Er der fuld fart på dit lokalområde?
Silkeborg Kommune er fuld af aktive byer og bydele. Det hylder vi for 8. gang ved at uddele en pris til Årets Lokalområde. Det er nu tid til at indstille kandidater.
Med prisen Årets Lokalområde sætter vi fokus på de mange lokalområder, som er med til at gøre kommunen til et godt sted at bo, leve og opleve.
Prisen går til et område, der det foregående år har gjort en særlig indsats for at styrke livet i området. Det skal være aktiviteter, projekter eller indsatser, som har gjort en betydningsfuld forskel for beboerne og området som helhed.
Indstilleren kan være enten en forening, virksomhed eller person. Der er deadline 12. juni. Indsatsen skal have:
- Styrket sammenholdet
- Været nytænkende
- Set muligheder fremfor begrænsninger
- Bidraget til vækst
- Båret præg af dynamik, fællesskab og været unik
Dommerkomiteen består af borgmester Helle Gade, formand for Sundheds- og Nærhedsudvalget Steen Vindum og 1. viceborgmester Johan Brødsgaard.
Vinderen får tildelt 40.000 kroner, der skal gå til det projekt, der står øverst på områdets ønskeliste. Projektet skal være til almen offentlig gavn for lokalområdet.
8 kandidater – Thorning vandt
I 2023 var der 8 lokalområder indstillet til titlen som årets lokalområde. Thorning løb med prisen, fordi området udmærker sig ved at være et stærkt lokalsamfund opbygget af et aktivt sammenhold samt en stor frivillig indsats fra byens mange ildsjæle og igangsættere.
Det kom blandt andet til udtryk ved arrangementerne i Thorning 2.2 I live, der var med til at sparke fællesskabet i gang ovenpå corona-tiden. Stort set alle borgere og foreningerne deltog i aktiviteterne.