på, at ledelsesopgaverne ikke glider over i rene driftsopgaver.
Mere synlig ledelse og stærkere samarbejde med pårørende
Anne Poulsen har det sidste halvandet år arbejdet som sygeplejerske på Sandgårdsparken – og hun mærker også en stor forskel på dagligdagen før og nu.
- Vores ledelse er mere synlig i hverdagen, så enkelt kan det siges. Og det er der mange positive gevinster ved. Vi oplever fx større tilgængelighed ved faglig sparring, og så har de to ledere forskudte mødetider, så de er synlige i flere vagtlag. De har også mulighed for at være med på vores sparringsmøder, hvor de får et dybere kendskab til borgerne. Det styrker både samarbejdet med de pårørende og giver mulighed for at understøtte den enkelte medarbejder, fortæller Anne Poulsen.
Også i samarbejdet med de pårørende, har de ekstra lederkræfter haft en betydning.
- Ledelsen er mere synlig for de pårørende i løbet af dagen, og lederne har i højere grad mulighed for at tage med til pårørendesamtaler. Det er alt sammen noget, som styrker samarbejdet, forklarer Anne Poulsen.
Der er på nuværende tidspunkt assisterende ledere på fem plejecentre: Gødvad, Karolinelund, Sandgårdsparken og Lysbro samt to på Marienlund.
Det er ikke besluttet hvor og hvor mange steder, der skal have en assisterende leder. Det sker løbende og på baggrund af vurderinger fra sted til sted.