Sundhedsprisen 2025 går til Frirums-FDF
Frirums-FDF vinder Sundhedsprisen 2025 for deres indsats målrettet børn inden for autismespektret, og børn med tilsvarende udfordringer, som ikke trives i det almindelige foreningsliv.
Foto: Martin Gorritzen. Fra venstre: Mathilde Jakobsen, Lars Hansen, Peder Eriksen, Inger Eriksen, Jonathan Vig, Karin Biering, Lars Faarup, Søren Kristensen.
Blandt de mange kvalificerede indstillinger går årets Sundhedspris til Frirums-FDF.
Frirums-FDF henvender sig til børn i alderen 8 til 14 år, som enten ligger inden for autismespekteret – eller har lignende udfordringer – og ikke trives i det almindelige foreningsliv.
Tilbuddet drives af forældreparret Inger og Peder Eriksen samt af Jonathan Vig, der har erfaring som FDF-leder og desuden er under uddannelse i diakoni og socialpædagogik.
- Vi i Frirums-FDF er selvfølgelig stolte over prisen – men vi er også meget ydmyge – for vi kunne ikke drive tilbuddet uden hjælp fra de mange forældre, som bakker op. Vi håber, at vi med prisen kan lyse på behovet for rummelige fritidstilbud på tværs af foreningslivet. For der er virkelig behov for tilbud til børn og unge, som har brug for en anderledes ramme, forklarer Inge Eriksen.
Steen Vindum, formand for Sundheds- og Nærhedsudvalget, anerkender Frirums-FDF’s vigtige, frivillige arbejde:
- Vi har fået mange kvalificerede indstillinger – så stor tak til alle jer, der styrker sundhed og trivsel i kommunen. I gør alle en stor forskel. Når valget er faldet på Frirums-FDF, er det fordi, de på forbilledlig vis har skabt inklusion i foreningslivet. Naturen danner rammen, når Frirums-FDF med struktur og fleksibilitet tilbyder et fællesskab, som også er åbent for de børn og unge, der har brug for lidt mere ro og tålmodighed, forklarer han.
Der er plads til 10 børn til Frirums-FDF, hvor alle børn tager en voksen ledsager med, når de mødes hver 3. lørdag i bålhytten ved FDF Silkeborg 1’s kredshus på Almindsøvænget.
- Vi har et fast program, når vi mødes, for det giver tryghed for børnene. Så vi starter med at hugge brænde til bålet, herefter har vi en aktivitet, tilbereder vores brød eller mad over bålet, og så slutter vi af med en sang. Alt visualiseres med piktogrammer, så børnene kan se, hvor langt vi er i programmet. Det vigtigste er, at børnene har en god oplevelse – og så er det jo fantastisk at se, hvordan de vokser og får mod på at bevæge sig rundt sammen med os ledere, uden at deres forældre følger med - det er fedt, fortæller Inger Eriksen.
Med prisen følger 10.000 kroner, som Frirums-FDF kan bruge, som de finder bedst.
- Vi ved endnu ikke, hvad pengene skal bruges til – det må vi tale med forældrene om. De er så involverede i Frirums-FDF, at de selvfølgelig også skal være med til at beslutte, hvordan vi får mest muligt ud af gaven, siger Inger Eriksen.
Fakta om Sundhedsprisen
- Prisen blev uddelt 9. december under pausen til en BSH-kamp i Jysk Arena
- Hele oktober har det været muligt at indstille kandidater til Sundhedsprisen
- Det er Sundheds- og Nærhedsudvalget, der vælger modtageren af prisen, som gives til en aktør, der skaber mere sundhed, trivsel og fællesskab for andre i Silkeborg Kommune
- Sidste år modtog Morgenduk Sundhedsprisen. Tidligere vindere har blandt andet været Team Frispark, Stop Madspild, Centerrådet på Rosengårdscentret, pårørende-demensgrupper i Selvhjælp Silkeborg, Mænds Mødesteder, Hjerteforeningen, Bydelsmødre, BROEN, Silkeborg Roklubs Handicapafdeling, Trivselsgrupperne i Selvhjælp Silkeborg, Danfoss, Nordre Skole og IF Silkesind.