Valgtour i Silkeborg: Over 3000 unge møder byrådskandidaterne
I ugerne op til byrådsvalget 18. november får elever fra syv ungdoms- og videregående uddannelser i Silkeborg Kommune mulighed for at møde byrådskandidaterne ansigt til ansigt.
Byrådskandidater tager i de næste uger på valgtour for at møde Silkeborgs unge vælgere. På politiske markedspladser, i paneldebatter og i samtaler ved stande kan over 3.000 unge stille spørgsmål til kandidaterne om de emner, der betyder mest for dem.
Valgtouren er en del af Silkeborg Kommunes demokratiprojekt ”Stem Med”, der blandt andet har fokus på at fastholde og øge den høje valgdeltagelse blandt Silkeborgs unge.
En af de unge, der skal deltage i valgtouren, er Amanda Nielsen fra EUX på College360:
- Jeg synes, det er spændende, at vi får mulighed for at snakke med byrådskandidaterne. Det er en god mulighed for at høre deres holdninger og stille spørgsmål, inden man skal stemme, fortæller hun.
Valgforskning: Vigtigt at ramme de unge
Unge er blandt de grupper, der traditionelt har en lavere valgdeltagelse. Samtidig viser valgforskning, at det at stemme både er vanedannende og en social begivenhed, hvilket gør det vigtigt at engagere dem tidligt. Derfor får unge i Silkeborg mulighed for at møde byrådskandidater i øjenhøjde – sammen med deres venner og klassekammerater.
Et af målene ved valgtouren er at give de unge vælgere mere information. Og det er nødvendigt, hvis man spørger 18-årige Amanda:
- Interessen for at stemme blandt folk på min alder er meget blandet. Nogle ønsker at deltage, mens andre ikke føler sig tilstrækkeligt informerede og derfor vælger at stemme blankt.
Amanda regner selv med at stemme til valget 18. november, da hun synes, det er vigtigt at tage stilling og vise, at man værdsætter muligheden. Hun har dog en opfattelse af, at de fleste unge mest interesserer sig, når de ved, at det vedrører deres hverdag:
- Mange på min alder engagerer sig ikke så meget i politik – kun hvis det drejer sig om konkrete sager som uddannelse, sociale forhold eller andet, der direkte vil påvirke deres hverdag.
Et andet mål ved valgtouren er derfor også at give de unge informationer og mulighed for at stille spørgsmål om, hvad de forskellige kandidater kæmper for og imod, der vedrører de unges hverdag.
For at styrke valgdeltagelsen yderligere, modtager alle unge under 30 år også et brev i Digital Post. Brevet er en påmindelse og en opfordring om at stemme og indeholder blandt andet også forslag til kandidattests, der kan hjælpe med at afklare, hvem man vil stemme på. Forskning viser, at sådanne breve har en positiv effekt på valgdeltagelsen.
Vil du gerne vide mere om byrådsvalget 18. november 2025?
Så kan du med fordel besøge hjemmesiden stemmed.silkeborg.dk. Her finder du blandt andet information om, hvordan og hvor du kan stemme, og hvilke kandidater du kan vælge imellem. Du kan også se forskellige kandidattests, så du kan finde ud af, hvem der matcher dine holdninger bedst.