---
title: "Sommerens arrangementer: Har I aftalerne på plads derhjemme?"
description: "Sommeren er fuld af festlige arrangementer, der samler unge og voksne til fællesskab og gode oplevelser i Silkeborg Kommune. Som forældre spiller man stadig en vigtig rolle, hvis de unge deltager i arrangementer på egen hånd."
date: "2026-08-12"
created: "2026-08-12"
---

[Hjem](https://silkeborg.dk/)

                    [Nyheder](https://silkeborg.dk/nyheder)

                [Sommerens arrangementer: Har I aftalerne på plads derhjemme?](https://silkeborg.dk/nyheder/sommerens-arrangementer-har-i-aftalerne-paa-plads-derhjemme)



# Sommerens arrangementer: Har I aftalerne på plads derhjemme?

Sommeren er fuld af festlige arrangementer, der samler unge og voksne til fællesskab og gode oplevelser i Silkeborg Kommune - blandt andet Regatta, Tange Sø Festival og Danmarks største vejfest.

For mange unge er det arrangementer, som de gerne vil deltage i - og som forældre spiller man stadig en vigtig rolle, hvis de unge deltager på egen hånd.

Derfor opfordrer Politiet, SSP, Natteravnene, rusmiddelkonsulenterne, Fælles om Børne- og Ungelivet og Silkeborg Kommune i ny sommerkampagne forældre til at tage en snak med deres unge om forventninger, aftaler og trygge rammer, hvis de tager af sted.

## Sommerkampagne med fokus på forældrene

Hen over sommeren har kampagnen været synlig i Silkeborg midtby og på sociale medier med budskaber om, hvordan forældre kan bidrage til et godt, sjovt og trygt ungeliv præget af sunde fællesskaber, tydelige voksne og mindre risikoadfærd som alkohol, nikotin og andre rusmidler. Der er også sendt et brev på Aula i forbindelse med årets skolestart til 2.700 af kommunens teenageforældre.

Budskabet er enkelt: Tydelige aftaler, åben dialog og klar rammesætning skaber tryghed for både den unge, familien og fællesskabet omkring dem. Samtidig understreges det, at ansvaret for de unges trivsel og sikkerhed er et fælles ansvar, der løftes bedst i samarbejde mellem forældre, skoler, frivillige, myndigheder og lokalsamfund.

## Klare aftaler skaber tryghed

- Når unge deltager i større arrangementer, kan der opstå situationer, hvor de har brug for hjælp eller kontakt til en voksen. Derfor er det vigtigt at tale om blandt andet hjemmetidspunkt, hvordan man kommer hjem og, hvordan man får fat i hinanden, hvis der opstår behov, fortæller Marianne Ahrenkiel, specialkonsulent og projektleder på Fælles om Børne- og Ungelivet i Silkeborg Kommune og fortsætter:

- Vi ved, at unges risikoadfærd i forhold til rusmidler mindskes, når de møder tydelige voksne, der interesserer sig for deres liv og tør sætte rammer. Klare aftaler om for eksempel hjemkomst, alkohol og hvem man er sammen med, handler ikke om kontrol. Det handler om omsorg, tryghed og om at give de unge et godt udgangspunkt for at træffe gode valg, når de er afsted med vennerne.

## Se kampagneplakaterne her

![](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/ef73c938-88bb-41ce-b53f-0869d8740f0c?width=800)

        ![](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/ef6eaa5b-bd66-4e76-85ee-ea2977eb1c64?width=800)

        ![](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/0e0c2746-1abe-4a61-9ab7-de55b84fafa4?width=800)

## Fakta om Fælles om Børne- og Ungelivet

- Fælles om Børne- og Ungelivet ønsker et godt, sjovt og trygt ungeliv i Silkeborg Kommune, som er præget af sunde fællesskaber, tydelige voksne og mindre risikoadfærd såsom alkohol, nikotin og andre rusmidler.
- Fælles om Børne- og Ungelivet er en del af den nationale indsats ”Fælles om Ungelivet”, som Sundhedsstyrelsen, Trygfonden og 14 andre kommuner står bag. Her har man udviklet et dansk koncept inspireret af Island og arbejder for at ændre den danske rusmiddelkultur blandt danske unge.
- Silkeborg Kommune har arbejdet med indsatsen siden 2020 bl.a. på folkeskolerne. Og indsatsen viser positive tendenser både hvad angår forbrug og debut i forhold de unges alkoholforbrug og effekten af tydelige og rammesættende forældre.
- Fælles om Børne- og Ungelivets mål er at sikre tydelige rammer, hvor børn og unge trives og har mulighed for at være en del af positive fællesskaber.
- Bag sommerens kampagne står Politiet, Natteravnene, SSP, rusmiddelkonsulenterne, Fælles om Børne- og Ungelivet og Silkeborg Kommune.
- Kampagnen sætter fokus på forældres betydning for et godt, sjovt og trygt ungeliv og opfordrer til dialog, tydelige rammer, tilgængelighed og klare aftaler i forbindelse med unges deltagelse i arrangementer i det offentlige rum.

                            [Læs mere om Fælles om Børne- og Ungelivet](https://ssp.silkeborg.dk/faelles-om-boerne-og-ungelivet)
