Hvem skal have Sundhedsprisen 2023? Indstil din kandidat nu
Igen i år kan initiativrige ildsjæle nomineres til Sundhedsprisen 2023. Kender du en forening, et værested, en virksomhed, en institution eller andre, der skaber mere sundhed, fællesskab og trivsel i hverdagen for andre i Silkeborg Kommune, så er det nu, at kandidaterne kan indstilles.
Foto: Sidste år modtog foreningen Stop Madspild Silkeborg Sundhedsprisen.
Så er det nu, du kan indstille den eller dem, som du mener, skal have Sundhedsprisen 2023.
Du kan nominere præcis det initiativ eller den person, som, du mener, gør en særlig indsats for at styrke sundheden og gør en positiv forskel for borgerne i Silkeborg Kommune.
Vi vil gerne anerkende og sætte spot på de gode initiativer, der skaber sundhed og trivsel i hverdagen. Det kan både være aktiviteter, der fremmer fællesskaber, aktiviteter der involverer mange mennesker f.eks. på en arbejdsplads, eller det kan være et initiativ for få, som ikke desto mindre gør en stor forskel i deres liv. Derfor vil vi gerne høre om alle de gode tiltag, der spirer rundt om i kommunen.
En mangfoldig gruppe vindere
Sidste år modtog foreningen Stop Madspild Silkeborg Sundhedsprisen. Stop Madspild Silkeborg modtog prisen for det store frivillige arbejde med at indsamle overskudsfødevarer og fordele dem til økonomisk trængte borgere i kommunen.
Tidligere har bl.a. Centerrådet på Rosengårdscentret, pårørende-demensgrupper i Selvhjælp Silkeborg, Mænds Mødesteder, Hjerteforeningen, Bydelsmødre, BROEN, Silkeborg Roklubs Handicapafdeling, Trivselsgrupperne i Selvhjælp Silkeborg, Danfoss, Nordre Skole og IF Silkesind modtaget Sundhedsprisen.
Med prisen følger 10.000 kr., som vinderen kan bruge i det videre arbejde.
Sidste frist for at indstille kandidater er onsdag 1. november 2023. Det er Sundheds- og Nærhedsudvalget, som udvælger prismodtageren blandt de indstillede kandidater.
Prisen overrækkes til en BSH-håndbold hjemmekamp i december.
Sådan nominerer du en kandidat
Du kan indstille både en enkeltperson, en forening eller en organisation til prisen.
For at indstille den eller dem, som du mener, har fortjent Sundhedsprisen 2023, skal du sende en mail til mas@silkeborg.dk, hvor du kort fortæller:
- Hvem du vil nominere
- Hvorfor du vil nominere kandidaten
- Hvem der indstiller kandidaten