---
title: "Silkeborg bliver stadig mere attraktiv som værtsby for outdoorevents"
description: "Siden 2017 har Silkeborg arbejdet med at tiltrække outdoorevents som en hjørnesten i arbejdet med at udvikle Danmarks Outdoor Hovedstad."
date: "2026-09-17"
created: "2026-09-17"
---

[Hjem](https://silkeborg.dk/)

                    [Nyheder](https://silkeborg.dk/nyheder)

                [Silkeborg bliver stadig mere attraktiv som værtsby for outdoorevents](https://silkeborg.dk/nyheder/silkeborg-bliver-stadig-mere-attraktiv-som-vaertsby-for-outdoorevents)



# Silkeborg bliver stadig mere attraktiv som værtsby for outdoorevents

Siden 2017 har Silkeborg arbejdet med at tiltrække outdoorevents som en hjørnesten i arbejdet med at udvikle Danmarks Outdoor Hovedstad. Det arbejde bærer nu frugt. Den kommende weekend byder på årets brag af en outdoorweekend med tre store events på to dage; DM i Gravel, Silkeborg Outdoor Challenge og det traditionsrige Wear Group Silkeborg Half.

![](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/ed224e5b-3e21-4b3b-ba36-7ebfcda48945?width=800)Cyklister i skoven

![](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/872a7fac-a619-4c1a-834b-f3355285d3c2?width=800)

![](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/1ae123a0-1200-4d94-877b-ef7216cfffbb?width=800)

![](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/ba957eda-b65f-4ea5-a723-066188aef2d9?width=800)

![](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/6e3b329f-03b9-4402-bff0-8c6f33843086?width=800)

![](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/00b3a08b-611d-4051-b9c6-8323841b214e?width=800)

Silkeborg har nogle helt særlige rammer for at bevæge sig i naturen. Med bakkede landskaber, søer i massevis og Danmarks største sammenhængende skovområde er mulighederne for store oplevelser i naturen mange.

Naturen kan bruges på mange måder. Den kan være rammen om ro og fordybelse. Den kan bruges i mange sammenhænge på velfærdsområderne – men også om store oplevelser, fællesskab og høj puls. Det er en vigtig del af visionen som Danmarks Outdoor Hovedstad, at naturen er tilgængelig og relevant for mange forskellige mennesker og aktiviteter.

Danmarks Outdoor Hovedstad har rigtig meget at byde på, og jeg synes, det er fantastisk, at vi lige nu får mulighed for at vise noget af det frem. Vi har naturen som vores store fælles rum – et sted, hvor der både skal være plads til ro og fordybelse og til de dage, hvor pulsen for alvor kommer op. Denne weekend bliver en af dem med høj puls, og det glæder jeg mig meget til. Vi skal være stolte af, at Silkeborg kan danne ramme om så mange forskellige outdooroplevelser.

                John Bøgelund Frederiksen, Kultur- og Borgerservicechef i Silkeborg Kommune

I løbet af de kommende år kan Silkeborg Kommune se frem til en lang række store outdooroplevelser:

- 2027: Royal Run
- 2027: Verdensmesterskaberne i kano- og kajak.
- 2028: EM i Gravel
- 2030: Spejdernes Lejr
- 2031: World Scout Jamboree

## En weekend med outdoor for alle

I weekenden 19.-20. september 2026 går Silkeborg all-in på outdoor. Med tre store events med mange forskellige aktiviteter, er der gode oplevelser i vente for enhver outdoor-entusiast.

Weekenden bliver skudt i gang med DM i Gravel. Uanset om du tilhører eliten og drømmer om dannebrogstrøjen, om du elsker fællesskabet til gravelløb med klubkammeraterne, eller om du er motionist og bare vil udfordre dig selv på en hård og naturskøn rute, så er der plads til dig i startboksen til DM.

Samtidig afvikles Silkeborg Outdoor Challenge, der byder på Trail-Cup, Skoda BørneTour og Shimano MTB Liga, der samler den danske MTB-elite i Silkeborg Samtidig byder arrangementet på oplevelser for hele familien og en stævneplads med plads til tilskuere, madboder, udstillere, mv.

Om søndagen kan du udfordre dig selv til løbeklassikeren Wear Group Silkeborg Half, hvor du kommer igennem hjertet af Silkeborg, langs søer og gennem skove, der tilsammen giver en flot naturoplevelse.

### Det kan du opleve til DM i Gravel 2026

- **Ægte gravelrute:** Hele 98% rent grus, hårde bakker og naturskønne skovspor på den 22 km lange rundstrækning (Elite, senior og ungdom).
- **Sjov og action for Young Guns (børn/unge):** En kortere, sjov og overskuelig rute på 13,5 km med 100% grus.
- **Professionelt setup:** Officiel startprocedure, tidtagning, klasseinddeling og podieceremoni med overrækkelse af mesterskabstrøjer og DM-medaljer.
- **Unik gravel-stemning på stævnepladsen:** Vi samler tilskuere, udstillere, madboder og meget mere på stævnepladsen, der giver en fed atmosfære før og efter løbet.

### Det kan du opleve til Silkeborg Outdoor Challenge

- **Škoda BørneTour** (lørdag): Cykelløb i børnehøjde for 3-15-årige. Læs mere og [tilmeld her](https://www.sportstiming.dk/event/18061).
- **Shimano MTB Liga** (short track lørdag aften og XCO søndag): Høj puls og spænding i løbsserien, der samler hele den danske MTB-elite. [Læs mere](https://www.sportstiming.dk/event/18016).
- **Trail Cup** (søndag): Vildt MTB-trailløb i skoven for dem, der søger action og flow på nedkørslerne. [Læs mere](https://www.sportstiming.dk/event/17315).
- **Lækker stævneplads** (hele weekenden): Udstillere, grej-nørderi, madboder og masser af liv på stævnepladsen, der er placeret på Cirkuspladsen i Silkeborg.

Bag arrangementet står DGI, Danmarks Cykle Union, Silkeborg Kommune, Outdoor Arena, Silkeborg MTB Klub og Silkeborg Cykle Ring Motion.

### Det kan du opleve til Wear Group Silkeborg Half

- **Halvmaraton eller 10 km** (søndag): Løbet tager dig gennem hjertet af Silkeborg. Fra den centrale stævneplads ved Søvej med udsigt over Silkeborg Langsø bevæger ruterne sig gennem byen, langs søer og ind i de grønne områder, der gør Silkeborg til noget særligt. Kombinationen af asfalt og brede skovstier er unik for løbet og giver en varieret tur og en flot naturoplevelse.

                            [Læs mere om de enkelte sportsevents på Det Sker i Silkeborg](https://detskerisilkeborg.dk/2026-sports-events-i-saerklasse/)
