---
title: "Nyt undervisningsprojekt giver eleverne nye muligheder for at undersøge, skabe og eksperimentere"
description: "Sølystskolen har netop sat gang i treårigt udviklingsprojekt, der skal bringe undervisningen tættere på virkelighedens problemstillinger."
date: "2026-04-14"
created: "2026-04-14"
---

[Hjem](https://silkeborg.dk/)

                    [Nyheder](https://silkeborg.dk/nyheder)

                [Nyt undervisningsprojekt giver eleverne nye muligheder for at undersøge, skabe og eksperimentere](https://silkeborg.dk/nyheder/nyt-undervisningsprojekt-giver-eleverne-nye-muligheder-for-at-undersoege-skabe-og-eksperimentere)



# Nyt undervisningsprojekt giver eleverne nye muligheder for at undersøge, skabe og eksperimentere

Sølystskolen har netop sat gang i treårigt udviklingsprojekt, der skal bringe undervisningen tættere på virkelighedens problemstillinger.

## Bevilling giver plads til nye idéer og læringsformer

Sølystskolen har modtaget en bevilling fra Novo Nordisk Fonden til udviklingsprojektet INNO‑STEM, der over de næste tre år skal udvikle og afprøve nye måder at tilrettelægge undervisningen på, så den bliver mere virkelighedsnær.

Projektet skal finde praksisnære løsninger på, hvordan børnene kan arbejde med temaer, der tager udgangspunkt i konkrete fænomener og udfordringer fra den verden, de møder uden for klasselokalet. Ambitionen er at skabe mere sammenhængende og tværfaglige forløb, hvor nysgerrighed og praktisk arbejde får en større plads i undervisningen.

Samtidig giver projektet skolen mulighed for at videreudvikle de pædagogiske rammer, så undervisningen i endnu højere grad kan tilpasses forskellige elevgruppers behov.

## Fagene bindes sammen i temaer, eleverne kan spejle sig i

I INNO‑STEM arbejdes der ud fra STEM‑tilgangen – Science, Technology, Engineering og Mathematics – men projektet udvider perspektivet, så også fag som dansk, engelsk, håndværk og design, idræt og madkundskab bliver en del af de fælles temaer.

 Det betyder, at et forløb om eksempelvis biodiversitet ikke kun handler om at undersøge naturen, men også om at forstå begreber, arbejde med data, kommunikere viden, bygge modeller, arbejde med fødevarer og bruge kroppen aktivt i processen.

Når eleverne møder et emne gennem flere faglige indgange, får de en oplevelse af, at skolens fag hænger sammen og kan bruges i mange forskellige situationer. Denne helhedstænkning skal styrke elevernes forståelse og give dem større faglig sammenhæng og relevans.

## Læringsmiljøer, der understøtter eksperimenter og undersøgelser

En vigtig del af projektet er at udvikle nye læringsmiljøer, både ude og inde, som giver eleverne bedre muligheder for at undersøge, eksperimentere og skabe løsninger. Som en del af projektet videreudvikles der på tre tværfaglige læringsmiljøer på skolen, der inviterer til netop det.

Samtidig vil skolen afprøve nye samarbejds- og organiseringsformer blandt lærerne, så undervisningen i højere grad kan planlægges på tværs af fag, årgange og afdelinger. Målet er at gøre læring endnu mere spændende og mere brugbar for børnene og skabe deltagelsesmuligheder for alle.

## Sparring fra eksperter og erfaringer, der skal deles videre

 Projektet vil løbende blive fulgt og evalueret, så Sølystskolen kan bruge erfaringerne til at videreudvikle undervisningen og eventuelt inspirere andre skoler på sigt.

Som en del af projektet får skolen sparring fra et bredt sammensat fagpanel med eksperter fra VIA’s Naturfagsakademi, Center for Undervisningsmidler, AQUA, Science Museerne og Danmarks Tekniske Museum. Panelets bidrag skal sikre, at skolen får adgang til ny viden og faglig inspiration, som kan styrke arbejdet med både naturfag, teknologi og tværfaglige undervisningsforløb.

På den måde får projektet både en lokal forankring og et bredere perspektiv, der kan være med til at kvalificere, hvordan undervisningen udvikler sig over tid.
