---
title: "Ny fritidsudvikler skal skabe nye fællesskaber og et trygt ungeliv i Thorning"
description: "Fritidsudvikleren i Thorning skal bl.a. arbejde med at gøre hallen til et åbent og attraktivt mødested, hvor børn og unge kan indgå i sunde fællesskaber."
date: "2026-10-29"
created: "2026-10-29"
---

[Hjem](https://silkeborg.dk/)

                    [Nyheder](https://silkeborg.dk/nyheder)

                [Ny fritidsudvikler skal skabe nye fællesskaber og et trygt ungeliv i Thorning](https://silkeborg.dk/nyheder/ny-fritidsudvikler-skal-skabe-nye-faellesskaber-og-et-trygt-ungeliv-i-thorning)



# Ny fritidsudvikler skal skabe nye fællesskaber og et trygt ungeliv i Thorning

I et stærkt samarbejde på tværs af fritidsliv, kommune og lokalsamfund, står Bettina Friis i midten. I hendes nye stilling som fritidsudvikler i Thorning arbejder hun bl.a. med at gøre hallen til et åbent og attraktivt mødested, hvor børn og unge kan indgå i sunde fællesskaber.

![Fritidsudvikleren i Thorning skal bl.a. arbejde med at g&#xF8;re hallen til et &#xE5;bent og attraktivt m&#xF8;dested, hvor b&#xF8;rn og unge kan indg&#xE5; i sunde f&#xE6;llesskaber.](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/97b58715-4afa-4584-a9e9-7a5ba665225c?width=800)

## Lokalt samarbejde er nøglen

Hun er et kendt ansigt for dem, der normalt kommer i Thorninghallen. Hun bruger både en stor del af sin tid på at være frivillig ildsjæl i gymnastikforeningen og sørger samtidig for, at faciliteterne står knivskarpe som rengøringsassistent i hallen. Men med et indgående kendskab til lokalsamfundet var hun det oplagte valg til også at varetage en helt ny stilling som fritidsudvikler i Thorning i syv timer om ugen.

Som fritidsudvikler er hendes primære opgave at skabe mere aktivitet i og omkring hallen og styrke forudsætningerne for nye fællesskaber blandt børn og særligt unge. Og det kan kun lade sig gøre i samarbejde med en række andre lokale aktører:

>
> Indtil videre har det været fantastisk. Hver gang jeg har snakket med nogen, har de været med på idéen. Jeg tror på, at vi i vores lille lokalsamfund er gode til at hjælpe hinanden, og når noget handler om vores børn og unge, så vil endnu flere gerne være med, fortæller Bettina.

Hun fungerer med andre ord som bindeled mellem børn og unge, skole, foreninger og fritidsliv, så hun med det lokale kendskab kan få sat ting i spil og være den røde tråd i lokalområdet.

## Sunde fællesskaber og mindre risikoadfærd

Samarbejdet omkring en fritidsudvikler er sat i verden med det formål at skabe rammerne for et godt, sjovt og trygt ungeliv præget af sunde fællesskaber, tydelige voksne og mindre risikoadfærd. Det, mener Bettina, kommer særligt gennem det åbne fællesskab:

>
> Jeg tror på, at når man laver et sted, hvor man som ung vil komme og være, og hvor man føler sig velkommen, så er det nemmere at vælge fællesskabet frem for noget andet. Ved at åbne op i hallen siger vi: "Her må I faktisk gerne være", og så behøver man ikke at søge den anden vej. Vi forsøger at skabe en anden kultur i vores lokalsamfund, som gør, at der bliver holdt øje med de unge på en helt anden måde.

## Åben hal for de lokale SFO-børn

Initiativet er stadig nyt, men Bettinas samarbejder allerede med den lokale SFO, der jævnligt tager alle elever med over i hallen. Det skaber mere liv, giver børnene nye oplevelser og lader dem stifte bekendtskab med foreningslivet og hallen som samlingssted. Hun håber særligt, at dem, som ikke allerede går til en fritidsaktivitet, får øjnene op for nogle af de mange muligheder, der findes.

Samtidig er målet at initiativet på sigt skal være med til at aktivere flere af udskolingens unge, som allerede er faldet fra fritidsaktiviteterne. Det er nemlig særligt de unge og aktiviteter til dem, der fylder på Bettinas fremadrettede dagsorden.

## Et projekt i udvikling

I forbindelse med projektet og for at styrke det fælles, lokale samarbejde, har Kultur og Fritid i Silkeborg Kommune givet midler til at understøtte fritidsudviklerens funktion. De store linjer for rollen er allerede tegnet, men nu skal Bettina i gang med at sætte sit eget præg både på stillingen og på fremtidige aktiviteter.

Derfor arbejder hun og de lokale samarbejdspartnere videre med planlægningen af hallens mange, nye aktiviteter, så endnu flere, både børn, unge og voksne, kan blive en del af fællesskabet.

Noget af det, der allerede er på tegnebrættet hos Bettina er bl.a. opstart af multisport for voksne, adgang til den gamle gymnastiksal, aktiviteter i hallen om fredagen og fitnesstilbud for unge.

Bestyrelsesformand for Thorninghallen, Jørgen Rask, fortæller om det nye initiativ:

>
> Vi har arbejdet intenst i bestyrelsen det seneste halvandet år for at lave en ny strategi og vision for hallen. Ansættelsen af en fritidsudvikler i Thorning passer rigtig godt ind i den vision. Vi ønsker ikke kun at hallen er et sted, hvor der dyrkes idræt, men vi ønsker, at hallen skal være et mødested som samler hele befolkningen på Blicheregnen.

## En del af Fælles om Børne- og Ungelivet

Initiativet i Thorning er en del af indsatsen Fælles om Børne- og Ungelivet, som arbejder for et godt, sjovt og trygt ungeliv præget af sunde fællesskaber, tydelige voksne og mindre risikoadfærd (alkohol, nikotin og andre rusmidler) for børn og unge i Silkeborg Kommune.

Bettinas arbejde er et eksempel på, hvordan samarbejde på tværs af lokale aktører skaber nye muligheder for børn og unge og bidrager til et aktivt og levende ungeliv i lokalsamfundet.

[Læs mere om Fælles om Børne- og Ungelivet på SSP's hjemmeside.](https://ssp.silkeborg.dk/faelles-om-boerne-og-ungelivet "Læs mere om Fælles om Børne- og Ungelivet på SSP's hjemmeside.")
