Byrådet har besluttet
Få et kort overblik over Silkeborg Byråds beslutninger på mødet tirsdag 28. oktober 2025
Dagsordenen godkendt
Silkeborg Kommune: Silkeborg Kommune har godkendt dagsordenen for dagens møde. Der er 19 punkter på dagsordenen – heraf 3 lukkede.
Byrådsmødet 28. oktober, punkt 1
Nyt regulativ for Gudenåen
Silkeborg Kommune: Byrådet har godkendt et nyt regulativ for Gudenåen på strækningen mellem Ringvejsbroen øst for Silkeborg til Randers Bro i Randers. Der er tale om en strækning på ca. 60 kilometer inklusive et strømløb på 549 m gennem Sminge Sø og yderligere 7,8 km gennem Tange Sø. Regulativet er udarbejdet i samarbejde med Viborg, Faurskov, Randers og Silkeborg Kommune. Regulativet har været i høring ved cirka 1.000 lodsejere. Der er kommet 30 svar. Ingen af dem har givet anledning til ændringer.
Byrådsmødet 28. oktober, punkt 2
11,5 mio. kroner til vej og parkering ved Tollundskolen
Funder: Byrådet har bevilget 11,5 mio. kroner til vej og parkering ved Tollundskolen, Funder Børnehus og hal 2 i Funder. Skolen er i øjeblikket ved at blive udvidet fra 3 til 4 spor og Funder Børnehus skal ombygges, så der bliver 16-20 specialpladser. Dertil kommer en ny hal i Funder. Pengene skal bruges på en adgangsvej, p-pladser og et fælles ankomstområde med et kiss-and-ride område.
Byrådsmødet 28. oktober, punkt 3
4 lokalråd får tilskud til outdoor-aktiviteter
Silkeborg Kommune: Byrådet har bevilget 200.000 kroner, som skal bruges til at støtte op om lokalrådenes ønsker og aktiviteter på outdoor-området. 6 ud af 10 projekter for del i pengene. Silkeborg City har 2 projekter med; Efterårsoplevelser og Nisseskole. Også Voel har 2 projekter med; Husmosen og delecykler. Frederiksdal-Kragelund får tilskud til at hold Krageræs og Hinge-Nørskovlund får tilskud til en beboerbænk. Tilskuddene ligger mellem 25.000 kroner og 8.475 kroner.
Byrådsmødet 28. oktober, punkt 4
Forsøg med landsbypedeller
Silkeborg Kommune: Byrådet har bevilget 100.000 kroner til et forsøg med landsbypedeller. Landsbypedellerne skal hjælpe til med mindre opgaver som renhold og vedligehold i lokalområdet. Landsbypedellerne er frivillige - ofte pensionister eller efterlønnere - som finder glæde i at gøre gavn i deres by og samtidig nyder det sociale fællesskab, der automatisk opstår, når man mødes om samme interesse og engagement for lokalområdet. Landsbypedellerne skal også være kommunens ’øjne’ på stedet, da driftsafdelingen ikke altid er dagligt til stede i alle lokalområder.
Byrådsmødet 28. oktober, punkt 5
Lysbro Uddannelsescenter dyrere end budgetteret
Lysbro: Byrådet har bevilget yderligere 2 mio. kroner til renovering og udbygning af Lysbro Uddannelsescenter. Opgaven har været i udbud og ingen kunne levere det ønskede projekt i den ønskede kvalitet for de 12,7 mio. kroner, der er budgetteret med. Blandt andet har det vist sig at være mere kompliceret at koble tilbygningen sammen med den nuværende bygning.
Byrådsmødet 28. oktober, punkt 6
7 almene boliger på vej i Sjørslev
Sjørslev: Byrådet har givet støtte til at Boligselskabet Viborg Amt kan opføre 7 almene familieboliger på Flamming Mosevej i Sjørslev. Der er tale om 1,816 mio. kroner til kommunalt grundkapitaltilskud og en kommunegaranti for den del af realkreditlånet, der har pantesikkerhed udover 60% af de opførte boligers markedsværdi.
