Skip til hoved indholdet
    Hjem Nyheder DROJ JORD: Nyt projekt vil skabe stærke kulturoplevelser for børn og unge i naturen

DROJ JORD: Nyt projekt vil skabe stærke kulturoplevelser for børn og unge i naturen

Silkeborg Kommune har modtaget 1 million kroner af Statens Kunstfond og Statens Kunstfonds Huskunstnerordning til kulturprojektet DROJ JORD, som vil kombinere kunst- og naturoplevelser for børn og unge i Danmarks Outdoor Hovedstad.

Pige i naturen

Fotografi af Marika Seidler

Efter sommerferien slår Silkeborg Kommune sammen med KunstCentret Silkeborg Bad og kunstnergruppen Seidlers Sensorium dørene op for det nyudviklede kunst- og naturprojekt ”DROJ JORD”.

Otte kunstnere fra Seidlers Sensorium bliver tilknyttet KunstCentret Silkeborg Bad som artists in residence i hele 2023, for at udvikle og realisere kulturoplevelser.

Projektet er en del af udstillingen Amazing Nature på KunstCentret Silkeborg Bad og kommer bl.a. til at bestå af vandreforestillinger i skoven, naturforløb med Naturfagscenteret, temadage og blivende audiowalks. Projektet er målrettet skoleklasser, børn og unge med særlige udfordringer – og naturinteresserede i det hele taget.

- Vi ved, at naturen har en positiv betydning for vores fysiske og mentale sundhed og sociale relationer. Det samme gør sig gældende for kulturoplevelser. Vi har i forvejen mange gode erfaringer med at bruge både natur og kultur i arbejdet med sårbare målgrupper – og her kan vi kombinere begge verdener. Vi glæder os meget til at se, hvordan Seidlers Sensorium får aktiveret området omkring KunstCentret Silkeborg Bad, som i sig selv er et godt eksempel på en stærk kombination af natur og kultur, siger formand for Kultur-, fritids-, outdoor- og idrætsudvalget, Luis da Silva Martins.

Udviklet specielt til Silkeborg

- Projektet giver os otte kunstnere en unik mulighed for fordybelse i den helt særlige natur rundt om KunstCentret Silkeborg Bad. Vi er godt i gang med forskellige forsøg i skoven for at skabe en performance om jorden lige under vores fødder, hvor publikum vil opleve en sanselig indgang til at møde skoven på ny gennem kunsten. Vi er samtidig meget glade for at være en del af udstillingen og eventrækken ”Amazing Nature”, der som os fokuserer på vores forhold til naturen, fortæller Marika Seidler, kunstnerisk leder af Seidlers Sensorium.

Udover at være en del af den omfattende udstilling ”Amazing Nature” på KunstCentret Silkeborg Bad, kommer projektet til at indgå i det offentlige rum i Silkeborg Midtby, bl.a. som en del af Silkeborg Gadeteaterfestival.

Erfaringerne fra projektet skal indgå i kommunens videre arbejde med initiativer, som skaber nysgerrighed, involvering og samtænker kommunens indsatser med kunst- og outdoorinitiativer for børn og unge.

DROJ JORD kan opleves på KunstCentret Silkeborg Bad i 2023 og 2024.

 

Silkeborg Kommune
Søvej 1
8600 Silkeborg

CVR: 29189641

Genveje