---
title: "Nye tal viser: Størstedelen af danskerne har været bekymret for, om én de kender, drak for meget"
description: "Uge 40 markerer alkoholugen, hvor Alkohol & Samfund i samarbejde med Sundhedsstyrelsen og en række danske kommuner sætter fokus på alkoholproblemer og deres konsekvenser."
date: "2026-09-28"
created: "2026-09-28"
---

[Hjem](https://silkeborg.dk/)

                    [Nyheder](https://silkeborg.dk/nyheder)

                [Nye tal viser: Størstedelen af danskerne har været bekymret for, om én de kender, drak for meget](https://silkeborg.dk/nyheder/nye-tal-viser-stoerstedelen-af-danskerne-har-vaeret-bekymret-for-om-n-de-kender-drak-for-meget)



# Nye tal viser: Størstedelen af danskerne har været bekymret for, om én de kender, drak for meget

Uge 40 markerer alkoholugen, hvor Alkohol & Samfund i samarbejde med Sundhedsstyrelsen og en række danske kommuner sætter fokus på alkoholproblemer og deres konsekvenser. Både for de mennesker, der drikker for meget - men også for dem, der står ved siden af.

![](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/f62fc8e3-068f-461a-9a77-3bcda4e5f13c?width=800)

For selvom de nye tal viser, at bekymringer om alkoholproblemer er ganske udbredte, oplever mange stadig, at det er tabubelagt at italesætte dem. Næsten syv ud af ti i undersøgelsen mener, at det kan være svært at tale om alkoholproblemer i den nærmeste familie og omgangskreds, mens over halvdelen oplever, at det er et tabu at tale om alkoholproblemer i Danmark.

Mange svarer, at det er frygten for, at relationen går i stykker, der kan få dem til at afholde sige fra at hjælpe personen.

Derfor arbejder vi i Silkeborg Kommune aktivt med at understøtte både dem, der oplever et misbrug, men i høj grad også de pårørende.

- På både Rusmiddelcenter Silkeborg og i Sundhedshuset har vi fokus på at komme hele vejen rundt om alkoholproblemet. Det betyder også, at vi skal gribe dem, der står på sidelinjen - for alkoholproblemer påvirker aldrig kun ét menneske. Derfor kan du som pårørende også komme i kontakt med vores lokale tilbud og få rådgivning og hjælp til dine bekymringer, siger Ninna Dall Nørbjerg, faglig leder på Rusmiddelcenteret i Silkeborg Kommune.

## Kommunens tilbud om hjælp og rådgivning

Med alkoholugen vil vi gøre flere opmærksomme på, hvor de kan få hjælp og rådgivning, både hvis de er bekymrede for deres eget eller en andens alkoholforbrug.

Der er hjælp at hente både gennem kommunes tilbud, men også gennem den landsdækkende rådgivning Alkolinjen, hvor du blandt andet kan få hjælp til, hvordan du rækker ud og tager den svære samtale med den, du bekymrer dig for. Alle tilbud er gratis, kræver ikke henvisning - og kan ske anonymt.

                            [Syv råd til at tage snakken om alkohol](https://alkohologsamfund.dk/alkolinjen/hjaelp-til-paaroerende/hjaelp-til-at-motivere-den-drikkende-i-behandling/syv-raad-til-at)

## FÅ HJÆLP

Rusmiddelcenter Silkeborg tilbyder behandling med fokus på dig og din familie. Ring til os på 89 70 47 00 og fortæl, hvad du gerne vil have vores hjælp til. Herefter booker vi en tid til en afklarende samtale. [Læs mere om Rusmiddelcenterets tilbud.](https://rusmiddelcenter.silkeborg.dk/ "Læs mere om Rusmiddelcenterets tilbud.")

Sundhedshuset tilbyder samtaler til dig, der ønsker at blive klogere på egne eller andres alkoholvaner. [Læs mere om Sundhedshusets tilbud.](https://sundhedshuset.silkeborg.dk/sundhedstilbud/afklarende-samtale/alkoholvejledning "Læs mere om Sundhedshusets tilbud.")

Alkolinjen drives af Alkohol & Samfund i samarbejde med Sundhedsstyrelsen. I hele uge 40 har rådgivningen åbent for henvendelser på telefon 80 200 500 og chat fra klokken 9.00 til 21.00.

## Om Alkohol & Samfunds undersøgelse

Dataindsamlingen er gennemført af Voxmeter for Alkohol & Samfund fra 19. til 29. juni 2026. 1.037 personer på 18 år eller derover har deltaget. Datasættet er vejet efter køn, alder og region i forhold til tal fra Danmarks Statistik.

I uge 40 sætter Alkohol & Samfund fokus på mennesker med alkoholproblemer og deres pårørende i en landsdækkende kampagne, der skal være med til at bryde tabuer og berøringsangst omkring alkoholproblemer og gøre flere opmærksomme på mulighederne for hjælp og rådgivning i de enkelte kommuner og gennem landsdækkende rådgivningstilbud som Alkolinjen 80 200 500.

Kampagnen gennemføres sammen med kommuner i hele landet og er støttet af Sundhedsstyrelsen.
