---
title: "Silkeborgs nye svømmecenter er kommet et stort skridt nærmere"
description: "Fonden Silkeborg Svømmecenter har valgt totalentreprenør og leverandører til byggeriet af svømmecenteret, der ventes at blive indviet i januar 2029."
date: "2026-07-02"
created: "2026-07-02"
---

[Hjem](https://silkeborg.dk/)

                    [Nyheder](https://silkeborg.dk/nyheder)

                [Silkeborgs nye svømmecenter er kommet et stort skridt nærmere](https://silkeborg.dk/nyheder/silkeborgs-nye-svoemmecenter-er-kommet-et-stort-skridt-naermere)



# Silkeborgs nye svømmecenter er kommet et stort skridt nærmere

Fonden Silkeborg Svømmecenter har valgt totalentreprenør og leverandører til byggeriet af svømmecenteret, der ventes at blive indviet i januar 2029.

Byggeriet af et nyt svømmecenter på Søholt har været i udbud, og nu er vinderne af udbuddet fundet.

Fonden Silkeborg Svømmecenter har valgt tilbuddet fra C.C. Contractor med GPP Arkitekter som arkitekt og AFRY som rådgivende ingeniør. Aquateknik og Fluidra er valgt som leverandør af bassiner og vandbehandling.

Fonden har valgt dem, fordi den mener, at tilbuddet imødekommer fondens ambitioner om et attraktivt svømmecenter med høj funktionalitet, fleksibilitet, synergi og arkitektonisk kvalitet.

## Faciliteter til mange behov

Byggeriet af det nye svømmecenter skal skabe moderne rammer for svømning, idræt, motion, leg og fællesskab. Svømmecenteret skal rumme faciliteter til både elitesport, svømmeundervisning, motion og rekreative aktiviteter.

Svømmecenteret skal blandt andet indeholde et 50-meter-konkurrencebassin, et 25-meter-bassin med vipper på 1, 3 og 5 meter, familiebassiner i varierende dybder og temperaturer, vandrutsjebane, varmtvandsbassin samt en wellnessafdeling.

Svømmecenteret får en transparent facade og effektbelysning, som skaber en tydelig visuel identitet. Det kommer til at ligge på Søholt, sydøst for JYSK park, hvor alle bassiner har kig til de grønne omgivelser.

## Næste skridt

Med valget af totalentreprenør og leverandør af bassiner og vandbehandling går projektet nu ind i næste fase.

Her skal projektering og den videre udvikling af de fysiske rammer konkretiseres, inden byggeriet går videre mod udførelse.

Første spadestik forventes i begyndelsen af næste år, og så ventes svømmecenteret klar til brug i januar 2029.

## Fond står for byggeriet

Det er Fonden Silkeborg Svømmecenter, som står for opførelsen af svømmecenteret.

Silkeborg Kommune har sat 100 mio. kr. af til svømmecenteret og stiller kommunegaranti for 155 mio. kr., som fonden låner sig til.
