Dobbelt anerkendelse: Frirums-FDF vinder Tilgængelighedsprisen
Frirums-FDF vinder Tilgængelighedsprisen 2025 for deres indsats målrettet børn inden for autismespektret, og børn med tilsvarende udfordringer, som ikke trives i det almindelige foreningsliv.
Tidligere på måneden modtog Frirums-FDF Sundhedsprisen. Nu står de igen på podiet for at modtage årets Tilgængelighedspris, som blev overrakt torsdag 18. december ved en lille ceremoni på Silkeborg Rådhus, hvor børn og forældre fra Frirums-FDF også var inviteret med.
Frirums-FDF henvender sig til børn i alderen 8 til 14 år, som enten ligger inden for autismespekteret – eller har lignende udfordringer – og ikke trives i det almindelige foreningsliv.
Tilbuddet drives af forældreparret Inger og Peder Eriksen samt af Jonathan Vig, der har erfaring som FDF-leder og desuden er under uddannelse i diakoni og socialpædagogik.
- Det er jo for vildt at vinde Tilgængelighedsprisen, når vi også modtog Sundhedsprisen tidligere på måneden! Men det vidner måske om, at der virkelig er brug for et tilbud som vores. Hos Frirums-FDF skal børnene ikke præstere noget - det handler om at indgå i et fællesskab og høre til et sted, fortæller Inger Eriksen.
Der er plads til 10 børn til Frirums-FDF, hvor alle børn tager en voksen ledsager med, når de mødes hver 3. lørdag i bålhytten ved FDF Silkeborg 1’s kredshus på Almindsøvænget.
- Jeg tror, at vi vil se et endnu større behov for rummelige fritidstilbud i fremtiden, så jeg håber også, at vi med prisen her kan lyse lidt på det. Hos Frirums-FDF har vi ikke slået noget stort op - vi har egentlig bare justeret lidt på rammerne og tager afsæt i, hvad børnene kan, forklarer Inger Eriksen og fortsætter:
- Det er en hjertesag for os at tænke tilgængelighed ind i fritidstilbud - men der er også behov for, at man tænker tilgængelighed ind i arbejdsmarkedet. Så vi håber selvfølgelig, at vi kan være med til at inspirere på den front også.
Mads Frandsen, formand for Socialudvalget, som overrakte prisen på vegne af Handicaprådet, sender en stor anerkendelse afsted til Frirums-FDF:
- Som det meget rigtigt er beskrevet i en af indstillingerne, så viser Frirums-FDF, at tilgængelighed ikke kun handler om fysiske forhold. Det handler om at skabe psykisk og social tilgængelighed. Og det handler om at stille spørgsmålet: Hvordan kan vi tilpasse fællesskabet, så alle kan være med? Og lige præcis det, er Frirums-FDF lykkedes fantastisk godt med; for med enkle midler har de skabt et unikt fællesskab for de børn, som har brug for lidt mere ro, struktur og tålmodighed.
Kort om Tilgængelighedsprisen
- Tilgængelighedsprisen uddeles for første gang i år, og Handicaprådet står bag prisen.
- Tilgængelighedsprisen uddeles til en aktør, der har gjort en særlig indsats for at sikre tilgængelighed i Silkeborg Kommune.
- Der lægges vægt på, at aktøren gør en særlig indsats for at styrke ét eller flere af følgende punkter: Fysisk tilgængelighed, psykisk tilgængelighed, digital og kommunikativ tilgængelighed, rummelighed og muligheder for at inkludere udsatte grupper.