Skip til hoved indholdet Kontakt
    Hjem Nyheder SOSU-elevers sygefravær er faldet med seks dage det sidste år

SOSU-elevers sygefravær er faldet med seks dage det sidste år

SOSU-elever er en vigtig del af Silkeborg Kommunes ældrepleje - her skaber vi fremtidens medarbejdere - og når de trives, så falder sygefraværet. Derfor satte vi sidste år ekstra fokus på elevernes trivsel ved at stille skarpt på følelsen af at være en forpligtende del af arbejdsfællesskabet på deres oplæringssteder.

Sundheds- og Omsorgsafdelingen har omkring 330 elever i gang året rundt på kommunens plejecentre og i hjemmeplejen. Når elever er fraværende, virker det forstyrrende for kollegaerne, borgerne - og ikke mindst for læringen. Med et fravær på over 20 dage i gennemsnit pr. elev, var der derfor flere gevinster at hente.

Der blev igangsat tre prøvehandlinger i september 2024, som kørte frem til marts 2025:

  1. ENSARTET ONBOARDING
    Ensretning af den måde vi tager imod elever på tværs af oplæringssteder: Revideret opgave-, rolle- og ansvarsbeskrivelse i forbindelse med elevmodtagelse. Øget fokus på det delte ansvar, så ikke kun vejleder, men også leder og hele personalegruppen tager godt imod eleven. Afklaring og dialog om, hvad der forventes af personalegruppen i forhold til eleven. Obligatorisk intromøde mellem leder og elev, hvor der orienteres om rammer, retning og regler det pågældende sted.

  2. MERE STUDIETID
    Elevens fremmødetid på oplæringsstedet reduceres med to timer, så eleven har 32 timer 'på gulvet'. Studietid øges med to timer, så eleven har fem timers studie- og fordybelsestid. De tre timer er primært individuelle, og de to timer fælles. De afvikles primært på oplæringsstedet for at fremme fælles studiekultur og -miljø fx via undervisning, drøftelse af cases m.v.

  3. EN RØD TRÅD
    Ændring af procedure for fraværssamtaler - fx via et løbende notatark, som følger eleven, så lederne kan forholde sig til elevens historik. Eleven oplever en rød tråd igennem sin uddannelse, hvor vejlederne, lederne samt de uddannelsesansvarlige er gennemgående under elevens uddannelsesforløb.

Alle tre indsatser blev gjort permanente i april 2025.

Indsatsen er målrettet Sundheds- og Omsorgsafdelingens SOSU-elever og er et spor under 'Sammen om Trivsel og Tilknytning'. Her fokuserer vi på trivsel, stabilitet og på alle de ting, vi kan løfte sammen, når vi er en del af et arbejdsfællesskab i arbejdet mod et lavere sygefravær.

- Eleverne spejler sig i den kultur, de oplever på arbejdspladsen. Derfor er det vigtigt, at de mærker, at alle har værdi og er vigtige i det daglige arbejde. Arbejdspladserne og vejlederne former fremtidens medarbejdere i deres arbejde med eleverne - så det handler, ud over at sænke sygefraværet, også om at skabe afsættet for den kultur, vi gerne vil have på vores arbejdspladser. De lokale arbejdspladser løfter derfor en vigtig opgave, når de inspirerer og oplærer de kommende SOSU'er, forklarer Helle Vestergaard Ibsen, som er projektleder for ’Sammen om Trivsel og Tilknytning’ i Silkeborg Kommune.

Et godt fællesskab giver arbejdslyst

Sanne Jessen har de sidste 25 år arbejdet som ernæringsassistent, men er netop blevet færdig som social- og sundhedshjælper. Under sin studietid var hun elev i hjemmeplejegruppen i Gjern - og faktisk er hun allerede tilbage på skolebænken, hvor hun har påbegyndt uddannelsen som assistent.

