---
title: "Skolebørn sætter ord på, hvordan forældre skaber gode rammer"
description: "Elever fra 7. klasse på Fårvang Skole giver deres bud på, hvordan nærvær, små spørgsmål og fælles tid styrker relationen mellem unge og forældre."
date: "2026-06-24"
created: "2026-06-24"
---

[Hjem](https://silkeborg.dk/)

                    [Nyheder](https://silkeborg.dk/nyheder)

                [Skolebørn sætter ord på, hvordan forældre skaber gode rammer](https://silkeborg.dk/nyheder/skoleboern-saetter-ord-paa-hvordan-foraeldre-skaber-gode-rammer)



# Skolebørn sætter ord på, hvordan forældre skaber gode rammer

Elever fra Fårvang Skole giver deres bud på, hvordan nærvær, små spørgsmål og fælles tid styrker relationen mellem unge og forældre.

![](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/7d72b778-37e0-4b69-041d-08ded17af1f8?width=800)

*Foto: Tre elever fra 7. klasse på Fårvang Skole viser den plakat, de lavede til deres forældre i forbindelse med forældremødet.*

- Mindre 'Hvordan går det i skolen' og mere ' Skal vi spise snacks?'

- Når I giver plads, giver vi nærvær…

Det var nogle af de fine indsigter, som unge fra 7.klasse på Fårvang Skole præsenterede i plakatform til deres forældre.

Anledningen var, at indsatsen Fælles om Børne- og Ungelivet tidligere på året besøgte Fårvang Skole.

Og målet var at vise forældre til unge i 7.-9. klasse, at de stadig har stor betydning for at skabe et godt, sjovt og trygt ungeliv. På dagsordenen var også, at de unge stadig gerne vil være sammen med deres forældre - og hvordan forældrene helt lavpraktisk kan spille sig på banen.

- I arbejdet med at vores unge skal vi huske, at de har en stemme - og det er vigtigt, at vi voksne tager os tid til at lytte. Det er et af de allervigtigste greb, når vi skal forstå hinanden, så vi kan lykkes med at skabe gode, trygge og udviklende rammer for de unge, siger Helle Baalkilde, SSP-vejleder på Fårvang Skole.

## Styrker de stærke fællesskaber

Indsatsen Fælles om Børne- og Ungelivet ønsker at styrke de stærke fællesskaber uden at alkohol og rusmidler er omdrejningspunktet, hvor både forældre, skoler, fritidsliv og lokalsamfund spiller en vigtig rolle.

Og lige præcis de beskyttende faktorer, var også på dagsordenen på forældremøderne.

- Tydelige og nærværende voksne - altså både forældre, lærere, pædagoger og trænere - er vigtige for vores unges trivsel. For selv om de unge langt hen ad vejen er selvkørende, har de stadig brug for voksne ved deres side, forklarer Helle Baalkilde.

Fælles om Børne- og Ungelivet har indtil nu besøgt 14 af kommunens 19 udskolingsskoler.

## Vigtigt at forældrene tjekker ind

Ud over temadagen her, hvor de unge blandt andet laver budskaber til deres forældre, faciliterer Fælles om Børne- og Ungelivet klassesamtaler hvert år i udskolingen.

For ungelivet ændrer sig i løbet af udskolingstiden, ligesom forældrerollen til en teenager også gør.

Derfor er det vigtigt, at klassernes forældre tjekker ind og taler sammen hvert år, så vi sammen kan skabe et godt og trygt ungeliv. Fælles snakke og løbende gentagelser er nemlig afgørende, når vi arbejder med kulturændringer.

## Kort om Fælles om Børne- og Ungelivet

Fælles om Børne- og Ungelivet ønsker et godt, sjovt og trygt ungeliv i Silkeborg Kommune, som er præget af sunde fællesskaber, tydelige voksne og mindre risikoadfærd såsom alkohol, nikotin og andre rusmidler.

Fælles om børne- og ungelivets mål er at sikre tydelige rammer, hvor børn og unge trives og har mulighed for at være en del af positive fællesskaber.

[Læs mere om Fælles om Børne- og Ungelivet her.](https://ssp.silkeborg.dk/faelles-om-boerne-og-ungelivet "Læs mere om Fælles om Børne- og Ungelivet her.")
