---
title: "Byrådet har besluttet"
description: "Få et kort overblik over Byrådets beslutninger på det seneste møde."
date: "2026-05-28"
created: "2026-05-28"
---

[Hjem](https://silkeborg.dk/)

                    [Nyheder](https://silkeborg.dk/nyheder)

                [Byrådet har besluttet](https://silkeborg.dk/nyheder/byraadet-har-besluttet-9)



# Byrådet har besluttet

Få et kort overblik over Byrådets beslutninger på mødet 26. maj 2026

**Dialogmøde med borgerne**

Silkeborg: Byrådet har holdt dialogmøde med borgerne. En borger ønskede ordet. Indlægget handlede om vedvarende energi. Borgeren ville gerne vide mere om, hvad Silkeborg Kommune gør for den grønne omstilling. Specielt solceller på bygninger.
 Byrådsmøde, tirsdag 26. maj, punkt 1

**Dagsorden godkendt**

Silkeborg Kommune: Byrådet har godkendt mødets dagsorden. Der er 28 punkter på dagsordenen – heraf 4 lukkede.
 Byrådsmøde, tirsdag 26. maj, punkt 2

**225 boliger ved Astrid Lindgrensvej**

Silkeborg: Byrådet har vedtaget en lokalplan, der gør det muligt at bygge op til 225 huse nord og syd for Astrid Lindgrensvej.  Det skal være et varieret beboelsesområde med grønne fællesområder og stiforbindelser og tage hensyn til beskyttet natur. Der skal være både parcelhuse og rækkehuse. Astrid Lindgrensvej forlænges i samme forbindelse. Lokalplanen har været i 8 ugers høring, og der kom 41 høringssvar. De handlede primært om bekymringer til kapaciteten for Balle Skole og institutioner i området, samt bekymring for øget trafik i området som følge af projektet. Trafikanalyser viser, at der rundkørslen ved Viborgvej allerede i dag har vanskeligt ved at afvikle den eksisterende trafikmængde. Byrådet forpligtede sig til at have en løsning på plads.
 Byrådsmøde, tirsdag 26. maj, punkt 3

**Forslag om flere boliger på Dalgasgade**

Silkeborg: Byrådet har sendt et forslag til en lokalplan for Dalgasgade 24c.  Forslaget gør det muligt at bygge 30 etageboliger i 5 etager og må være op til 19 meter højt. Byggeriet placeres tilbagetrukket på grunden. Der kommer altaner og terrasser i boligerne samt fælles opholdsarealer. Der ændres ikke på indkørslen. Materialerne skal passe til de omkringliggende boliger, så der er krav om saddeltag i røde tegl og facader i røde mursten. Der bliver en p-plads pr. lejlighed, hvilket svarer til p-normen for området, der ligger indenfor Silkeborg Kommunes parkeringsfond dækningsområde.
 Byrådsmøde, tirsdag 26. maj, punkt 4

**Forslag om ferieområde uden golfbane**

Gjern: Byrådet har sendt et forslag til en lokalplan for et område til ferie- og fritidsformål ved Lille Amerika i 4 ugers høring. Forslaget aflyser en del af den nuværende lokalplan og tager et område ud, der oprindeligt var udset til at blive en golfbane, hvilket aldrig er blevet realiseret. Området bliver ført tilbage til landzone.
 Byrådsmøde, tirsdag 26. maj, punkt 5

**Bypark ved Søfronten kommer nærmere**

Silkeborg: Byrådet har besluttet at der skal arbejdes videre med dele af begge scenarier, der er for udviklingen af en bypark ved Søfronten. Det betyder at der både kommer en slynget bro ud i Langsø og bakkelignende landskab ud mod Chr. 8’s Vej for at skærme mod støj. Der bliver ikke plads til cykler i området. I stedet kommer der cykelparkering i begge ender.  Hvilke aktiviteter, der ellers skal være, bliver ikke endeligt afgjort endnu, men først når parken er taget i brug. Området er ca. 10.000 m2 – svarende til 3-4 gange Søndertorv – og strækker sig fra Viborgbroen til krydset Søvej/Christian 8.s Vej. Længden af byparken svarer til længden af Søndergade.
 Byrådsmøde, tirsdag 26. maj, punkt 6

**Korttidsudlejning i længere tid end 70 dage?**

Silkeborg Kommune: Byrådet har sendt et forslag om at udvide antallet af dage, man må leje siden bolig ud fx gennem Airbnb i offentlig høring. I øjeblikket er det muligt at udleje sin bolig max 70 dage om året, men der er en mulighed for at tillade op til 100 dage.
 Byrådsmøde, tirsdag 26. maj, punkt 7

**5 mio. kroner til vedligehold af veje**

Silkeborg Kommune: Byrådet har bevilget 5 mio. kroner til vedligehold af veje. Strækninger med mest trafik prioriteres højest. Det vil betyde, at mindre veje og cykelstier forsat vil kunne fremstå ujævne og med flere huller.
 Byrådsmøde, tirsdag 26. maj, punkt 8

**2 mio. kroner til fortove**

Silkeborg Kommune: Byrådet har bevilget 2 mio. kroner til renovering af fortove og nye fortove. Prioriteringen vil blive baseret på en vurdering af fortovenes nuværende tilstand, trafikmængden, og hvorvidt strækningen udgør en sikkerhedsrisiko for fodgængere. Der vil også blive taget hensyn til områder med høj fodgængertrafik, såsom nær skoler, ældrecentre, indkøb og offentlige transportknudepunkter.
 Byrådsmøde, tirsdag 26. maj, punkt 9