Byrådsmødet 28. oktober, punkt 7
18 almene boliger på Højbovej
Silkeborg: Byrådet har givet støtte til at ABB Silkeborg kan bygge 18 almene familieboliger på Højbovej i Silkeborg. Der er tale om 4,293 mio. kroner til kommunalt grundkapitaltilskud og en kommunegaranti for den del af realkreditlånet, der har pantesikkerhed udover 60 % af de opførte boligers markedsværdi.
Byrådsmødet 28. oktober, punkt 8
Køb af 26 plejeboliger på Remstruplund
Silkeborg: Byrådet har godkendt købet af 26 plejeboliger på Remstruplund. Indtil nu har boligerne tilhørt Arbejdernes Byggeforening. Nogle af pladserne skal benyttes som midlertidige pladser. Boligerne overtages for restgælden. Købet får ingen indflydelse på kommunens likviditet, men den langfristede gæld bliver øget. Silkeborg Kommune besluttede tilbage i 2015 at begynde at overtage plejeboliger bygget af almene boligselskaber.
Byrådsmødet 28. oktober, punkt 9
Mindstepris på grund i Thorning
Thorning: Byrådet har godkendt mindsteprisen på en parcelhusgrund på Munkemarken 3 i Thorning, som en borger gerne vil bygge et parcelhus på. Grunden er 1.568 m² står og kommer til at koste 175 kr. pr. m² ekskl. moms, svarende til 274.050 kr. ekskl. moms. Byrådsmødet 28. oktober, punkt 10
Golfklub delvist fritaget for grundskyld
Silkeborg: Byrådet har godkendt, at Silkeborg Golfklub fremover bliver delvist fritaget for at betale grundskyld. Silkeborg Golfklub er i gang med en rekonstruktion, hvor der indgår et forslag om at overdrage aktieselskabet bag klubbens aktiver og passiver til foreningen bag klubben. Aktieselskaber kan modsat foreninger ikke fritages for grundskyld, så grundskyldsbeløbet for aktieselskabet fastholdes, og at grundskyldsværdien skal følge den almindelige udvikling i grundværdier.
Byrådsmødet 28. oktober, punkt 11
Styrket samarbejde mellem kommunen og frivillige
Silkeborg Kommune: Byrådet har godkendt anbefalinger fra Civilsamfundsudvalget om, hvordan samarbejdet mellem kommunen og de frivillige organisationer kan styrkes. Civilsamfundsudvalget har eksisteret i 2 år som et midlertidigt udvalg med medlemmer fra byrådet og organisationer. Udvalget nedlægges når byrådsperioden snart er omme. De 9 anbefalinger kan ses i dagsordenen.
Byrådsmødet 28. oktober, punkt 12
Byrådets forretningsorden skal opdateres
Silkeborg Kommune: Byrådet har godkendt en række ændringer i forretningsordenen for byrådets arbejde. Det skyldes at staten har udsendt en opdateret normalforretningsorden som kommunerne kan tage udgangspunkt i. Den afløser en udgave fra 1969.
Byrådsmødet 28. oktober, punkt 13
Lavere gebyr på byggesager
Silkeborg Kommune: Byrådet har på anmodning af borgmesteren behandlet og godkendt, at gebyrerne på behandling af byggesager reguleres. Timeprisen sættes ned fra 1.043 kroner til 700 kroner og det faste gebyr på sekundære bygninger bliver 1.220 kroner. Ændringen kommer til at koste 2,9 mio. kroner. Pengene tages i kassen i 2026, mens den fortsatte finansiering skal besluttes af det kommende byråd.
Byrådsmødet 28. oktober, punkt 14
Bekymringer om Støjdragen
Silkeborg: Byrådet har på anmodning af Enhedslisten behandlet et forslag om at undersøge forholdene omkring Støjdragen, Katla, ved Silkeborgmotorvejen. Sagen blev sendt tilbage til Klima- og Miljøudvalget, der i forvejen har Støjdragen med som punkt på det næste udvalgsmøde.
Byrådsmødet 28. oktober, punkt 15
Overskrifter på de lukkede punkter
Silkeborg Kommune: Byrådet har behandlet 3 punkter på den lukkede del af mødet. Punkterne har følgende overskrifter: 16. Godkendelse af salgsvilkår for dele af matr. 150au Silkeborg Markjorder. 17. Orientering om salg. 18. Til orientering.
Byrådsmødet 28. oktober, punkt 16-18