---
title: "Budget 2026: Fornuftig økonomi med udfordringer"
description: "Kommunens økonomi er umiddelbart fornuftig, mange udfordringer er håndteret, og der er penge i kommunekassen. Men nye regler for selvbudgettering, færre ejendoms-, selskabs- og indkomstskatter og manglen på arbejdskraft udfordrer, og der kommer svære drøf"
date: "2025-08-22"
created: "2025-08-22"
---

[Hjem](https://silkeborg.dk/)

                    [Nyheder](https://silkeborg.dk/nyheder)

                [Budget 2026: Fornuftig økonomi med udfordringer](https://silkeborg.dk/nyheder/budget-2026-fornuftig-oekonomi-med-udfordringer)



# Budget 2026: Fornuftig økonomi med udfordringer

Kommunens økonomi er umiddelbart fornuftig, mange udfordringer er håndteret, og der er penge i kommunekassen. Men nye regler for selvbudgettering, færre ejendoms-, selskabs- og indkomstskatter og manglen på arbejdskraft udfordrer, og der kommer svære drøftelser i de kommende år. Det var nogle af konklusionerne på byrådets årlige budgetseminar.

![](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/d5dc2209-9fb1-42b8-65fb-08dde06fea35?width=800)

- Helt overordnet er vores
økonomi fornuftig. Vi har styr på vores udgifter, men vi bliver ramt af flere
sammenfaldende uheldige omstændigheder på indtægtssiden. Derfor har vi en
strukturel ubalance som udfordrer overskuddet på driften. Det er et overskud,
som skal give os råd til investeringer i nye anlæg, renoveringer, drift og
afdrag på kommunens lån, siger borgmester Helle Gade efter byrådets årlige
budgetseminar 20. og 21. august 2025, hvor byrådet gør status på kommunens
økonomi og drøfter budgettet for 2026 og overslagsårene 2027-2029.

- Budgettet skal over en
årrække balancere, så kommunekassen ikke bliver tømt. Lige nu har vi en god
likviditet med penge i kommunekassen. Derfor kan vi godt tåle at trække penge
fra kassebeholdningen, hvis byrådet beslutter det, men det løser ikke den strukturelle
ubalance på længere sigt. Det indgår også i vores drøftelser i
budgetforhandlingerne, siger Helle Gade.

## **Budgetforslag med ekstrapenge til de store velfærdsområder**

- I det budgetforslag, som er
fremlagt til byrådets 1. behandling, har vi håndteret mange af de økonomiske
udfordringer med at holde budgetterne på især de store velfærdsområder. Vi har
udvidet budgetterne på bl.a. socialområdet, familieområdet og dagtilbudsområdet,
så vi har mere realistiske budgetter. Det er udvidelser, som ligger ud over
reguleringen for løn- og prisudviklingen og tilførsel af penge, fordi vi er
blevet flere borgere i kommunen, siger Helle Gade.

## **Ingen fordel afselvbudgettering**

- Vi har i mange år fået
meget store skatteindtægter ved at selvbudgettere skatteindtægterne. Det har
bidraget til vores drift. Det får vi desværre ikke fremover. Det skyldes til
dels at Silkeborg Kommunes vækst i skatteudskrivningsgrundlag ikke i samme grad
som tidligere overgår væksten på landsplan. Dertil kommer, at reglerne for
selvbudgettering er lavet om. Den mulige gevinst ved at selvbudgettere er
derfor blevet markant mindre. Derfor har Økonomi- og Erhvervsudvalget valgt det
statsgaranterede udskrivningsgrundlag i det budgetforslag, som kommer til 1.
behandling i byrådet, forklarer Helle Gade.

- Samtidig er det vigtigt at
sige, at væksten i Silkeborg kommune ikke er gået i stå.

## **Flere borgere endforventet men færre skatter end forventet**

Silkeborg Kommune vokser
fortsat, og den seneste prognose forudser 900 flere indbyggere i 2025. Det er
flere end befolkningsprognosen forudså ved årets begyndelse. Alligevel ser
skatteindtægterne ud til at blive mindre end forventet i foråret. Det er der
flere forklaringer på:

- **Ejendomsskatter**:
     Ejendomsskatterne dykker voldsomt i 2026 i forhold til 2025 og 2027. Det
     ser underligt ud, da ejendomsværdierne næppe falder et år for så næste år
     at vende tilbage til samme niveau. Årsagen er en ændring i statens
     opgørelse af ejendomsværdier, hvilket rammer mange kommuner i Danmark.
     Kommunerne får et fald i ejendomsskatterne i forhold til, hvad staten
     tidligere har meldt ud.