**Revision af regulativet for almene vandværker**

Silkeborg Kommune: Byrådet har godkendt en revision af det fælles regulativ for almene vandværker. Regulativet indeholder nærmere regler om retten til forsyning fra forsyningsledningerne, herunder om forbruget skal måles ved vandmålere, og om grundejernes forpligtigelser.
 Byrådsmøde, tirsdag 26. maj, punkt 10

**3% fra at være CO2-neutral**

Silkeborg Kommune: Byrådet er blevet orienteret om klimaregnskabet for 2025. Målet var, at kommunen som virksomhed skulle være CO2-neutral ved udgangen af 2025. Det er næsten lykkedes, idet det endelige regnskab viser en reduktion på ca. 97%. Byrådet skal i gang med at udarbejde en målsætning for perioden frem til og med 2030.
 Byrådsmøde, tirsdag 26. maj, punkt 11

**Rapport om klimatiltag 2022-2025**

Silkeborg Kommune: Byrådet har fået en opsamling på de klimatiltag, som Byråd 2022-2025 foretog. Rapporten danner baggrund for det arbejde som det nuværende Byråd skal i gang med.
 Byrådsmøde, tirsdag 26. maj, punkt 12

**Penge til lokale specialklasser**

Silkeborg Kommune: Byrådet har frigivet 1,5 mio. kroner fra en pulje til mindre anlægsprojekter i forbindelse med, at der oprettes lokale specialklasser. Målet med de lokale specialklasser er, at flere elever kan gå på deres lokale skole. Pr. 1. april 2026 har 19 skoler oprettet lokale specialklasser.
 Byrådsmøde, tirsdag 26. maj, punkt 13

**750.000 kroner til skaterpark**

Them: Byrådet har givet et tilskud på 750.000 kroner til Foreningen Them Skater- og løbehjulspark. Pengene skal bruges på et udendørs centralt placeret og uformelt mødepunkt i Them, hvor især børn og unge (men også voksne) kan mødes og være aktive og dyrke det sociale fællesskab. En skater- og løbehjulspark skal også være et sted, man kan komme for at hænge ud og se på og måske samle mod til på et tidspunkt at tage et løbehjul eller skaterbræt og prøve parken.
 Byrådsmøde, tirsdag 26. maj, punkt 14

**693.750 kroner til nyt tennisanlæg**

Sejs-Svejbæk; Byrådet har givet et tilskud på 693.750 kroner til Sejs-Svejbæk IF Tennis. Pengene skal bruges på nye tennisbaner i stedet for de nuværende grusbaner. Med nye oplyste helårsbaner sikres et anlæg, der kan anvendes året rundt, og som kan håndtere regn, frost og varierende vejrforhold.
 Byrådsmøde, tirsdag 26. maj, punkt 15

**550.000 kroner til nyt mødested i Buskelund**

Silkeborg: Byrådet har givet et tilskud på 550.000 kroner til ØBG Fodbold. Pengene skal bruges på et mødested ved fodboldanlægget. Projektet omfatter etablering af et mindre gårdmiljø med opholdspladser, tribune, cykel-fixestation samt upcyclede containere til depot, grejbank og ophold. Faciliteterne vil være frit tilgængelige.
 Byrådsmøde, tirsdag 26. maj, punkt 16

**500.000 kroner til outdoorhus**

Ans: Byrådet har givet et tilskud på 500.000 kroner til Ans IF Søbredsudvalget. Pengene skal bruges et outdoorhus som skal erstatte den nuværende toiletbygning på adressen. Huset skal. indeholde omklædningsrum, toiletter inkl. handicaptoilet, overdækket område med udekøkken, grill samt borde og bænke.
 Byrådsmøde, tirsdag 26. maj, punkt 17

**Tjek af Budget 2026**

Silkeborg Kommune: Byrådet er blevet orienteret om opfølgning af budgettet pr. 31 marts. Samlet set er der et mindreforbrug på service og anlæg i forhold til det korrigerede budget. Byrådet har desuden godkendt en række tillægsbevillinger. Se detaljer i dagsordenen.
 Byrådsmøde, tirsdag 26. maj, punkt 18 OG 19

**Penge til hal 2 ved Sølystskolen**

Silkeborg: Byrådet har bevilget i alt 40,043 mio. kroner til endnu en hal ved Sølystskolen.  Projektet omfatter en ny hal, der bygges sammen med Sølystskolens eksisterende hal. Hallen får desuden en springgrav, som Silkeborg Gymnastikforening bidraget til økonomisk. Projektet omfatter desuden en udvidelse og opdatering af parkeringsarealet, hvor der i dag mangler plads. Kiss & Ride-området ved skolens hovedindgang gøres mere trafiksikkert og der kommer et sammenhængende sti- og ankomstareal til halindgangen.
 Byrådsmøde, tirsdag 26. maj, punkt 20

**Garanti til 3 afdelinger i boligforening**

Silkeborg: Byrådet har stillet garanti for 3 lån, som Arbejdernes Byggeforening har planer om at tage for at kunne renovere bygningerne. Der er tale om boliger ved Bomholts Plads og Bomholts Gård i afdelingerne 32, 35 og 36. I alt garanteres der for lån på 6.318.000 kroner.
 Byrådsmøde, tirsdag 26. maj, punkt 21-23

**Overskrifter på lukkede punkter**

Silkeborg Kommune: Byrådet har behandlet 4 punkter på den lukkede del af mødet. 24: Godkendelse af køb, anlægs- og tillægsbevilling til areal i Silkeborg. 25: Godkendelse af ekspropriation til vejforlægning ved Eriksborg. 26: Godkendelse af areal og rettighedserhvervelse til Høje Kejlstrupvejs forlængelse til Sortenborgvej. 27: Til orientering.
 Byrådsmøde, tirsdag 26. maj, punkt 24
