Ny outdoorfacilitet klar i Danmarks Outdoor Hovedstad
Midt i Nordskoven kan børnehavebørn, skoleelever, foreninger og borgere nu mødes i det ombyggede Nyløkke. De nye outdoorfaciliteter er et nyt mødested og uderum midt i naturen, som kan bruges af alle året rundt til oplevelser i naturen.
Den tidligere skovløberbolig Nyløkke er blevet omdannet til en ny outdoorfacilitet. Her kan skoler bruge undervisningslokalet og omgivelserne til udeskole, børnehavebørn kan gå på opdagelse i naturen, og Nyløkke kan også fungere som træningsrum til genoptræning.
Om eftermiddagen, aftenen og i weekenden kan borgere og foreninger mødes ved Nyløkke til aktiviteter og samvær i naturen i Danmarks Outdoor Hovedstad.
Fra Nyløkke er der nem adgang til vandrestier, løberuter og mountainbikespor.
Skal inspirere til oplevelser i naturen
Ved at koble natur og outdoorfaciliteter sammen, skal det nye Nyløkke inspirere til friluftsliv og øge interessen og forståelsen for natur og oplevelser i Danmarks Outdoor Hovedstad.
Projektet er et samarbejde mellem Silkeborg Kommune og Naturstyrelsen, støttet af Villum Fonden med 1,8 millioner kroner. Nyløkke, som ejes af Naturstyrelsen, er blevet omdannet med fokus på at fremme oplevelser og læring i naturen. Den nye facilitet omfatter blandt andet et undervisningslokale, tekøkken, handicapvenligt toilet samt bålpladser og opholdsarealer med bordbænkesæt både inde og ude.
Nyløkke
- Projektet er et samarbejde mellem Silkeborg Kommune og Naturstyrelsen og er støttet af Villum-Fonden med 1,8 mio. kroner.
- Ude-faciliteterne Nyløkke skal være til gavn for borgere, der gerne vil bruge naturen i Danmarks Outdoor Hovedstad. Nyløkke kan blandt andet fungere som mødested, hvor man kan få oplevelser i naturen.
- Nyløkke ligger i Nordskoven, som er Naturstyrelsens arealer. Der er gode adgangsforhold til Nyløkke og hele Nordskoven med stiforbindelser i området og mulighed for fri teltning.
- Du finder Nyløkke midt i Nordskoven på Nyløkkevej 14. Der er parkering på Borgdalsvej.
- Fra 1. oktober 2024 kan Nyløkke bookes via fritidsportalen.silkeborg.dk. Fritidsbrugere er altid velkomne på Nyløkke og til at bruge stedets faciliteter – også når Nyløkke er booket.