---
title: "Fritidsmissionen: Flere børn og unge i Gødvad skal gå til noget i fritiden"
description: "Missionen er klar: Alle børn og unge i Gødvad skal gå til mindst én fritidsaktivitet. Det er formålet med Fritidsmissionen, der samler alle kræfter i Gødvad - og flere andre lokalsamfund rundt i hele Danmark."
date: "2026-03-10"
created: "2026-03-10"
---

[Hjem](https://silkeborg.dk/)

                    [Nyheder](https://silkeborg.dk/nyheder)

                [Fritidsmissionen: Flere børn og unge i Gødvad skal gå til noget i fritiden](https://silkeborg.dk/nyheder/fritidsmissionen-flere-boern-og-unge-i-goedvad-skal-gaa-til-noget-i-fritiden)



# Fritidsmissionen: Flere børn og unge i Gødvad skal gå til noget i fritiden

Missionen er klar: Alle børn og unge i Gødvad skal gå til mindst én fritidsaktivitet. Det er formålet med Fritidsmissionen, der samler alle kræfter i Gødvad - og flere andre lokalsamfund rundt i hele Danmark.

Gode fritidsaktiviteter betyder meget for børns velbefindende, men det danner dem også til det liv, de skal leve i fremtiden. Når man er en del af en fritidsaktivitet, skaber man nye relationer og måske venskaber for livet. Vi håber, at børnene bliver mere robuste, får større tro på dem selv og får interesse i at bevæge sig. Det er børnene, vi skal bygge vores fremtid på.

                Helle Gade, borgmester i Silkeborg Kommune

Et aktivt fritidsliv er godt for trivsel, sundhed og for følelsen af at være en del af et fællesskab. Derfor ser Silkeborg Kommune frem til et endnu tættere samarbejde mellem DGI, Gødvadskolen, Dybkærskolen, foreningslivet og andre lokale aktører, der tilsammen skal skabe endnu bedre mulighed for, at børn og unge i Gødvad får mulighed for at være en del af et meningsfuldt fritidsfællesskab.

**Skal finde løsningerne lokalt**

I Fritidsmissionen er det lige meget, om du går til basketball, keramik, kor eller rollespil. Det vigtige er, at alle børn og unge er en del af et fællesskab, fortæller formanden for DGI Midtjylland, Lars Engeborg.

"Fritidsmissionen markerer et vigtigt skridt for os i DGI Midtjylland. Vi tager aktivt del i lokalsamfundet, fordi vi ved, at vi kan skabe den største forskel, når vi samler kræfterne på tværs – skoler, foreninger, frivillige, forældre og lokale aktører. Vi kommer ikke med færdige løsninger, for de skal findes her i Gødvad, af dem der kender børnene og hverdagen bedst. Vi er stolte af at stå sammen med så mange engagerede lokale partnere om den fælles mission at give alle børn og unge muligheden for at være en del af et meningsfuldt fritidsfællesskab.”

**Lokale kræfter er afgørende**

Fritidsmissionen sættes i gang i otte lokalsamfund rundt i landet. I Gødvad går arbejdet i gang med at samle de lokale aktører for at begynde at kigge på, hvordan der lokalt kan laves løsninger, som får alle børn med.

Og netop samarbejdet mellem de lokale aktører er afgørende for at få alle børn med. Både Dybkærskolen og Gødvadskolen er med i projektet, og skoleleder på Dybkærskolen Mette Krogslund håber, at det kan bidrage til, at de, der står uden for, finder ind i et fritidsfællesskab.

”Mange af vores elever er allerede en del af et fritidsfællesskab, men vi vil rigtig gerne have de sidste procenter med. Det kunne være fedt at sige, at alle børn på Dybkærskolen går til noget i deres fritid og måske, at vi har opfundet noget, som vi slet ikke vidste, at børnene havde lyst til at gå til,” siger hun.

Netop de nye og alternative aktiviteter er skoleleder på Gødvadskolen Kristian Stride også meget optaget af.

”Vi er nysgerrige på, om der er nye fællesskaber, vi kan skabe og indgå i, som ikke handler om håndbold og fodbold, men måske noget med naturen. Missionen er at få børn i fritidsfællesskaber og ikke, at de skal gå til noget, som vi synes. Vi skal i fællesskab finde noget, som alle kan gå til. På den måde synes jeg, at Fritidsmissionen er et supergodt initiativ. Jeg tror på, at projektet kan bidrage til, at alle børn oplever det at stå i en privilegeret position,” siger han.

**Vi skal ud i verden**

Aktiviteterne kommer til at tage udgangspunkt i lokale behov, ønsker og ressourcer. Opskriften er ikke lavet på forhånd, men skal findes sammen med de lokale aktører og borgerne i Gødvad.

Udover skolerne er også lokale foreninger som Gødvad Gymnastik & Idrætsforening. Det samme er Boligsocial Helhedsplan Silkeborg, der bl.a. arbejder for at understøtte nogle af de mest sårbare borgere i Gødvad.

Her glæder leder Mia Butler sig især over, at de lokale borgere og aktører bliver medskabere af aktiviteterne, i stedet for at projektet kommer med den færdige løsning.

”Vi skal passe på, at vi ikke har fået de gode idéer bag et skrivebord, men at vi kommer ud i verden og skaber idéerne sammen med dem, der er der, hvor forandringen skal ske. Der skal være det lokale ejerskab. Der er mange ressourcer ude i lokalsamfundene, så jeg synes, det er den helt rigtige tilgang at finde gode løsninger ud fra det perspektiv,” siger hun.

**Trivsel i fritiden**

Fritidsmissionen lanceres nationalt på årsdagen for Trivselskommissionens udgivelse af anbefalinger, og det er der en god grund til.

Målet om at få alle børn med til aktiviteter efter skoletid bliver bakket op af kommissionens anbefalinger, som understøtter børn og unges trivsel. Blandt anbefalingerne er netop, at flere børn og unge bør have en fritidsaktivitet sammen med andre, og at flere børn og unge får erfaring med at være frivillig.

**Fakta om Fritidsmissionen**

- Fritidsmissionen sættes løbende i gang i otte lokalsamfund i hele landet.
- Alle otte medvirkende lokalsamfund er: Aabybro i Jammerbugt Kommune, Gødvad i Silkeborg Kommune, Kolt Hasselager i Aarhus Kommune, Bispebjerg i Københavns Kommune, Brønderslev i Brønderslev Kommune, Ellekonebakken-Klostervænget i Viborg Kommune, Sophieskolens opland i Guldborgsund Kommune og Islev i Rødovre Kommune
- Fritidsmissionen tager udgangspunkt i et geografisk område omkring skolerne, der er med i de otte lokale projekter.

                            [Læs mere om Fritidsmissionen](https://www.dgi.dk/artikel/ny-national-mission-alle-boern-skal-have-et-fritidsfaellesskab)
