---
title: "Tag med på en gåtur, der styrker fællesskabet"
description: "Silkeborg Kommune inviterer alle interesserede til at deltage i ’Gå for fællesskabet’, en fælles gåtur gennem Silkeborg med fokus på fællesskab og kampen mod ensomhed."
date: "2026-08-17"
created: "2026-08-17"
---

[Hjem](https://silkeborg.dk/)

                    [Nyheder](https://silkeborg.dk/nyheder)

                [Tag med på en gåtur, der styrker fællesskabet](https://silkeborg.dk/nyheder/tag-med-paa-en-gaatur-der-styrker-faellesskabet)



# Tag med på en gåtur, der styrker fællesskabet

Silkeborg Kommune inviterer alle interesserede til at deltage i ’Gå for fællesskabet’, en fælles gåtur gennem Silkeborg med fokus på fællesskab og kampen mod ensomhed.

![](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/3d407efa-1133-4913-8748-2131796148d2?width=800)

Arrangementet er gratis og kræver ikke tilmelding - der vil være let forplejning undervejs.

Gåturen finder sted fredag 4. september kl. 10.00-12.00 med fælles start i Lunden. Herfra går turen gennem byen og naturen omkring Odden og Lysbro Skov.

Deltagerne kan vælge mellem en rute på 2,5 eller 5 kilometer. Den korte rute er tilgængelig for både kørestole, rollatorer og barnevogne.

Alle er velkomne, uanset alder. Arrangementet henvender sig til både ældre, familier, studerende og børn, som har lyst til at gå en tur sammen og bakke op om stærke fællesskaber.

## Mere end en gåtur

Gå for fællesskabet er mere end en gåtur.

Arrangementet er en del af Silkeborg Kommunes arbejde med at forebygge og bekæmpe ensomhed ved at skabe rammer for møder og fællesskaber på tværs af alder og livssituation.

Derudover er det også startskuddet på Fællesskabsstafetten, som i løbet af september måned kommer forbi en lang række foreninger og fællesskaber i Silkeborg Kommune. Borgmester Helle Gade bærer stafetten på gåturen - og giver den ved gåturens afslutning videre til det første fællesskab på stafettens vandring.

Bag Gå for fællesskabet står Flere i Fællesskaber, Idræt om Dagen, Frivilligcenter Silkeborg, Fællesskabsstafetten og Silkeborg Kommune – der hver på sin måde arbejder for at styrke fællesskaber i vores fælles kommune.

## Fakta

- Tid: Fredag 4. september kl. 10.00-12.00
- Sted: Lunden, Silkeborg
- Pris: Gratis, og der kræves ingen tilmelding – kommer I som en gruppe på over 10 personer, så giv gerne besked på mailen her: flereifaellesskaber@silkeborg.dk
- Distance: 2,5 eller 5 km
- Målgruppe: Alle er velkomne
