---
title: "Indstil kandidater til Sundheds- og Tilgængelighedsprisen 2026"
description: "Kender du en initiativrig ildsjæl, du ønsker at indstille?"
date: "2026-10-01"
created: "2026-10-01"
---

[Hjem](https://silkeborg.dk/)

                    [Nyheder](https://silkeborg.dk/nyheder)

                [Indstil kandidater til Sundheds- og Tilgængelighedsprisen 2026](https://silkeborg.dk/nyheder/indstil-kandidater-til-sundheds-og-tilgaengelighedsprisen-2026)



# Indstil kandidater til Sundheds- og Tilgængelighedsprisen 2026

Nu har du muligheden for at indstille initiativrige ildsjæle til ’Sundhedsprisen’ og ’Tilgængelighedsprisen’ 2026.

![](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/d64eafae-cdf7-4800-8b26-ce913bd3e3c5?width=800)

Igen i år har du muligheden for at anerkende en aktør, der gør en særlig forskel for borgere i Silkeborg Kommune gennem de to priser ’Sundhedsprisen’ og ’Tilgængelighedsprisen’.

Så kender du en forening, et værested, en virksomhed, en institution eller en enkeltperson, der bidrager til mere sundhed, fællesskab, tilgængelighed eller trivsel i Silkeborg Kommune?

Du kan indstille ildsjæle frem til mandag 26. oktober kl. 12.00, hvorefter de to prismodtagere bliver fundet og hyldet i perioden december – februar.

## Om Sundhedsprisen

Prisen bliver givet til en aktør, der har gjort en særlig indsats for silkeborgensernes sundhed, fællesskab og trivsel i hverdagen. Indsatsen kan både være et stort fællesskab, der har betydning for mange, men det kan også et mindre initiativ, der har haft stor betydning for få.

Du kan indstille både en forening, et værested, en virksomhed, en institution eller en enkeltperson.

Ældre- og Sundhedsudvalget udvælger en prismodtager, som får overrakt 10.000 til det videre arbejde i Silkeborg. Prisen bliver overrakt i december til en BSH-håndbold hjemmekamp.

### Sådan indstiller du en kandidat til Sundhedsprisen

Send en mail til mas@silkeborg.dk, hvor du kort fortæller:

- Hvem du vil indstille
- Hvorfor du vil indstille kandidaten
- Hvem der indstiller kandidaten

## Om Tilgængelighedsprisen

Tilgængelighedsprisen uddeles til en aktør, der har gjort en særlig indsats for at sikre tilgængelighed i Silkeborg Kommune. Vi lægger vægt på, at aktøren gør en særlig indsats for at styrke ét eller flere af følgende punkter:

- Fysisk tilgængelighed
- Psykisk tilgængelighed
- Digital og kommunikativ tilgængelighed
- Rummelighed og muligheder for at inkludere udsatte grupper

Det kan fx være i forhold til fysiske forhold, kultur- eller friluftsliv, sportsaktiviteter eller tiltag for at lette kommunikationen for grupper med funktionsnedsættelse.

Du kan indstille både en privat person, en forening, en virksomhed eller andre ildsjæle, der har taget initiativ til at skabe tilgængelighed for borgere med en funktionsnedsættelse.

Det er Handicaprådet, det udvælger prismodtageren, der sammen med anerkendelsen modtager en præmie på 5.000 kr. samt en kunstgenstand fra et aktivitets- og samværstilbud i Silkeborg Kommune.

Tilgængelighedsprisen bliver overrakt ved et arrangement i starten af 2027.

### Sådan indstiller du en kandidat til Tilgængelighedsprisen

Send en SMS til 20 40 79 09 eller en mail til TGP@silkeborg.dk, hvor du kort fortæller:

- Hvem du vil indstille
- Hvorfor du vil indstille kandidaten
- Hvem der indstiller kandidaten
- Telefonnummer på kandidaten

## Dobbelt anerkendelse til sidste års vinder

- Det er jo for vildt at vinde Tilgængelighedsprisen, når vi også modtog Sundhedsprisen tidligere på måneden! Men det vidner måske om, at der virkelig er brug for et tilbud som vores. Hos Frirums-FDF skal børnene ikke præstere noget - det handler om at indgå i et fællesskab og høre til et sted.

Sådan sagde Inger Eriksen fra Frirums-FDF, som sammen med Peder Eriksen og Jonathan Vig sidste år modtog både Sundhedsprisen og Tilgængelighedsprisen.

Frirums-FDF henvender sig til børn i alderen 8 til 14 år, som enten ligger inden for autismespekteret – eller har lignende udfordringer – og ikke trives i det almindelige foreningsliv.

Tilbuddet drives af forældreparret Inger og Peder Eriksen samt af Jonathan Vig, der har erfaring som FDF-leder og desuden er under uddannelse i diakoni og socialpædagogik.

Indsatsen modtog 10.000 kr., som blandt andet blev brugt til grej til at hugge brænde med – det er nemlig en aktivitet, som flere af børnene elsker. Desuden har tilbuddet netop haft besøg af en tryllekunstner; børnegruppen kan ikke tage på udflugt, så lederne valgte i stedet at lade oplevelsen komme til børnene, så de kunne opleve magi i vante rammer.