- **Selskabsskatter**:
     Virksomhederne i Silkeborg Kommune tjener flere penge og betaler dermed
     mere i selskabsskat. Men en større andel af selskabsskatterne end
     forventet tilfalder andre kommuner. Det skyldes, at selskabsskatter
     fordeles efter virksomhedernes lønsum i de kommuner, virksomheden har
     ansatte i.

- **Indkomstskatter**:
     Borgerne i Silkeborg Kommune tjener flere penge end tidligere, men væksten
     i borgernes indkomster i forhold til på landsplan er vigende. Derfor
     vokser kommunens indtægter fra indkomstskatterne ikke så meget som
     tidligere forventet.

Samlet set betyder det, at
skatteindtægterne er betydeligt lavere end forventet i foråret, da arbejdet med
et forslag til budget 2026 begyndte.

## **Byrådet har fokus påmanglen på arbejdskraft**

På budgetseminaret drøftede
byrådet også udfordringerne med mangel på arbejdskraft. Har Silkeborg Kommune
den nødvendige arbejdskraft til at passe kommunens børn, undervise folkeskolens
elever, hjælpe sårbare borgere og give pleje og omsorg til ældre?

Både private og offentlige
virksomheder oplever mangel på arbejdskraft. Arbejdspladserne har ledige jobs,
og der er løn til at betale for at få dem besat, men der kommer få eller ingen
ansøgninger, eller ansøgerne har ikke de nødvendige kvalifikationer. Det er en
udfordring, som ventes at stige i de kommende mange år. Byrådet drøftede derfor
udfordringerne og kommunens indsatser for at løse dem.

Udfordringerne rammer især de
store velfærdsområder med stigende mangel på social- og sundhedsmedarbejdere,
pædagogisk personale og lærere, blandt andet som følge af
befolkningsudviklingen og fordi flere går på pension i de kommende år.

Byrådet blev orienteret om
tilgangen til velfærdsuddannelserne og drøftede kommunens indsatser for at
skabe attraktive arbejdspladser med fokus på trivsel og tilknytning blandt
andet gennem kompetenceudvikling og fleksible arbejdsvilkår for at få personaleomsætningen
til falde. Personaleomsætningen for alle medarbejdere i kommunen ligger lavere
end landsgennemsnittet og har generelt været faldende de seneste to år. Blandt
social- og sundhedsmedarbejdere, lærere og sygeplejersker ligger omsætningen
også lavere end de omkringliggende kommuner.

Silkeborg Kommune har i flere
år arbejdet med at slå flere fuldtidsstillinger op og med at motivere flere
medarbejdere til at gå op i tid eller at arbejde på fuld tid. Indsatsen har
ført til, at der i maj 2025 for første gang i mange år er flere fuldtidsansatte
end deltidsansatte i Silkeborg Kommune.

Et fokuseret arbejde med
sygefravær igennem de sidste 3 år har desuden ført til det laveste sygefravær
blandt de største kommuner i Danmark (over 50.000 indbyggere). Der arbejdes
også med seniorinitiativer for at få flere til at blive længere på arbejdspladsen.

 ****

## **Budgetforhandlingerne**

I forbindelse med byrådets
budgetseminar 20. og 21. august 2025 indleder borgmesteren for alvor
forhandlingerne med byrådets partier om næste års budget.

- Jeg fornemmer en god
stemning og et godt samarbejde i byrådet, og vi har gode drøftelser mellem
partierne om næste års budget, siger Helle Gade.

Byrådets 1. behandling af
budgettet sker på byrådsmødet 26. august 2025. Ved byrådets 2. behandling af
budgettet 8. oktober 2025 godkender byrådet det endelige budget for 2026 og
overslagsårene 2027-2029.

                            [Få et hurtigt overblik over Silkeborg Kommunes økonomi de kommende år](https://silkeborg.dk/MOLIRIPAGE/cdac910f-9b02-4a49-b046-06d0c774d117)

                            [Se forslaget til budget 2026, som er sendt i offentlig høring frem til 11. september.](https://silkeborg.dk/demokrati/hoeringer-og-afgoerelser/detaljer?hid=CCBA03C7-029F-441C-90AA-C4BB61A88E7F)