- Et godt arbejdsmiljø og kollegialt sammenhold er afgørende for, om man trives på arbejdspladsen. Derfor var det bare så rart, at jeg første dag blev mødt med et smil - alle vidste, at jeg kom og var klar til at tage imod mig. Under min elevtid har sparringen med mine kollegaer været fantastisk - jeg har også været deres elev – ikke kun min leder og vejleders elev, siger Sanne Jessen, tidligere elev hos hjemmeplejegruppen i Gjern.

- Det er vores opgave at sikre en god trivsel, for det betyder også, at eleverne er langt mere stabile - og at de også på sigt bliver i branchen. Hos mig i Gjern er mange af vores medarbejdere tidligere elever, som er vendt tilbage. Jeg oplever selvfølgelig også, at elever falder fra undervejs. Uddannelsen og jobbet i plejen kræver - udover fremmøde - også overskud og lyst til arbejdet med mennesker. Og nogle finder undervejs ud af, at det ikke er det rette for dem - og det er helt okay. Vores opgave er at give de bedste forudsætninger til dem, der har hjertet med - så får vi stærke fagfolk, der trives. forklarer Ane Birch Overbye, daglig leder i hjemmeplejegruppen i Gjern.

Christina Storgaard, som er i gang med uddannelsen som social- og sundhedsassistent, har netop afsluttet sin første oplæringsperiode på plejecenteret Bakkegården i Thorning.
Hun stemmer i, når det kommer til vigtigheden af det gode kollegaskab og det at blive en del af fællesskabet:

- Du kan have det fedeste job i verden, men trives du ikke med dine kollegaer, så kan det være lige meget. Jeg har sat stor pris på mine kollegaer, som har stået til rådighed for alle mine spørgsmål. Og jeg har fået lov til at være med på de opgaver, jeg gerne ville – der har ikke været nogle begrænsninger. Det har betydet meget for min oplæringstid, fortæller Christina Storgaard, tidligere elev på Bakkegården.

Og netop i forbindelse med onboarding af nye elever er en prioriteret indsats fra ledelsen afgørende:

- Vi har stort fokus på at få eleverne godt med ombord, når de starter hos os. Vores elever skal klædes godt på til både de opgaver, de skal løse, og have en fornemmelse for arbejdspladsens kultur. Derfor er der sat tid af til, at vores vejleder får mulighed for at arbejde med netop dét, siger Anne Torsting, daglig leder på plejecentrene Bakkegården og Søvangen.

Åben dialog og fleksibilitet er afgørende

Sanne Jessen fortæller videre, at fleksibiliteten i opgaveløsningen og en åben dialog i forbindelse med sygdom har betydet, at hun møder ind - også på dage, hvor hun tidligere har haft mere lyst til at blive hjemme.

- Det er vigtigt, at vi skaber plads til den enkelte. Nogle har måske brug for at lægge deres studietid på en bestemt dag eller har brug for at gå tidligere hver torsdag. Det skal vi som oplæringssted rumme. Og det samme gælder sygdom; har du fx ondt i ryggen, så tager vi en snak om, hvilke opgaver du så er i stand til at løse. Den slags fleksibilitet er vigtigt for, at vores elever – og øvrige medarbejdere – både trives og får mindre sygefravær, forklarer Ane Birch Overbye.

Anne Torsting, daglig leder på plejecentrene Bakkegården og Søvangen, supplerer:

- Vi har et rigtig godt samarbejde med de øvrige uddannelsesinstitutioner. Og med et fælles fokus på fravær, bliver det nemmere at række ud til hinanden og tage dialogen om, hvordan vi sammen bedst støtter eleverne.

Sygefraværet blandt Sundheds- og Omsorgsafdelingens elever er faldet med seks dage siden september 2024 - og indsatsen fortsætter, så vi kan blive ved med at bevæge os i en positiv retning.

Silkeborg Kommune
Søvej 1
8600 Silkeborg

CVR: 29189641

Genveje