Ny træstrategi skal sikre vejtræer i Silkeborg Kommune
Silkeborg Kommune får nu en samlet strategi for, hvordan træer langs veje, gader og pladser skal passes, beskyttes og udvikles. Det skal sikre, at vejtræerne fortsat skaber værdi for trafik, klima, biodiversitet og borgernes livskvalitet, både nu og i fremtiden.
Har du et træ, du lægger mærke til hver dag på din vej? Eller en allé, der gør din løbetur lidt smukkere?
Træer er en naturlig del af hverdagen i Silkeborg Kommune. De rammer veje og byrum ind, giver identitet til bybilledet og bringer naturen tættere på os alle. Før i tiden guidede træer de rejsende og gav læ. I dag spiller vejtræerne en afgørende rolle i klimaarbejdet, i bymiljøet og for den lokale natur.
Vejtræerne bidrager blandt andet ved at skabe smukke, grønne gadeforløb, give levesteder for fugle og insekter og forbedre luftkvaliteten og gøre byområderne sundere.
Med den rette planlægning og pleje kan vi bevare de kvaliteter, træerne giver os. På den måde kan vi sikre, at træer også i fremtiden gør vores omgivelser smukkere, sundere og mere levende.
En fælles retning arbejdet for træerne
Træstrategien for vejarealer samler faglig viden, lovgivning og politiske mål i én fælles retning for kommunens arbejde. Den gør det tydeligere, hvordan vejtræerne planlægges, beskyttes og plejes på tværs af alle kommunens vejarealer. Det gælder alt fra alléer og rundkørsler til stier, gader og pladser.
Målet er at skabe balance mellem træernes store værdi og de praktiske udfordringer, der kan følge med at have træer tæt på trafik, boligområder og tekniske anlæg. Strategien skal samtidig gøre det lettere for borgere at forstå, hvornår et træ kan fældes eller beskæres, samt hvilke hensyn, der ligger bag.
Syv principper skal sikre fremtidens vejtræer
Strategien bygger på syv principper for kommunens arbejde med vejtræer. Herunder at:
- Eksisterende træer skal bevares, hvor det er muligt
- Bevaringsværdige træer får særlig beskyttelse
- Der plantes to nye træer, når vi fælder ét i byzone
- Træerne skal være varierede og robuste, så de kan modstå sygdomme og klimaforandringer
- Nyplantninger skal være af høj kvalitet og have gode vækstvilkår