Tilsyn: Høj kvalitet i plejen på Sandgårdsparken – Solsikken
Silkeborg Kommune har modtaget første tilsyn af det nyetablerede Ældretilsyn Nord, som viser, at plejen på Sandgårdsparken – Solsikken er af høj kvalitet.
Ældretilsyn Nord har gennemført et anmeldt tilsyn på plejecenteret Sandgårdsparken - Solsikken, og vurderingen er klar: Plejen er god, og der er ingen væsentlige udfordringer.
Ældretilsynet vurderer, at plejeenheden arbejder systematisk med at sikre borgerens trivsel og selvbestemmelse. Der arbejdes også målrettet og løbende med at inddrage borgerens ønsker og behov samt at understøtte medarbejdernes faglighed og sikre tværfagligt samarbejde i helhedsplejen.
Derudover beskrives ledelsen som nærværende, tilgængelig og fagligt understøttende.
Tilsynet fremhæver også det stærke tværfaglige samarbejde og det tætte samspil med pårørende og lokalsamfund.
Fakta om Sandgårdsparken – Solsikken
- 41 borgere modtager helhedspleje
- 32 fastansatte medarbejdere, herunder:
- 6 sygeplejersker
- 7 social- og sundhedsassistenter
- 15 social- og sundhedshjælpere
- 2 ernæringsassistenter
- Tusindfryd, som også er en del af Sandgårdsparken, indgik ikke i dette tilsyn
Kort om det nye ældretilsyn
De tidligere 98 kommunale ældretilsyn og det statslige ældretilsyn under Styrelsen for Patientsikkerhed er blevet nedlagt.
I stedet er der pr. 1. juli 2025 etableret et nyt, tværkommunalt ældretilsyn, som drives fra tre kommuner: Gentofte, Silkeborg og Hjørring.
Ældretilsynet fører tilsyn med kvaliteten i den nye helhedspleje i både kommunale og private plejeenheder.
Ældretilsyn Nord, som Silkeborg Kommune hører under, dækker kommuner i den nordlige del af Danmark og er en del af Sundhedsstyrelsens samlede tilsynsindsats.
Formålet med tilsynet
At sikre, at ældre borgere modtager pleje med udgangspunkt i tre bærende værdier:
- Den ældres selvbestemmelse
- Tillid til medarbejdere og borgernær ledelse
- Samspil med pårørende og civilsamfund
Metode, som danner grundlag for tilsynet
Tilsynene er baseret på observationer, interviews og dokumentgennemgang. Fokus er på læring og udvikling – ikke kontrol.
Læs mere på sst.dk