Skip til hoved indholdet Kontakt
    Hjem Nyheder Nyt DBU Fodboldcenter kommer til Silkeborg

Nyt DBU Fodboldcenter kommer til Silkeborg

DBU har valgt Silkeborg som én af ni byer, der er udpeget som placering for et nyt, innovativt DBU Fodboldcenter. I Silkeborg bliver fodboldcentret placeret på Søholt Idrætspark, hvor der i forvejen er planer om et nyt stort svømmecenter.

Fodboldcentrene skal styrke fællesskaber, trivsel og bevægelse for børn, unge og frivillige i dansk fodbold og fungere som regionale samlingspunkter for klubber, skoler og lokalsamfund. Silkeborg er udpeget som placering, fordi byen har en central placering i det midtjyske fodboldlandskab og giver mange klubber i regionen let adgang til et center.

Projektet er støttet med 200 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond og 20 millioner kroner fra DBU og er en del af DBU’s initiativ Hele Danmarks Klubhus, der har fokus på mere legende træning i børne- og ungdomsfodbolden samt på inspiration, uddannelse og udvikling af de mange frivillige trænere og ledere.

Det er en stor glæde og en enorm stolthed, at DBU har valgt Silkeborg som værtsby for det regionale fodboldcenter i hjertet af Jylland. Med centeret kan vi være med til at skabe endnu flere meningsfulde fællesskaber med trivsel og udvikling af børn, unge og frivillige i hele regionen. Centeret får en central placering på Søholt Idrætspark, som er et grønt og aktivt åndehul i byen med mange idrætsgrene, som er åbne og tilgængelige for alle, blandt andet med fodbold, håndbold, padel, atletik, tennis, minigolf, bueskydning, skateboard, volley, cykling, spejderaktiviteter, senioridræt og snart også et nyt, stort svømmecenter. Vi glæder os, til det fremtidige samarbejde.

Borgmester Helle Gade

Fakta: Det kan du bl.a. glæde dig til på det nye fodboldcenter på Søholt Idrætspark

  • Et innovativt baneanlæg, der understøtter legende fodboldmiljøer for børn, unge og frivillige
  • Et klubhus til sociale aktiviteter, netværk og uddannelse i regionen
  • En Play Agent, der fungerer som vært og inspirator for legende og inkluderende fodboldmiljøer
  • Et aktivitetsprogram med arrangementer og events for klubber, skoler, daginstitutioner og andre målgrupper

Når de nye fodboldcentre er etableret, står Lars Larsen Group og Lego klar til at understøtte udviklingen af indholdet i centrene.

Direktør for Hele Danmarks Klubhus, Kenneth Reeh, glæder sig over, at ambitionerne om de ni centre nu er blevet konkretiseret i tæt samarbejde med kommunerne:

- Det er meget positivt, at det i tæt samarbejde med kommunerne og DBU’s lokalunioner nu er lykkedes at få ambitionerne om ni regionale fodboldcentre ud at leve. Kommunerne viser hver især, hvordan både geografisk placering og lokalt engagement kan bidrage til at samle og udvikle fællesskaberne i fodbolden,” siger Kenneth Reeh.

Ud over Silkeborg har DBU godkendt placeringer i Holstebro, Vejen, Aalborg, Nykøbing Falster, Høje Taastrup, København og Rønne. Samlet er placeringerne tilrettelagt, så cirka 90 procent af landets fodboldklubber får maksimalt én times transport til et center, og så centrene placeres i tilknytning til eksisterende idrætsområder med god tilgængelighed.

- Designet skal understøtte og inspirere til nye træningsformer, og tanken er, at designet i vidt omfang skal kunne overføres til de mange træningsaktiviteter og fodboldanlæg i landets klubber. Dermed er det startfløjtet til udrulningen af Hele Danmarks Klubhus til hele landet og en strategisk udvikling af børne- og ungdomsfodbold, fortæller Kenneth Reeh.

Silkeborg Kommune stiller arealer til rådighed og bidrager til drift og vedligehold, når centrene er etableret. DBU står for planlægning, aktiviteter og markedsføring, så så mange som muligt får gavn af centrene. Ved centrene i Høje Taastrup og Silkeborg er det desuden planen at etablere testbaner til udvikling af nye, mere bæredygtige fyldmaterialer til kunstgræs, der kan modstå det danske klima.

Forudsat de nødvendige godkendelser forventes centrene at stå klar fra slutningen af 2027 og i løbet af 2028.

Silkeborg Kommune
Søvej 1
8600 Silkeborg

CVR: 29189641

Genveje