Thorning vinder prisen som Årets Lokalområde
På grund af en enestående indsats for at styrke og fastholde livet og sammenholdet i lokalområdet vinder Thorning prisen som Årets Lokalområde i Silkeborg Kommune.
4. oktober 2023 dukkede borgmester i Silkeborg Kommune, Helle Gade, til alles overraskelse op i Thorning Hallen, da hun kom på uanmeldt besøg ved bestyrelsesmøde i Thorning Borgerforening. Her offentliggjorde hun, at Thorning havde vundet prisen som Årets Lokalområde 2023.
Begrundelserne for valget af Thorning som Årets Lokalområde udmærker sig specielt ved et stærkt lokalsamfund opbygget af et aktivt sammenhold samt en stor frivillig indsats fra byens mange ildsjæle og igangsættere.
Det viser sig i særdeleshed ved, at alle byens borgere aktivt brænder for at gøre noget godt for Thorning, for deres indbyrdes samvær og sammenhold, for skolen, for foreningslivet, for institutionerne og for erhvervslivet.
Et eksempel på dette er Thorning 2,2 I Live, som blev holdt i september sidste år. Arrangementet stod i fællesskabets tegn og blev afholdt over flere dage. Stort set alle Thornings borgere og foreninger deltog, og den tydelige opbakning og samspillet foreningerne imellem var tydelig.
Det samme var tilfældet ved indvielsen af Thorningruten, der også var med til at samle borgerne på tværs af alle aldre.
Thorning udmærker sig også ved at have et aktivt lokalråd, der aktuelt beskæftiger sig med at sætte fokus på de unge borgere og tilflyttere i byen.
Thorning lægger desuden meget arbejde, liv og sjæl i byens idrætsforening, foredrags- og musikforening, borgerforening og Thorning Friluftsspil.
Med kåringen som Årets Lokalområde følger ligeledes en pris på 40.000 kr. til de projekter og idéer, som Thorning har størst intention om at indfri.
Fakta om prisen Årets Lokalområde:
- Det er syvende gang, Silkeborg Kommune uddeler prisen.
- Med prisen følger 40.000 kr.
- Lanceringen af Thorning 2,2 I Live er en af grundene til Thornings hæder.
- Thorning har desuden et meget aktivt foreningsliv og aktive institutioner.