Skip til hoved indholdet
    Hjem Nyheder Silkeborg Kommunes udgifter til administration er Danmarks 3. billigste

Silkeborg Kommunes udgifter til administration er Danmarks 3. billigste

I mere end 15 år har Silkeborgs udgifter til chefer og administration år efter år ligget blandt de allerbilligste kommuner i Danmark målt på udgifter pr. indbygger.


Nye tal fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet viser, at Silkeborg fortsat er Danmarks 3. billigste kommune blandt de 98 kommuner. Det seneste år er administrationsudgifterne pr. indbygger faldet med 2,4 %.

Hvert år sammenligner Indenrigs- og Sundhedsministeriet kommunernes udgifter til administration med en række nøgletal. De netop offentliggjorte tal sammenligner udgifterne i 2023 med 2022 og tidligere år. I de seneste mere end 15 år har Silkeborgs samlede udgifter til administration pr. indbygger ligget blandt de billigste kommuner i Danmark

Danmarks 3. billigste administration

I 2023 er Silkeborg Danmarks 3. billigste kommune målt på de samlede udgifter til administration pr. indbygger. Udgifterne pr. indbygger er faldet med 8,7 % de seneste seks år, og alene det seneste år fra 2022 til 2023 er udgifterne faldet med 2,4 %.

Administrationsudgifterne ligger samtidigt 12 % under det, Indenrigsministeriet ville forvente ud fra kommunens rammevilkår. I 2023 brugte Silkeborg Kommune 8.327 kr. pr. indbygger til den samlede administration. Det er 1.867 kr. mindre pr. indbygger end gennemsnittet blandt kommunerne i Danmark.

Færre udgifter til chefer

Udgifterne til chefer og administrative støttefunktioner er i det seneste år faldet med 0,8 % pr. indbygger, og udgifterne er de 6. laveste blandt kommunerne i Danmark. Udgifterne ligger i dag 15 % under det, Indenrigsministeriet ville forvente ud fra kommunens rammevilkår.

Færre udgifter til decentrale ledere

Udgifterne til decentrale ledere er i det seneste år faldet med 1,2 % pr. indbygger. Udgifterne ligger samtidig 14 % under det, Indenrigsministeriet ville forvente ud fra kommunens rammevilkår.

Færre udgifter til myndighedspersonale

Udgifterne til myndighedspersonale er det seneste år faldet med 7,5 % pr. indbygger. Udgifterne ligger dog 16 % højere end det, Indenrigsministeriet ville forvente ud fra kommunens rammevilkår, hvilket blandt andet skyldes, at kommunen gennem årene har valgt at gennemføre større besparelser på andre dele af administrationen end besparelser på det personale, der sagsbehandler borgernes sager.

På trods af, at udgifterne til myndighedspersonale er højere end det, Indenrigsministeriet ville forvente ud fra kommunens rammevilkår, så er Silkeborgs samlede udgifter til administration fortsat Danmarks 3. billigste i 2023.                                            

Se hele rapporten på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside.

Silkeborg Kommune
Søvej 1
8600 Silkeborg

CVR: 29189641

Genveje