---
title: "Medarbejdere og ledere sætter retning for den gode opstart"
description: "- En god start kommer aldrig dårligt igen."
date: "2026-08-28"
created: "2026-08-28"
---

[Hjem](https://silkeborg.dk/)

                    [Nyheder](https://silkeborg.dk/nyheder)

                [Medarbejdere og ledere sætter retning for den gode opstart](https://silkeborg.dk/nyheder/medarbejdere-og-ledere-saetter-retning-for-den-gode-opstart)



# Medarbejdere og ledere sætter retning for den gode opstart

- En god start kommer aldrig dårligt igen.

![](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/a19357e8-6a89-43ea-8f15-2c704733358b?width=800)

*Foto: Medarbejdere og ledere fra Socialafdelingen kommer med idéer til, hvordan vi bedst tager imod nye kollegaer.*

Sådan siger Jakob Schmidt Kristoffersen, der er socialpædagog og arbejdsmiljørepræsentant i Socialafdelingen, og deltager på en nylig afholdt workshop i forbindelse med Silkeborg Kommunes onboarding-projekt ’God Start’.

Tidligere på året modtog vi 11,5 millioner kroner fra Arbejdstilsynets pulje til arbejdsmiljøindsats til at styrke arbejdet med den gode opstart i Silkeborg Kommune; et introduktionsforløb for nyuddannede og nyansatte i Socialafdelingen, Sundheds- og Omsorgsafdelingen og Børne- og Familieafdelingen.

Projektets afdækningsfase er nu gennemført, og der tegner sig et tydeligt billede af behovene. Ét af de gennemgående ønsker er en fælles ramme med mulighed for lokal tilpasning. Som Jakob Schmidt Kristoffersen udtrykker det:

- Jeg er blevet bekræftet i, at vi allesammen arbejder på hver sin måde, og at der er brug for, at arbejdet bliver strømlinet, mere struktureret og mere effektivt på tværs af kommunen og Socialafdelingen.

Nu begynder arbejdet med at prioritere indsatser og udvikle løsninger. Derfor er medarbejdere og ledere fra de tre afdelinger blevet inviteret til fælles drøftelser om, hvilke områder der skal arbejdes videre med.

På de tre workshops arbejdede deltagerne blandt andet med:

- Bedre understøttelse af de praktiske forhold, herunder udstyr og systemadgange
- Professionel sidemandsoplæring
- En god modtagelse af nye medarbejdere før opstart
- Tydelig rolle- og ansvarsfordeling
- En rød tråd og et tydeligt overblik i introduktionsforløbet
- Balancen mellem centrale og lokale elementer samt brugen af e-læring, videoer og fysisk undervisning

- Jeg tror helt klart, at det bliver nemmere at tage imod nye medarbejdere, hvis vi får nogle gode digitale løsninger og en struktur, som er enkel - og kan tilpasses de enkelte afdelinger. Det handler fx om en tydelig ansvarsfordeling og en fælles struktur, som skal arbejdes ud i alle organisationens hjørner, siger Kirsten Slumstrup, chefkonsulent i Socialafdelingen.

Arbejdsmøderne var præget af stort engagement og mange konstruktive perspektiver, og de mange inputs indgår i det videre arbejde med at udvikle og implementere initiativer, der kan understøtte en endnu bedre start for nye medarbejdere.

## Målet med God Start

Vi ønsker at skabe de bedst mulige rammer for, at nye medarbejdere hurtigt føler sig velkomne, bliver en del af fællesskabet og får de nødvendige forudsætninger for at lykkes i deres nye job.

Det vil også have stor effekt på de eksisterende medarbejdere, som oplever en større integration og tilknytning, det vil frigive tid og ressourcer hos lederne og i sidste ende forbedre vilkårene for borgerne i Silkeborg Kommune.

## Fakta om indsatsen

- Projektet løber fra april 2026 til april 2028.
- Projektet retter sig mod nyansatte, eksisterende medarbejdere og lederne i tre afdelinger: Socialafdelingen, Sundheds- og Omsorgsafdelingen og Børne- og Familieafdelingen, som er de afdelinger, der oplever den største mangel på arbejdskraft.
- Erfaringerne fra projektet skal på sigt udbredes til flere afdelinger i kommunen.
