Skip til hoved indholdet Kontakt
    Hjem Nyheder Demensugen er skudt i gang: Hvordan kan DU gøre en forskel?

Demensugen er skudt i gang: Hvordan kan DU gøre en forskel?

5. maj skyder vi årets nationale Demensuge i gang. I år har ugen fokus på, hvordan man som borger, fagperson, kommune, organisation eller virksomhed kan gøre en forskel for mennesker, der lever med demens.

82% af danskerne vil gerne være med til at sikre, at mennesker med demens føler sig inviteret og inkluderet i fællesskaber. Men kun 26% ved, hvad de kan gøre for at inkludere demensramte medborgere i de fællesskaber, de selv er en del af.

Det viser en undersøgelse foretaget af Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark i 2024. Den uoverensstemmelse skal der laves om på.

Derfor er der over hele landet planlagt arrangementer og events, der skal mindske kløften mellem folks lyst til at give en håndsrækning og deres usikkerhed på, hvordan de skal gøre det.

- I Silkeborg Kommune bakker vi op om den opgave. For det er vigtigt, at vi som medmenneske ved, hvordan vi møder et menneske med en demenssygdom. Ofte skal der så lidt til; lidt ekstra tålmodighed, et tilbud om hjælp, eller at du taler ekstra tydeligt, forklarer Pia Østergaard, som er udviklingskonsulent på demensområdet i Silkeborg Kommune.

I Silkeborg Kommune er der en række spændende arrangementer i løbet af ugen, som er åbne for alle interesserede - fx:

  • Foredrag og fællessang med Claus Christensen (Kendt fra DR1’s Fællessang med Demenskoret)
    Hvornår: Mandag 5. maj kl. 19.00 - 21.00
    Hvor: Kedelhuset i Silkeborg
  • Demensvenlig fællessang
    Hvornår: Tirsdag 6. maj kl. 19.00 - 20.00
    Hvor: Mariehøj Kirke, Vestre Allé 9, Silkeborg

  • Foredrag: Jesper Buhl fortæller om kærlighed og Alzheimers
    Hvornår: Onsdag 7. maj kl. 15.00 - 17.00
    Hvor: Arena Midt, Hasselvej 15, 8620 Kjellerup

  • ErindringsBio: ’Silkeborg - en by i Danmark’ af Carsten Frank
    Hvornår: Torsdag 8. maj kl. 10.00 - 12.00
    Hvor: Silkeborg Biograf

  • Event på torvet: Test din hjerne og prøv teknologiske hjælpemidler
    Hvornår: 9. maj kl. 10.00 – 17.00
    Hvor: Torvet, Silkeborg

Se det fulde program for ugen her.

- Med de mange forskellige arrangementer ønsker vi at få en dialog i gang, så vi kan skabe en større forståelse for og af demenssygdommen. Når vi gør det, så bliver det nemmere for os alle at handle, når vi møder et menneske med demens, som har brug for en håndsrækning. Demens skal ikke være et tabu – vi skal møde sygdommen med nysgerrighed og forståelse, siger Pia Østergaard.

Fakta om Demensugen

  • Demensugen, som Demensvenligt Danmark står bag, løber af stablen hvert år i uge 19, hvor en national kampagne og en række lokale indsatser søger at skabe større forståelse for, hvordan vi kan skabe et mere demensvenligt samfund.

  • Fagpersoner, kommuner, organisationer, virksomhedspartnere og ikke mindst frivillige gennemfører en bred vifte af arrangementer, events og oplysningsindsatser for, at vi alle bliver bedre til at invitere og inkludere mennesker med demens i vores fællesskaber og give mennesker med demens den håndsrækning, de kan få brug for i hverdagen.

  • Alle kan deltage i og bidrage til demensugen. I 2024 var 92 % af kommunerne repræsenteret og over 270 samarbejdspartnere gik sammen for at skabe et mere demensvenligt Danmark.

  • Demensugen har hvert år haft et særskilt fokus på en branche, hvor mere viden om demensvenlighed blandt personale og medlemmer kan gøre en stor forskel for mennesker med demens. I 2022 var temaet for demensugen detail, i 2023 transport, i 2024 kultur og fritid. I 2025 er temaet for demensugen, ’Hverdagen med demens er ikke altid nem, men du kan gøre en forskel’.
Se Silkeborg Kommunes tilbud til borgere med demens og til deres pårørende

Silkeborg Kommune
Søvej 1
8600 Silkeborg

CVR: 29189641

Genveje