---
title: "Startnumre til Royal Run er udsolgt i Silkeborg: Sådan bliver du en del af folkefesten"
description: "Startnumrene til Royal Run i Silkeborg 2027 blev udsolgt på få timer. Nåede du ikke at få fat i et startnummer? Så er der stadig mange muligheder for at blive en del af festen."
date: "2026-09-30"
created: "2026-09-30"
---

[Hjem](https://silkeborg.dk/)

                    [Nyheder](https://silkeborg.dk/nyheder)

                [Startnumre til Royal Run er udsolgt i Silkeborg: Sådan bliver du en del af folkefesten](https://silkeborg.dk/nyheder/startnumre-til-royal-run-er-udsolgt-i-silkeborg-saadan-bliver-du-en-del-af-folkefesten)



# Startnumre til Royal Run er udsolgt i Silkeborg: Sådan bliver du en del af folkefesten

Startnumrene til Royal Run i Silkeborg 2027 blev udsolgt på lidt mere end 2 timer. Nåede du ikke at få fat i et startnummer? Så er der stadig mange muligheder for at blive en del af festen.

![](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/1046be09-7ff2-4a0c-a4c3-9ab1f735955a?width=800)

![](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/91ad0c92-a349-43e5-b200-66ae8b4ae2ca?width=800)

![](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/166d344b-0176-41ef-9d31-c3dd48f7e3c3?width=800)

![](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/b0e26dac-3e08-42a6-be9c-da0ffb1edd28?width=800)

I Silkeborg Kommune skal 17.500 mennesker løbe eller gå til Royal Run 2027. Hvis du ikke var en af de heldige, der fik et startnummer, så er der stadig mange muligheder for at være med.

**Meld dig som frivillig**

Vil du være med til at skabe en helt særlig dag, når Royal Run kommer til Silkeborg 17. maj 2027, og byen forvandles til én stor folkefest? Vi søger bl.a. hjælp til væskedepoter, foto og video, medaljeudlevering, holde ruten fri for forhindringer og at sprede god stemning blandt tilskuerne.

Du bliver en del af et stærkt fællesskab af frivillige, der løfter opgaven sammen. Det er ikke et krav, at du har erfaring med frivillighed – alle kan være med.

Den 24. november 2026 inviterer vi alle frivillige til en fælles frivilligaften, hvor vi gennemgår opgaverne og du bliver klædt godt på til dagen.

Send en mail på royalrun@silkeborg.dk, hvis du vil være med. Når du sender en mail, vil du modtage yderligere information om tid og sted for fælles frivilligaften.

**Kom og hep**

Når Silkeborgs gader bliver fyldt op af energiske og glade løbere, har vi også brug for dig til at skabe den fedeste stemning i byen og vise, hvad Silkeborg har at byde på. Der vil være rig mulighed for at heppe langs ruten og tage del i folkefesten.

**Deltag i optaktsarrangementer**

Royal Run er langt fra en endagsbegivenhed. Allerede nu er der flere muligheder for at bevæge sig sammen:

- MaratonMile: Gennemfør et maraton ved at løbe eller gå 26 OneMile distancer i eget tempo. Udfordr dig selv eller bevæg dig sammen med dine venner, familie, kollegaer, e.l. og slut af med et flot print-selv-diplom.
- Træn med: Er du nybegynder eller rutineret? Uanset hvad, så er du inviteret til at træne med. Flere lokale løbeklubber tilbyder særlige Royal Run-træningshold på forskellige niveauer.
- Side Run: Få den helt særlige Royal Run-stemning på din vej, din beboerforening, din arbejdsplads, i børnehaven, SFO’en eller skolen. Alle kan lave et Side Run i ugerne op til Royal Run.

Frem mod selve løbsdagen vil der løbende komme flere aktiviteter til. Følg med på Silkeborg Kommunes kanaler, hvor du kan holde øje med alt det, der kommer til at ske.

**Hold øje med officiel side for videresalg**

Royal Runs officielle side for videresalg åbner 1. oktober 2026. Her bliver det løbende muligt at få fingre i et startnummer. Der bliver ikke sat flere startnumre til salg på et senere tidspunkt.

                            [Læs mere om Royal Run](https://royalrun.dk/)
